løb
Løb

7 grunde til, at du skal begynde at løbe nu

Har du lyst til at tabe dig, komme i form og få styr på din stress? Så kan en løbetur på 15 minutter være vejen i foråret. Mød løbemakkerne Sara Maria Franch-Mærkedahl og Gitte Høj, der lever af at motivere hinanden og os andre til at komme i gang med at løbe. Her er deres 7 bedste fif.

Gitte Høj, 35, har løbet i 23 år, blandt andet i Sparta, og vundet medaljer i 400 meter hæk.
Derfor løber jeg: – Jeg kommer i balance, når jeg løber – og jeg får kortere lunte i de perioder, hvor jeg har for travlt til at få trænet. Jeg ville have svært ved at undvære løb i mit liv, jeg tænker så tit på Anders Legarth, der har skrevet bloggen ”Jeg løber” på Politiken om, hvordan han kom videre efter sin datters død ved at løbe. Jeg forstår præcis, hvad han mener. Det giver mig energi at motivere andre og dele ud af min løbeglæde som coach. Jeg løber, fordi jeg kan, og fordi det er hammerskønt.
Mit mål: – At sænke min tid på halvmaraton og 10 kilometer.
 
Sara Maria Franch Mærkedahl, 36, har løbet hele livet, men i perioder. Kom for alvor i gang efter sin deltagelse i ”Vild med dans”, hvor hun fandt sammen med Gitte Høj. De to har skrevet bogen ”Boost dit løb” (People’sPress), som udkom sidste år, og skabt et helt univers med samme navn.
Derfor løber jeg: – For at holde min krop sund og sindet skarpt. Jeg dyrker også reformer, men det giver ikke det samme som løb, og det gør yoga heller ikke. Løb giver mig det hele.
 
1. Løb er noget, alle kan
Kunsten er at starte på præcis det niveau, der passer til din krop lige nu ligegyldigt om du vejer fem kilo for meget, har ondt i knæet eller måske bokser med vejrtrækningen. Du skal jo ikke bevise noget for nogen! Første skridt er at tage dine løbesko på snart, f.eks. allerede på søndag og iføre dig behageligt, lunt løbetøj, så du er klædt på til at gå mere, end du løber, og så skal du bare se at komme ud ad døren. Prøv at løbe et lille stykke, måske kan du kun lunte ét minut ad gangen, men så ved du det. Det er dit udgangspunkt ... fra nu af går det kun én vej: Derudad.
Grund #1: Fordi du kan.
 
 
2. Løb er nemt (og vi skal ha’ motion)
Løb er effektiv træning for dit hjerte, dine lunger og muskler plus hele dit hormonsystem, og selv en lille indsats betaler sig, eller sagt på en anden måde: Løb er ikke nødvendigvis en times løb. Bare to eller 10 minutter er nok til at aktivere dit kredsløb, og undersøgelser viser, at det netop er de første minutter, der sker allermest positivt for kroppen, når du løber.
– Jeg plejer at sige, at alle de vigtigste fordele ved at løbe får du inden for 10 minutter. Resten er bare kalorier. I øjeblikket er Sara Maria og jeg i gang med et projekt i forbindelse med vores Boost Dit Løb-site, hvor vi sammen med en læge kigger på ultralydsscanninger af motion kontra ingen motion.  Det overraskede os meget, hvor afgørende de første minutters løb er for fysikken i forhold til dem, der kommer efter, siger Gitte Høj, personlig løbecoach og kostkonsulent.
Grund # 2: Få minutter er nok.
 
3. Du får tid med veninderne
Det kan godt være, du skal løbe alene de første par gange, indtil du har fået styr på vejrtrækningen (så du ikke bruger krudt på at ærgre dig over, at du skal stoppe efter 30 sekunder). Men så snart du kan løbe et par minutter uden stop, kan du finde en veninde eller kollega, der løber på samme niveau som dig, og så kan I mødes to-tre gange om ugen og løbe/gå en tur. Det er en god idé at have et fælles mål med træningen, f.eks. feminas kvindeløb.
– Selv om Gitte er en bedre løber end mig, gider hun godt løbe med mig, fordi det giver os mulighed for at være sammen. Hvis vi skulle ud og drikke kaffe hver gang, ville vi ikke få set hinanden nær så meget, siger Sara Maria Franch-Mærkedahl, der står for en række pop op-løb for bl.a. stormagasinet Magasin, hvor man møder op i sit løbetøj og løber en kort tur rundt i København med en lille gruppe.
Grund # 3: Løb er socialt.
 
4. Du taber dig, hvis du har brug for det
– Selv om vi egentlig mener, at mennesker skal løbe af alle mulige andre grunde, end bare fordi de gerne vil tabe fem kilo, så ved vi jo godt, at rigtig mange kvinder fokuserer på lige præcis det, siger Gitte Høj og Sara Maria Franch-Mærkedahl.
Så lad det være sagt: Løb er stadigvæk den mest effektive måde at holde kroppen slank på. Det sætter din forbrænding i vejret, selv på korte distancer, og hvis du spurter en kort tur, er dit stofskifte forhøjet i op til tre timer bagefter. Hvis du løber regelmæssigt, hjælper du kroppen med at holde kiloene væk fra sidebenene – og eftersom du samtidig også sover bedre og får en sundere appetitregulering, når du løbetræner, behøver du formentlig slet ikke at tænke på at gå på slankekur igen.
– Det sjove ved løb er, at man måske nok starter, fordi man gerne vil tabe sig eller i form til en fest, men det er faktisk ikke vægtkontrol, der får én til at blive ved med at løbe, eller som man savner, når man holder pause. Lige nu holder jeg f.eks. løbepause, fordi Gitte og jeg er i gang med et eksperiment, hvor vi skal se, hvad der sker med kroppen, når den går fra at få motion til ikke at blive bevæget overhovedet. Jeg har taget fem kilo på, men det er sjovt nok ikke de kilo, jeg har taget på, der går mig på, men det, at jeg ikke får sved på panden daglig og klaret mit hoved på løbeturen, siger Sara Maria Franch-Mærkedahl.
– Vi er skabt til at bevæge os, og når vi gør det, bliver vi bare glade i låget på samme måde, som man bliver i godt humør af at synge. Ingen ved rigtig hvorfor, det føles bare naturligt godt.
Grund # 4: Du taber dig.
 
LÆS OGSÅ: Forbedr din løbetid - uden at løbe
 
5. Fri for mobil, TV og  ”hjernestøj”
– Lige det her med at kunne ignorere telefonen og ikke glo efter sms’er hele tiden er rigtig svært for mange, men det er så sundt. Det bedste ved løb er faktisk, at det tvinger os ned i kroppen. Når du løber, kan du mærke dig selv og din krop uden at blive distraheret af andet samtidig, og det kan faktisk være svært for stressede hverdagsmennesker, som er vant til at lukke af fra halsen og nedefter, siger Gitte Høj. Men vi har så godt af det, understreger coachen. Så snart lårmuskler, lægge og 75 andre muskler i din krop tjekker ind, tjekker du nemlig mentalt ud på en måde, der afbalancerer kroppens stresshormoner. Løb virker nærmest som meditation, og det er derfor en god måde at klare tankerne på og få distance til problemerne.
– Løb en tur tidligt om morgenen, før resten af familien står op – eller hop i løbetøjet, så snart du kommer hjem fra job. Det er en god måde at sætte verden på ”hold” og stresse af på. Det er også en god måde lige at klare tankerne på efter eller før et skænderi eller en vigtig samtale, fordi man falder til ro rent mentalt og fysisk. Jeg bliver personligt så rolig af det og taknemmelig for universet, supplerer Sara Maria Franch-Mærkedahl.
Grund # 5: Du stresser af.
 
6. Du lærer at ”spise elefanten i små bidder”
– Vi plejer at anbefale, at man bryder sit løb ned. Mange kommer nemlig aldrig nogensinde ud ad døren, fordi vejen er spærret af deres egne helt urealistiske forventninger om, at de skal løbe så og så langt og helst et maraton. Hvorfor dog? Ved at bryde dit løb ned til noget, du reelt kan overkomme, og rent faktisk gennemfører, får du den succesoplevelse, du har brug for. Og vi kan alle sammen (!) finde fem minutter i vores hverdag til f.eks. at spurte op og ned ad trapper, det er så lidt, der skal til i starten. Du skal bare i gang. Prøv at lege meget mere med kroppen og psyken i stedet for at tro, at du partout skal ud på 45 minutters ongoing løb, bryd det ned til 3 x 15 minutter eller 4 x 7 minutter, og kom lidt styrkeøvelser, f.eks. squats, på undervejs. Husk: De fem minutter du gør noget, er bedre for din krop end alle de planer, du har i hovedet! Løb flere korte ture – og bland det med styrke, for så får du også bygget dine muskler op.
Grund # 6: Hjernen får en pause. 
 
7. Du prioriterer din fysik 
– Når jeg ikke gider løbe, prøver jeg at huske mig selv på, hvor meget motion giver mig af fornyet energi ... hvis jeg er træt efter en dårlig nat med børnene eller presset efter en stresset periode på arbejde. Men så snart jeg er derude på min løberute, kan jeg straks mærke energien vende tilbage med langt mere power, siger Sara Maria Franch-Mærkedahl. Det gode ved at løbe er også, at du automatisk får overskud til at være sund på andre områder af din tilværelse, f.eks. har man ikke lyst til at spise skod-mad efter en skøn morgenløbetur, men måske mere noget, der ser lækkert ud, og som understreger den indre fornemmelse af, at man er god ved sin krop.
– Halvdelen af vores bog er faktisk opskrifter på sund mad – ikke fordi du ikke kan løbe uden at spise sundt, for det kan du rent faktisk, men fordi man automatisk får mere lyst til at fylde kroppen med vitaminer og mineraler og masser af frugt og grønt.
Grund # 7: Løb sætter gang i en positiv cirkel af at leve sundt.
 
Kom i for på 8 uger. Klik på ikonet herunder og få løbeprogrammet - lige til at printe ud
PDF iconloebeprogram.pdf
 
Hvis du hader løb, så find noget at elske ved det
  • Løb sammen med din(e) bedste veninde(r)
  • Lyt til musik
  • Løb et smukt sted hen
  • Bland løbeturen med crossfit eller øvelser
  • Køb noget cool tøj
  • Løb kun, når du er mest glad og har overskud
  • Lyt til en podcast eller andet, der gør dig klog, mens du løber
  • Forkæl dig selv med et ritual bagefter
  • Smør dig ind i en (usynlig) fugtmaske eller olie i ansigtet og en fed conditioner i håret under huen, så får det tid til at virke ekstra godt og længe

LÆS OGSÅ: Løbesko - sådan ved du, at det er tid til at skifte dem ud

 
Læs mere om: