Julia Lahme: Statusræs i vuggestuen

Jeg bor på Østerbro i København. Her bor jeg med min mand og vores to børn. Den yngste bliver to til september, og den ældste er fem. Det er to dejlige unger, jeg har; de er søde, sjove, umulige, ikke-sovende og kræver tid, opmærksomhed, omsorg og store mængder overskud, ligesom børn nu har det for vane. Mine børn er vidunderlige, og der findes ingen som dem. Så vidt jeg kan gennemskue, har de ingen særlige behov. Elias vil dog ikke gå i almindeligt tøj – det skal være en art kostume – og Sofus, min yngste, vil helst have sko på hele tiden. Gerne nogle i flotte farver. Men mine børn er faktisk nok ganske almindelige drengebørn, fulde af krudt og spilopper, grin, gråd og kys.

Derfor går mine børn også i ganske almindelige danske institutioner. Institutionerne er blevet os tildelt, vi har som sådan ikke valgt nogen af dem. Vi havde ikke mulighed for at vente hjemme, til børnene var 14-16 måneder gamle, for at vi kunne få plads til dem på en af de institutioner, der lå mest belejligt eller har den største søgning. Ingen af institutionerne har nogen særlig politik omkring sukker. Eller økologi for den sags skyld. Begge institutioner er slidte, kommunale, og kunne trænge til en kærlig hånd og nyt legetøj. Elias’ børnehave ligger ovenikøbet på anden sal uden egen legeplads og oven på en tankstation. Jeg har valgt at bo i byen med mine børn, og den type knap så pittoresk beliggenhed er en del af pakken.

Begge steder er vores børn omgivet af dygtige, imødekommende, interessante og opmærksomme voksne, som tydeligvis gider både mine og andres unger, og som skaber en god og tryg hverdag for børnene. Så ja, jeg er en glad mor, der afleverer og henter glade unger, som lærer af dygtige voksne og af andre børn hver eneste dag.

På Østerbro i København er det dog sådan, at nogle steder er mere statusgivende end andre at placere sine børn i. Og mine børn går i lavstatus-institutioner. For nylig sad jeg ved en middag, hvor en kvinde med børn på samme alder som mine fortalte, hvor længe de havde ventet for at få plads de helt rigtige steder til deres meget særlige (og ganske almindelige) unger på Østerbro: ”I det mindste har vi hverken fået slumvuggestuen XX (den, Sofus går i) eller skod-børneren XX (den, Elias går i),” grinede hun højt. Nu havde de så også ventet i månedsvis på at få deres unger de helt rigtige steder: ”Det betyder også noget for éns netværk, at det er de rigtige mennesker, der bruger stedet,” forklarede hun uddybende.

Hun havde aldrig besøgt nogen af de steder, hvor mine børn går, og hun har heller ikke handicappede børn eller børn, der har særlige behov. Men der er en konkurrence i gang. Om at have det mest perfekte liv, de mest perfekte børn, de bedste institutioner – og den konkurrence kører vi kvinder tilsyneladende af sted med, allerede inden vores unger har nået pubertetsalderen.

Og så falder vi hver især om af stress i vores perfekte hjem og undrer os over, hvordan det kunne gå så galt. Samtidig tror danske kvinder ikke længere på søstersolidaritet. Er der mon en sammenhæng?