migræne
Krop & velvære

Migræne: Sådan kommer du den i forkøbet

6. september 2017
af Christina Bølling og Jo Brand
Foto: Pantherstock
Næsten 650.000 danskere lider af migræne. En af dem er Hanne Johannsen. Hun er 69 år og har haft jævnlige migræneanfald i 60 af dem. Her er, hvad hun både som patient og formand for Migræne & Hovedpineforeningen har lært, når det kommer til at forebygge et anfald.

SÅDAN KOMMER DU DIN MIGRÆNE I FORKØBET

Få styr på stressniveauet Stress er den største faktor, når det kommer til at udløse et migræneanfald. For nogle handler det om stress over lang tid, for andre kan det, at de er ved at komme for sent, være nok. Uanset hvad er det en god idé at holde stressniveauet nede. F.eks. kan man gøre det til en vane, når man kommer fra arbejde, lige at lægge sig lidt og høre noget afspændingsmusik i en 10 minutters tid og ikke straks gå i gang med at lave mad.
Kend din kost Nogle kan få migræne, hvis de spiser visse fødevarer. Det kan typisk være røgede fødevarer som røget sild eller modnede ting som ost. Ligesom det kan være alkohol, tilsætningsstoffer, sukker, citrusfrugter, mørk chokolade osv. Andre har ingen problemer i forhold til kosten og kan spise og drikke hvad som helst. LÆS OGSÅ: Alt du skal vide om migræne Husk ro og regelmæssighed Mange med migræne har glæde af at gå i seng og stå op på samme tid. Nogle oplever, at hvis de går senere i seng, end de plejer, og sover længe, så kommer migrænen for fuld kraft om morgenen. Lad ikke pulsen komme for højt op Når pulsen stiger meget, kan det også være med til at udløse et migræneanfald. Derfor får nogle migræne af f.eks. håndbold og løb – ja, selv sex kan udløse et migræneanfald hos enkelte. Derfor er sport, hvor pulsen ikke kommer alt for højt op, en god idé. Det kan være gåture, en rolig cykeltur, yoga osv.
Frigør spændinger Også spændinger i nakke og skuldre kan udløse et migræneanfald. Så undgå at sidde foroverbøjet med iPad, telefon eller foran computeren i længere tid ad gangen. Hold pauser, hvor du ruller med skuldrene eller går en lille tur. Mange med migræne har også glæde af at gå hos f.eks. en osteopat, fysioterapeut eller kiropraktor for at få løst op for deres spændinger. Skriv dagbog Da der er så mange faktorer, der kan udløse et migræneanfald, er det også svært at helbrede for migræne: Hvad der hjælper én, hjælper ikke nødvendigvis en anden. Der er ingen facitliste. Derfor er det også en god idé at skrive dagbog, så du kan se, hvad du har gjort og spist, inden du fik et anfald, og på den måde få indsigt i din egen migræne. LÆS OGSÅ: Migræne med aura? Afsted til lægen Se mere på Hovedpineforeningen.dk
https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370_2.png

Læs også