Av, skilsmisse

Næsten hvert tredje barn i Danmark oplever, at deres forældre bliver skilt. Foruroligende mange faktisk. I 2006 var der 15.000 skilsmisser i Danmark, og sådan er det jo bare. Det kan man nok ikke gøre så meget ved. Hvis folk ikke har lyst til at leve sammen længere, er der ikke meget, der taler for, at de skal. Men i de fleste skilsmisser er der også børn. Børn, der bliver triste og kede af det, og som ikke har spor lyst til, at familien splittes, og som ikke selv ville vælge den løsning, hvis de havde noget at skulle have sagt. Hvis børn selv kunne bestemme, er det nok sikkert, at de ville indføre en lov mod skilsmisser. Børn kan opleve en skilsmisse som meget voldsom, og en af grundene til det tror jeg er, at de ved en skilsmisse bl.a. opdager, at forældrene er almindelige mennesker, der ikke kan klare alt. At mor og far ikke er supermennesker.

Jeg tror, det væsentligste, hvis man står over for at skulle skilles, er, at de voksne kan finde ud af at tackle det på en ordentlig og ansvarlig og ikke mindst voksen måde, og til det hører, at de lytter til børnene og tager det, de siger, tror og tænker, alvorligt. For børn er magtesløsheden ved en skilsmisse jo total, de voksne gør og handler, som de vil og ud fra, hvordan de selv har det og føler. På Skilsmissen.net (som er et net-site, der virkelig har mange gode råd og artikler omkring det at blive skilt) faldt jeg over en rapport udarbejdet af Børnerådet. De havde lavet en undersøgelse, hvor 1.000 børn var blevet spurgt om, hvordan de syntes de voksne skulle forholde sig i en skilsmisse. Børnene kom fra alle slags hjem og var, hvad man ville kalde et repræsentativt udsnit af danske børn.

Hvordan kommer du lettere igennem skilsmissen? Og hvad siger du til børnene? Læs med her...

De fleste samværsordninger efter skilsmisse tilgodeser primært de voksnes behov, og det viste rapporten fra Børnerådet med al ønskelig tydelighed, at børnene ikke syntes var nogen god idé. Ifølge børnene skal forældre helst for det første tale med deres børn om skilsmissen på et tidligt tidspunkt, så børnene har tid til at vænne sig til tanken, og for det andet tage dem med på råd om det meste. Børn mener, at de er klar til at blive hørt om samvær og den slags fra otteårsalderen. Her synes de, at de selv skal være med til at bestemme, hvor de skal bo. De synes ikke, søskende skal skilles, og de synes også, at børn skal være med til at bestemme og fastlægge samværet, hvordan det skal foregå og hvor meget.

Traditionelt har voksne jo ikke været gode til at tage børnene med på råd, og det er der nok forskellige grunde til som f.eks., at de forestiller sig, at barnet bliver ked af det, at det vil føle sig ansvarlig i forhold til den endelige beslutning, og måske også, at de voksne selv kan have svært ved at tale om skilsmissen med børnene. Men ifølge Børnerådet og Børns Vilkår så ligger der en klar undervurdering heri af børns behov for at snakke om forældrenes skilsmisse. Og til slut vil jeg lige fortælle, at FN's konvention om barnets rettigheder, artikel 12, siger, at vi er forpligtet til at lytte til vores børn og til at vægte deres ord efter alder og modenhed. Otte år mener børnene selv er en passende alder, hvad mener du? Kærlig hilsen Renée

Har du spørgsmål om parforhold, børneopdragelse, sex, usikkerhed - eller hvad der i øvrigt hører livet til - så skriv en mail til Renée på renee@femina.dk