https://imgix.femina.dk/media/article/1615_derfor_skal_du_ringe_til_laegen.jpg
Krop & velvære

Derfor skal du ringe til lægen (for ham)

13. april 2016
af Stine Troense
Foto: Pantherstock
Kvinder er sundere end mænd og går ikke rundt med symptomer uden at reagere. Og så er vi faktisk også bedre til at se mænds tegn på depression, end de selv er. Se her, hvorfor du skal gribe telefonen.

Mænd lever mellem tre og 10 år kortere end kvinder. Og hvis en mand får en alvorlig sygdom, er der større risiko for, at han dør af den, end hvis en kvinde får samme sygdom. Svend Aage Madsen, der er formand for Forum for Mænds Sundhed, har flere bud på, hvorfor mænd typisk har brug for, at konen opfordrer dem til at reagere på for eksempel smerter eller forandringer i kroppen.

– Mange mænd er gode til at skubbe bekymringer væk og tænke, at det ”går nok over”. Og det er jo godt at reagere sådan i mange af livets sammenhænge, bare ikke i forhold til symptomer på sygdomme, siger Svend Aage Madsen, der også er chefpsykolog på Rigshospitalet i København.

Han synes, det er godt, at kvinder holder øje med symptomer hos deres mand eller kæreste, bare vi ikke overdriver.

– Lad være med at mase på og gøre det til en konflikt i jeres forhold. En undersøgelse af mænds holdning til at gå til lægen, viste, at størsteparten af mændene faktisk mente, at de havde brug for et ”los i røven” eller et ”kærligt skub” af konen for at komme af sted. De fleste foretrækker, at alt det med sygdomme og at gå til lægen skal være ukompliceret. Derfor har vi lavet en hjemmeside til mændene, Tjekdigselvmand.dk, hvor manden kan få hurtige og kontante svar på, om han skal til lægen eller ej. I den forbindelse kan hans kone eller kæreste også hjælpe med til at præcisere, hvad manden kan tage op hos lægen, så han får ordentlige svar med sig hjem, siger Svend Aage Madsen.

Gå dig i form på 15 minutter

Så stor er den lille forskel

Hver gang der dør 100 kvinder af kræft, dør cirka 140 mænd af det samme. Når 100 kvinder dør af diabetes, sker det samme for cirka 145 mænd. Og hver gang 100 kvinder dør af hjerte-kar-sygdomme, må cirka 150 mænd lade livet.

Mænd og depression

Kun halvdelen af de mænd, der har en depression, er i behandling for det. Sundhedsvæsenet er ikke godt nok til at finde og give relevante tilbud til mænd med psykiske problemer. Bl.a. derfor begår mænd selvmord tre gange så hyppigt som kvinder.

Kilde: ”Mænds sundhed og sygdomme” af Svend Aage Madsen

Læs også