fiskefrikadeller

Alle artikler om fiskefrikadeller

Fiskefrikadeller er til hele året

Fiskefrikadeller er en nem og lækker måde at få fisk med på den ugentlige menu – det anbefales jo, at man spiser fisk 2 gange om ugen. Især hvis der er medlemmer af familien, der har svært ved fiskeretter med hele stykker fisk, er fiskefrikadeller et velsmagende alternativ. Det er super nemt at lave dem, da man kan købe færdighakket fiskefars. Det fås både hos fiskehandleren og i supermarkederne. Færdiglavede fiskefrikadeller fra køledisken i supermarkedet er simpelthen ikke pengene værd. Laver man dellerne selv, har man også fuldstændig kontrol over størrelsen, og kan tilpasse dem efter, hvor mange der kan spises. Hjemmerørt remoulade er næsten en selvfølge for vellykkede fiskefrikadeller. Har man ikke tid til en hjemmelavet remoulade, har mange fiskehandlere og supermarkeder frisk remoulade lavet specielt til fiskefrikadeller.
 

...med laks og frisk fisk

Er du lidt mere en DIY-type, kan du også købe hele stykker fisk og selv hakke dem til fars. Derved kan du også bedre sikre dig at fisken, du bruger til fiskefrikadellerne, er helt frisk. Man kan desværre ikke altid stole på, at færdighakket fiskefars er lige så frisk. Skal der gøres lidt ekstra ud af fiskefrikadellerne, kan du med fordel blande lidt ekstra lækre ingredienser i fiskefarsen inden du steger, fx persille og rødløg. Blander du små stykker laks i farsen, kan du yderligere pifte fiskefrikadellerne op, eller du kan lave fars udelukkende af laks og derved få lækre laksefrikadeller.
 

Tilbehør til dellerne

Når man skal vælge tilbehør til sine fiskefrikadeller er mulighederne mange. Både stegte og kogte kartofler er klassisk og lækkert tilbehør, men også kål og salat går godt til. Vælger man den friske salat som tilbehør, er det stort set kun den korte stegetid på frikadellerne der skal til for et hurtigt og vellykket måltid. Derfor er det en rigtig god ret til aftensmad på en travl hverdagsaften.
 
Fiskefrikadeller er altså en nem og lækker måde at få fisk på menuen, og mulighederne for variation er rigtig mange. Og dertil kan også siges, at for de små i familien, er det en nem ret at hjælpe til med i køkkenet, hvor formningen af dellerne er en sjov fælles aktivitet.