Kost & motion

Ugens slankeopskrift: Steak med gratinerede grøntsager

Vil du gerne tabe dig eller bare gerne holde en sund kropsvægt? Hver uge får du en ny slankeopskrift, som hjælper dig på vej. Denne uges slankeopskrift er steak med gratinerede grøntsager

Steak med gratinerede grøntsager til 2 personer

Du kan sænke kalorieindholdet ved at udelade osten eller ved at halvere mængden.

INGREDIENSER
300 g mager oksesteak
1 tsk. fennikelfrø
salt og friskkværnet peber
 
GRATINEREDE GRØNTSAGER
150 g aubergine
250 g squash
400 g tomater
1 spsk. olivenolie
salt
1 spsk. friske oreganoblade
6 sorte oliven uden sten
2 tsk. kapers
50 g ost, f.eks. gouda eller parmesan
 

Opskrift - sådan laver du steak med gratinerede grøntsager

 
1. Gratinerede grøntsager: Skyl aubergine, squash og tomater, og skær dem i 1 cm tykke skiver. Vend aubergine og squash i olien, drys med lidt salt, og fordel dem i et ovnfast fad sammen med tomatskiverne. Drys med oregano. Skær oliven i tynde skiver, og fordel oliven og kapers på grøntsagerne. Bag dem i ovnen ved 190° i ca. 40 minutter, til især aubergineskiverne er møre. Læg et stykke alufolie henover undervejs, hvis de bliver for tørre på toppen. Høvl osten i meget tynde skiver, læg dem på grøntsagerne, og bag retten i yderligere 5 minutter, til osten er gylden.
 
2. Skær kødet i 2 bøffer. Gnid dem godt med let knuste fennikelfrø, salt og peber, og steg dem på en varm grillpande 2-3 minutter på hver side. Servér med de gratinerede grøntsager.
 
Næringsindhold pr. person
Energi:  483 kcal
Protein: 44,6 g
Fedt: 26,1 g
Kulhydrat: 22,1 g
Kostfibre: 7,8 g