https://imgix.femina.dk/media/bb9b73ac13ed4893b8ac4da18cf73ce2.jpg
Selvudvikling

Gift med en alkoholiker

30. marts 2012
af Anette Aggerbeck – redigeret af Kasper Kring –
Foto: All Over Press
Du bliver hos ham, selv om han drikker, fordi hans alkoholproblem giver dig noget du mangler

HER KAN DU FÅ HJÆLP

• På www.sr-bistand.dk tilbyder man bl.a. selvhjælpsgrupper til kvinder, der elsker for meget.

• Anonyme Alkoholikeres tilbud om grupper for pårørende, al-anon.dk

• Oversigt over lokale selvhjælpsgrupper i Danmark, selvhjaelp.dk

Om natten klæder du ham af og sørger for, at han kommer i seng. Om morgenen leder du efter skjulte flasker, laver kaffe til ham og skælder ham ud, fordi han lever, som han gør. Du dækker over ham, så hans arbejdsgiver ikke opdager, at han har et alkoholproblem, når du ringer og siger, at han er syg. Om aftenen bønfalder du ham om at holde op med at drikke. Og sådan fortsætter det ...

Du er medafhængig
Når dit liv kun handler om at få din mand til at holde op med at drikke, og du dækker over ham, er du ifølge psykoterapeut Dorte Møllmann indirekte med til at fastholde ham i hans alkoholisme. Man kan sige, at du er medafhængig.

- Man bliver afhængig af hans sindstilstand og bliver overansvarlig på bekostning af én selv. Man får det ud af det, at man slipper for at tage ansvar for sit eget liv. Indirekte er det derfor en gevinst at lade sig opsluge af hans alkoholproblem - man har det pinefuldt sammen med en alkoholiker, men det er alligevel bedre end at mærke sin egen ensomhed her i verden, siger Dorte Møllmann.

Se på din livshistorie
Medafhængighed har rod i barndommen og har dybest set ikke noget med den afhængige at gøre, men handler mere om, at man ikke har lært at tage vare på sig selv.

- Man har for eksempel været nødt til at opføre sig på en bestemt måde for at få kærlighed som barn. Måske har man lært, at man kun har værdi, hvis man tager sig af andre, og så prøver man at redde andre for at få kærlighed, herunder sin mand fra alkoholisme, siger Dorte Møllmann.

Det handler om kontrol: Man tror, man på den måde kan få ham til at holde op med at drikke. Man mister evnen til at mærke, hvad man selv har behov for.

- Når man får overskredet sine grænser igen og igen, kan man til sidst ikke mærke, at grænsen for længst er overskredet, og så får man lavt selvværd, siger Dorte Møllmann.

Du kan ikke klare det alene
Vejen ud af medafhængighed er at begynde at arbejde med at lære éns egne behov at kende. Det kan tage tid. Søg hjælp, for du kan ikke klare det alene.

- Først når du ikke længere tager dig af alkoholikeren, bliver han tvunget til selv at tage ansvar. Måske fortsætter han med at drikke, men så er det hans beslutning. Du kan ikke redde ham, siger Dorte Møllmann.

Læs også