Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Menstruation

Det fortæller dit udflåd om dig

21. september 2021
af Kamilla Kilias, Redaktionen
Foto: TV-desk
Udflåd kan have forskellige konsistenser, ændre sig over tid og endda afblege trusser. Bliv klogere på hvorfor, og hvad der er vigtigt at holde øje med.

Hør Emma Libner (kh_underlivet på Instagram) fortælle om udflåd i videoen i toppen af artiklen.

Nogle gange er det tykt og hvidt, andre gange er det tyndt og gennemsigtigt - og så kan det give fugtige og måske endda afblegede trusser.

Men hvorfor har vi kvinder udflåd, og hvad fortæller dets konsistens?

Bliv meget klogere på det her.

Hvad er udflåd?

Udflåd er slim eller væske, der kommer fra skeden. Udflåd hjælper både med at rense skeden og afværge infektioner. Skeden er nemlig selvrensende, og derfor bør man faktisk ikke vaske med sæbe i skridtet, da det kan ødelægge miljøet.

Skeden har desuden en lav pH-værdi med mælkesyrebakterier, der giver et surt miljø. Det hæmmer andre bakteriers vækst i skeden.

Samtidig holder udflåd også på fugten i skeden. Det er altså helt normalt at have udflåd, og mængden af udflåd kan variere fra kvinde til kvinde.

Hvad betyder konsistensen og farven?

Udflåd er normalt slimet, mælkehvidt eller helt klar. Når det kommer i kontakt med ilt, så kan det også blive gult.

Det er også normalt at have brunt udflåd efter endt menstruation, da udflåd renser gammelt blod ud. Hvis du oplever brunt udflåd på andre tidspunkter i løbet af din cyklus, kan det være en god ide at henvende sig til lægen, da det kan være tegn på infektion.

I videoen øverst i artiklen fortæller Emma Libner om, hvordan udflåd ændrer konsistens i løbet af cyklussen.

Lige efter menstruationen er udflådet typisk tørt, mens det bliver mere cremet og hvidt undervejs i cyklussen. Under ægløsning vil man også kunne opleve, at ens udflåd bliver mere klar og vandet.

Hvad betyder det, hvis man har meget udflåd?

Mængden af udflåd afhænger af flere ting. Hvis man har flere hormoner i kroppen, kan det også betyde, at man danner mere udflåd.

Unge kvinder vil desuden også opleve at have mere udflåd end ældre kvinder. Under graviditet dannes der desuden også mere udflåd.

I nogle perioder af cyklussen, vil man desuden også opleve mere udflåd end normalt.

Hvis du oplever unormale mængder af udflåd, kan det være tegn på infektion, svamp i skeden eller seksuel overført sygdom.

Vær opmærksom på, om dit udflåd lugter

Da skeden har en lav pH-værdi, så er det helt normalt, hvis dit udflåd lugter lidt surt. Hvis du oplever, at dine trusser bliver misfarvet, så kan det også være derfor.

Du skal dog være opmærksom på, hvis dit udflåd får en fiskeagtig-lugt eller bliver ildelugtende. Det kan nemlig også være et tegn på infektion.

Kilder: Emma Libner (Kh_Underlivet) og Sundhed.dk

Læs også