Nødder
Pantherstock
Kost & motion

Spis nødder og hold dig sund

Mange undgår nødder på grund af det høje fedtindhold. Men nødder er faktisk fede på den fede måde. De kan for eksempel forebygge diabetes

En håndfuld valnødder dagligt nedsætter din risiko for type 2-diabetes ganske betydeligt, rapporterer forskerne i fagtidsskriftet Journal of Nutrition. De har gennem ti år fulgt 138.000 kvinder.
 

Nødder er gode kalorier

Nødder har ellers været noget ildeset, især i slankekure, på grund af det høje fedtindhold. Men forskerne lærer hele tiden, og nu ved vi, at man ikke skal lade sig snyde af nøddernes mange ’fedtkalorier’. De er nemlig fede på den fede måde.

Læge Jerk Langer anbefaler da også, at du bruger nødder i din daglige kost. Kom nødder på havregrynene i stedet for sukker. Kom dem i salater og brug dem i madlavningen. Og spis dem som sunde snacks og mellemmåltider. Her forklarer han, hvad de forskellige nødder gør godt for.

Læs også: Feder nødder?

Valnødder

Indeholder mange enkeltumættede fedtsyrer, der svarer til olivenolie. Desuden den særlige fedtsyre ALA, som kroppen selv omdanner til fiskeolier. Valnødder dæmper betændelsesprocesser i kroppen og gør herved åreforkalkning mindre farlig. De forbedrer blodets indhold af det gode HDL-kolesterol, mens det farlige LDL-kolesterol falder.

Hasselnødder

Har et højt indhold af B-vitaminet folsyre, som kan forebygge fosterskader. Måske sænker folsyre også faren for blodpropper, demens og depression. Hasselnødder indeholder desuden kalium, magnesium og calcium, der sænker blodtrykket.

Mandler

Indeholder kostfibre, der blokerer for optagelsen af en del fedtstoffer. Derfor mætter de godt. Mandler er en god kilde til vitamin E, som beskytter vores celler mod farlig iltning og blandt andet sænker faren for demens. Ret beset er mandlen ikke en nød, men en frugt.

Peanuts

Peanuts er botanisk set ikke nødder, men bælgfrugter. De har et lavt glykæmisk indeks, så kulhydraterne optages langsomt i kroppen. Så svinger blodsukkeret ikke, hvorfor peanuts mætter godt. Saltede peanuts kan dog presse blodtrykket op. Resveratrolet i peanuts, der også findes i rødvin, beskytter formentlig mod hjertesygdom samt aldring.

Pistacienødder

Er fyldt med antioxidanten lutein, som beskytter øjet mod solens ultraviolette stråler samt sænker faren for aldersrelaterede pletter og forkalkning på nethinden. Endelig sænker pistacienødder kolesteroltallet.

Pekannødder

Har et af de højeste indhold af antioxidanter i planteverdenen. Pekannødder forhindrer blodets farlige LDL-kolesterol i at danne åreforkalkning og forebygger dermed blodpropper. Er også fuld af fytosteroler, som sænker kolesteroltallet.

Andre nødder

Følgende nødder er bestemt sunde, men indeholder så meget mættet fedt, at de ikke bør spises i for store mængder. 

● Brazilnødder giver dig masser af mineralet selen, som kan mindske risikoen for kræft.

● Cashewnødder er gode kilder til kobber, zink og magnesium, der er vigtige for immunforsvaret og blodtrykket.

● Macadamianøddernes B-vitaminer danner energi i stofskiftet.
 

Opskrift: Radicchiosalat med jordskokker, nødder og appelsin