https://imgix.femina.dk/media/c9ea1224d23a4b0989948c968a73a261.jpg
Træning og kost

Sjov sommermotion

14. juni 2010
af Mette Flindt Heisterberg, SlankeDoktor.dk
Foto: Shutterstock
Det lunere vejr byder på en masse sjove udendørs motionstyper som løb, rulleskøjter, svømning eller måske endda golf. Vi gennemgår vores favorit sommermotion her. Så skynd dig ud og forbrænde kalorier i det dejlige vejr!

Løb dig glad

Det er svært at undgå at blive i godt humør, hvis du starter eller slutter din dag med en dejlig løbetur i naturen.

Find en løberute du synes er afslappende og som har en passende længde for dig. Det er mest skånsomt for dine led at løbe på skovbund eller på græs end på den hårde asfalt.

Husk at rette op i ryggen, trække vejret dybt i maven og lande midt på foden når du løber.

Spring ind i sommeren

Vi ved det jo alle sammen, det er bare SJOVT at hoppe på trampolin- men vidste du at det faktisk også er fantastisk træning for din balance, motorik og dit kredsløb?

Skynd dig at anskaffe en trampolin at stille i haven og begynd at eksperimentere med sjove hop som sprællemand, hink, twist eller dans - kun fantasien sætter grænser!

Når du hopper er det vigtigt, at spænde op i mave og bækkenbund så du holder kroppen stabil.

Rock og rul dig i form

Gå i barndommen og find rulleskøjterne frem fra gemmerne. Har du ikke nogen kan du helt sikkert låne nogen eller købe et par brugte billigt på et loppemarked.

Rulleskøjter er ikke kun en underholdende motionsform, det giver bestemt også lidt på kaloriekontoen. Når du står på rulleskøjter bruger du flere af de store muskelgrupper i ben, baller og mave hvilket sætter skub i din forbrænding og strammer kroppen op.

Rulleskøjteløb er mere skånsomt end løb, idet bevægelserne er bløde. Derudover er det en udfordring for koordination og balance.

Få en lille fjer på

Her mener vi ikke den alkoholiske version men derimod fjerbolden.

FAKTA:

Du forbrænder 200 kalorier på:

  • At løbe 4 km på en halv time
  • 1,5 times minigolf
  • 20 minutters sjipning i moderat tempo
  • 30 minutters dans
  • 40 minutters badminton
  • 50 minutters trampolinhop
  • 25 minutters rulleskøjteløb
  • 45 minutters cyklen
  • At svømme 1 km på en halv time

Badminton er en sjov motionsform, du kan hygge dig med børnene, veninden, manden eller hvem du skulle have lyst til.

Der er ikke nødvendigt, at melde dig ind i den nærmeste klub for at spille. Du kan sagtens komme ind i kampen i baghaven, gården eller den nærmeste park.

Det kræver bare ketsjere, fjerbold og noget der kan bruges som net - det kan for eksempel være en snor.

Fordelene ved badminton er mange. Du behøver ikke samme kræfter som andre boldspil, du træner mange af de store muskelgrupper, du får pulsen i vejret og bedst af alt- du glemmer at det er hårdt fordi det er så SJOVT!

Psst... Husk at varme lidt op inden du begynder, at svinge ketsjeren.. du skulle jo helst ikke ende med en badmintonalbue…

Læs også