https://imgix.femina.dk/media/article/forstaa-din-droem.jpg
Selvudvikling

Sådan forstår du din drøm

13. juli 2011
af Cecilie Dahl Madsen
Kilde: Kirsten Borum
Hvis du bruger tid på dine drømme, vil du blive klogere på, hvem du selv er. Et aktivt drømmearbejde giver dig samtidig mulighed for at udvikle nye sider af dig selv, så du kan opnå større ro og glæde i tilværelsen

Personerne i din drøm er som hovedregel sider af dig selv. Sider, du har svært ved at genkende som dine, eller som du er helt ubevidst om. Det gælder både personer, du kender i virkeligheden, kendte personer og ukendte personer. Hvis du kigger på din opfattelse af de pågældende personer, vil du blive klogere på dig selv.

Følelserne i din drøm er dine følelser. ved at genkende dem fra situationer og omstændigheder i dit liv vil det blive klarere for dig, hvad du kan ændre for at få et liv med højere livskvalitet. Under arbejdet med drømmen kommer du også ofte i kontakt med de følelser, som ligger skjult bag drømmens symboler og handlingsforløb. Oplevelsen af de følelser er forløsende i sig selv og kan give adgang til hidtil fortrængte følelser og erindringer, og dermed ny forståelse, der atter kan forløse og sætte bunden energi fri.

Dagsresten er det, der knytter nattens drøm til den foregående dags oplevelser. Noget du har set, følt eller tænkt, eller en oplevelse eller en samtale, du har deltaget i. Ved at kigge nærmere på dagsresten kan du gennem drømmen blive bevidst om noget ubevidst, som er knyttet til den pågældende situation.

Læs også: Lær at lytte til dig selv

Arketypiske symboler
Ofte dukker der arketypiske symboler op i vores drømme. De kan ses som udtryk for noget almenmenneskeligt, men skal stadig sammenholdes med vores private opfattelse af det enkelte symbol.

Kvinde: Følelser, intuition, omsorg, det moderlige og accepterende.

Mand: Handlekraft, retning, mål, det faderlige og konkurrerende.

Barn: Udviklingsmuligheder på godt og ondt - at man er klar, eller at man trækker det i langdrag.

Dyr: Instinktive sider, som ofte er blevet fortrængt i større eller mindre grad.

Nøgen: Man er klar til at vise sig, som man er for andre. Positivt.

Fjende: Skyggesider, som er svære at anerkende ved én selv.

Døden: Transformation og forvandling. Positivt.

Ild: Forvandling i større målestok.

Vand: Følelser og deres tilstande - alt afhængig af vandets forekomst.

Hus: Symbol for drømmeren selv - f.eks. kælderen som det ubevidste og entreen som selvopfattelsen.

Har du selv lyst til at prøve en drømmetydning? Læs mere på oestrogen.dk

To eksempler på drømme, og hvordan de kan tolkes. Svarene kommer fra magasinet Psykologis faste eksperter Johan Wallin og Jens Tørning:

DRØM: Jeg er en kvinde i 50'erne, der har drømt, at jeg var i seng med en sød mand/fyr. Det var ikke vild lidenskab, men sådan lidt hyggeligt og ikke decideret samleje, kun noget kæleri. Herefter skifter drømmen, og jeg er til en stor frokost med en masse mennesker, min søster blandt andre, og denne mand fra dagen før. Under frokosten går det op for mig: Gud, han er bøsse, for han har sin mandekæreste med. Det var bare sådan en konstatering, og der var ingen sorg eller irritation.

SVAR: Drømme om seksuel kontakt med det modsatte køn vurderer vi tit ud fra, hvor bekendt personen er. Drejer det sig om en ven eller tæt bekendt, vil gættet være, at drømmen handler om et rent faktisk ønske om at dyrke sex med vedkommende. Men tolkningen er helt anderledes, når elskovspartneren er anonym som i din drøm. I disse tilfælde vil vi være tilbøjelige til at antage, at drømmen udtrykker noget om din Animus. Altså den mandlige del af kvindens sjæl. Kontakt med Animus kan, blandt meget andet, gøre en kvinde mere kontant, mere handlekraftig, mere udadvendt. Her bliver det ekstra interessant, at manden i din drøm viser sig at være bøsse.

Umiddelbart ville vi spørge dig: Hvordan har du det med bøsser? Er du neutral, positiv eller negativt indstillet over for homoseksualitet. En del kvinder ser mange positive sider hos bøsser - de kan f.eks. opfattes som mere renlige, mere velklædte og velduftende end de heteroseksuelle.

I drømmen synes din opfattelse at være neutral. Så det er vigtigt at karakterisere din mandsfigur i drømmen nøjere for at give en udtømmende og mere præcis tolkning. Det kan være, du opdager, at den homoseksuelle mand repræsenterer sider, du mangler hos dig selv.

DRØM: Jeg er en 55-årig kvinde, jeg er pædagog og arbejder i en børnehave. En morgen vågner jeg efter den mest fantastiske drøm. Jeg har
siden tænkt på, hvad det dog er, der er så smukt, men så tungt at bære.

I drømmen kommer jeg ud på børnehavens legeplads. På gyngestativets overligger sidder der en rigtig stor rovfugl, jeg tror, det er en ørn. Den er flot, faktisk er den smuk, som den sidder der i solskinnet og kigger på os. Jeg vender mig om til min kollega og siger, at
hun skal kigge over på gyngestativet.

Det udtryk jeg ser i hendes ansigt, fortæller mig, at hun er lige så imponeret, som jeg er. Mens jeg står og kigger på hende, hører jeg vingesus fra ørnen, den er altså lettet. Jeg mærker, den lander på min venstre skulder, kan mærke dens kløer gennem min jakke.
Det undrer mig, hvor tung den er.

SVAR: Hvad er det dog, der er så smukt, men så tungt at bære?« Du formulerer selv drømmens centrale spørgsmål. Ørne kan have mange betydninger, hvoraf nogle er majestætisk og imponerende magt.

De ses derfor i mange landes våbenskjolde. Ørnen symboliserer også tapperhed, forvandling og frigørelse fra det jordiske. Den er et spirituelt og guddommeligt symbol. Ørnen har altgennemtrængende syn og enormt overblik, den forbinder Himmel og Jord.

Så hvis vi betragter dette lille udvalg af ørnens symbolik, kan du så genkende nogle evner, du har brug for, eller som du er ved at udvikle? Ørnen lander på din skulder, lige ved hovedet, så drømmen fortæller dig om dine særlige, nyudviklede »ørneevner«.

Ørnen viser dig, at du er ved at udvikle nogle af dens kraftfulde egenskaber, og det kan være tungt at udvikle og bære disse særlige
evner.

Læs også