Vinterløb: Her er det vigtigste, du skal have på

vinterløb

Det er en dårlig idé at holde vinterpause som løber, hvis du vil holde formen og minimere risikoen for skader. Motivér dig selv til at komme godt af sted – uanset vejret – ved at bære det helt rigtige tøj og udstyr, lyder løbecoachens tip.

Torsdag, 7. januar 2016 - 7:30 - af Trille Frost, Foto: Panthermedia

Klæd dig i tre lag

Du kan sagtens løbe om vinteren, men for at turen ikke skal gå hen og blive ubehagelig ligesom vejret, er det dog vigtigt at bruge lidt energi og penge på den rigtige indpakning. Altså behageligt og innovativt løbetøj, ifølge Julie Carl, og det er samtidig en væsentlig måde at stimulere motivationen på. Konceptet, hvis du ikke vil fryse, hedder lag på lag.
– Tommelfingerreglen er, at du godt må fryse de første 10 minutter, for du skal jo lige i gang, og det kan hurtigt gå den anden vej og ende med overophedning – derfor er det smart at kunne smide et lag undervejs. Husk, at når du løber, så producerer du varme, uanset hvor koldt det er, og det gælder om at kunne komme af med den, så du ikke risikerer at blive fugtig – og dermed kold – og her er uld et godt materiale at starte med. Uldundertøj leder fugten fra sved videre til dit mellemlag, der skal sørge for ventilation og at holde dig varm og tør, hvorfor materialet skal være åndbart. Til sidst kan du slutte af med en let windbreaker eller regnjakke med reflekser og lys, der kan stoppe blæst eller nedbør.
 
 

Vigtige accessories

Derudover er prikken over i’et de rigtige småting, og de behøver ikke at koste en bondegård, men hvis du husker dem og naturligvis tilpasser din brug af dem til vejret, så er der større mulighed for en succesoplevelse på turen – og for, at du fortsætter.
Husk løbehandsker, så du ikke fryser om fingrene, og en god hue, der holder dig varm om ørerne – undgå de stramme badehættelignende typer, hvis du har kraftigt hår og gerne vil have plads til hestehalen. Ved regn eller sne er det bedst med et lunt pandebånd, kasket og solbriller. Løber du i mørke og alene, så husk også en pandelampe, der lyser vejen op. Er der is og frost, kan du benytte dig af skridsikre seler, der spændes på skoene. Og nu vi er dernede: Brug altid løbesokker af merinould. De kradser ikke og er super tynde, men hjælper dig med at undgå kolde og klamme tæer. Sokkerne skal i øvrigt ikke vaskes bagefter, men bare luftes og hænges til tørre, slutter Julie Carl. 
 

Få en bedre vinterløbetur – sådan

 
1. Motivation
Lav aftaler med vennerne, eller trop op i en frivillig løbeforening, så du er mere forpligtet til at komme af sted. Eller gør det sjovere med en app. Prøv eksempelvis Zombies, run! Den giver dig en mission, men hvis der kommer zombier (det skal den nok fortælle dig i så fald), skal du altså sætte farten op!
 
2. Ruteplanlægning
Find alternative ruter, for der kan naturligvis blive vinterglat mange steder – generelt er det en super god idé, hvis du bare kan indstille dig på at løbe på asfalt i denne tid, hvor der er saltet, frem for på grus og græs.
 
3. Løbestil
Hvis det er glat, så skal du løbe med en høj kadence – og det må meget gerne være over 180 skridt i minuttet. Er det for besværligt at tælle, så fokusér blot på at tage korte, lette skridt, som om du løb på bare tæer på varm asfalt.
 
4. Sundhed
Selv om det er koldt, så sveder du stadig under vinterløb, og derudover kan luften være meget tør. Løber du under 10-15 kilometer, behøver du ikke væske undervejs, medmindre du har lyst, men for at sikre den gode
løbeoplevelse så drik masser af vand bagefter, så du ikke dehydrerer.
 
Eksperten
Julie Carl, 38 år, certificeret løbecoach, blogger aktivt om løb. Løber for Team Kaiser Sport og træner selv 4-6 gange om ugen. Hun er certificeret coach i positiv psykologi/styrker. Se mere på Juliecarl.dk