problemer ansigt
Krop & velvære

Urenheder eller sorte rande? Dit ansigt sladrer om din krop!

Stresset, problemer med fordøjelsen eller hormonel ubalance? Det kan faktisk alt sammen ses i dit ansigt! Kosmetologen guider dig til, hvordan du får øje på problemerne – og hvad du kan gøre ved dem.

Problemer i dit ansigt sladrer om din krop! 

Dit ansigt sladrer. Det fortæller, hvordan din krop har det, og hvor der er problemer. Man siger, man i ansigtet har forskellige zoner, der repræsenterer de forskellige organer, ligesom man også har under fødderne. Derfor kan dit ansigt også afsløre, hvor i kroppen der er noget galt, fortæller kosmetolog Louise Camilla Iversen.

Det er dog ikke sådan, at man entydigt kan konkludere, at en bums mellem øjenbrynene betyder, at den er gal med levereren. Har man store problemer med sine organer, vil det afspejle sig i hele ansigtet, og ikke kun ét sted – men de forskellige zoner i ansigtet afslører alligevel noget af det, der foregår inde i din krop og giver derfor et hint om, hvor der kan være problemer. 

 

 

Bumser på hagen

Har du uren hud på hagen, kan det være udtryk for hormonel ubalance. Hagen er nemlig zone for hormonsystemet og underlivet. Det er også derfor, man tit ser, at kvinder slår ud her omkring deres menstruation. Det er helt normalt at få en lille bums, der ikke rigtig bliver til noget, i forbindelse med menstruationen, men gakker huden helt ud, kan det være udtryk for, at der er en ubalance.

Det kan du gøre: Ud over at spise sundt, tage de rigtige vitaminer, osv., så overvej, hvornår problemerne startede, og hvad der skete på det tidspunkt. Måske har du skiftet p-pillemærke eller fået hormonspiral?

 

Uren hud på kinderne

Kinderne er zone for maven, og har du uren hud her, kan det betyde, at du spiser noget, du har svært ved at fordøje.

Det kan du gøre: Overvej din kost. Det er helt fint at spise rødt kød en gang imellem, men måske har du svært ved at fordøje det. Prøv at undgå det i en periode og spis i stedet kylling og fisk – og flere grøntsager!

 

Hudproblemer i panden

Man siger, at hjernen ”sidder” i panden, og man ser da også ofte, at folk, der går og tumler med noget, er pressede på deres arbejde eller på anden måde stressede, slår ud i panderegionen.

Det kan du gøre: Ud over at pleje din hud, så godt du kan, handler det om at få klarhed over dine problemer og dernæst få løst dem.

 

LÆS OGSÅ: Dit ansigt afslører din livsstil

 

Sorte rande

Ofte er sorte rande under øjnene genetisk betinget, men det kan også være udtryk for, at din krop mangler noget.

Det kan du gøre: Sørg for at få sovet, drukket nok vand, spist ekstra sundt – overvej eventuelt at få et jerntilskud. Mange kvinder får for lidt jern. Vil du gerne vide, om du er en af dem, kan du eventuelt få det testet hos din læge.

 

Hævede øjne

Er du hævet omkring øjnene, kan det være udtryk for, at nyrerne er belastede. Men det kan også bare være tegn på, at du bruger forkert øjencreme eller forkert andet produkt ved øjnene.

Det kan du gøre: Drik masser af væske. Rent kosmetisk kan du prøve at dæmpe hævelsen med kolde kamilleteposer (kog poserne, lad dem køle af i køleskabet, og læg dem derefter på øjnene). Prøv også at skifte øjencreme, og lad være med at bruge makeupfjerner med olie, det kan stoppe tårekanalerne.

 

Mange hudorme

Der kan være flere årsager til mange hudorme, f.eks. ser man det typisk, når folk kommer hjem fra ferie og har brugt en tyk, dårlig solcreme i hovedet, samtidig med at de har ligget og svedt.

Det kan du gøre: Sørg for at please huden med gode produkter. Er du på ferie, så rens huden grundigt efter en dag med solcreme i ansigtet.

 

LÆS OGSÅ: Her er grunden til dine hævede øjne

 

Tør hud

Når der er tale om tør hud, er der også ofte tale om væskemangel. Men skiftet mellem varme og kulde, som vi hele tiden oplever her om vinteren, hvor vi er ude i det kolde vejr og kommer ind i varmen, kan også få huden til at reagere. Typisk ser man, at huden begynder at klø og tørre ud, hvorefter den for at kompensere så også kan begynde at producere mere fedt.

Det kan du gøre: Brug en god ansigtsolie og dagcreme. Sørg også for at få godt med fiskeolie, der giver huden fedt indefra og dermed mindsker risikoen for udtørring, og så: Drik masser af væske!

 

Andre faktorer, der spiller ind på hudens tilstand:

Mælkeprodukter – mange oplever, at deres hud slår mindre ud, når de undgår mælkeprodukter.

Cigaretter – rygning er ikke godt for noget, heller ikke huden, der bl.a. mister sin glød.

Alkohol – virker dehydrerende og tørrer derfor huden ud.

Sukker – et højt indtag kan ligesom mælkeprodukter give uren hud.

Manglende rens - huden skal renses, inden du går i seng.

Dårlig søvn – det er om natten, din hud regenerer.

 

 

Kilder: Netdoktor, Radiodoktoren og kosmetolog Louise Camilla Iversen

 

 

Læs mere om: