https://imgix.femina.dk/media/article/1441_antioxidanter.jpg
Krop & velvære

3 myter om antioxidanter

3. oktober 2014
af SØNDAGs sundhedspanel, redigeret
af: Webredaktionen, foto: All Over Press
Hvad skal du spise for at få så mange antioxidanter som muligt, og kan du egentlig få for mange? Her kan du få styr på dine antioxidanter

Man hører tit, at antioxidanter er det bedste af det bedste, fordi de tager sig af de farlige frie radikaler, som gør os syge. Men er det virkelig helt så enkelt?

SØNDAG har samlet tre myter om antioxidanter, så du kan få svar på, hvad der er sandt og falsk, når det drejer sig om antioxidanter.

1. Jo flere, desto bedre

Passer ikke. Alt for store mængder antioxidanter er ikke godt for sundheden. Blandt andet har man set, at antioxidanter kan ødelægge kroppens forsvar for eksempel i forbindelse med lungekræft. Antioxidanter er i sig selv ikke kræftfremkaldende, men visse af dem kan sætte gang i en tumor, som ligger og vokser i kroppen, viser en undersøgelse lavet ved Göteborgs Universitet.

Det bedste er at nøjes med de antioxidanter, man får gennem kosten, i stedet for at overdosere eller tage dem som kosttilskud.

2. Alle frie radikaler er dårlige

Passer ikke. Mange af de frie radikaler er nødvendige for vores immunforsvar, og kroppen bruger dem faktisk til at forsvare sig mod bakterier og vira. Frie radikaler er også nødvendige for, at hjertet kan pumpe blodet rundt i stressede situationer.

For mange frie radikaler er dog heller ikke godt. De kan i værste tilfælde skade vores DNA og få forvandle en celle til en kræftcelle.

3. Frugt og grønt indeholder flest antioxidanter

Delvist rigtigt. Der findes en hel del antioxidanter i visse frugter, bær og grøntsager, men de findes også i fisk, kød, æg og nødder. Flere antioxidanter dannes automatisk i kroppen og kaldes endogene antioxidanter. Det er f.eks. Q10, urinsyre og glutathion.

Læs også