Sov dig sund og slank

Du kan holde dig ung og slanke dig, hvis du går fra at sove for lidt til at sove nok. Søvnmangel er lige så usundt som rygning og mangel på motion. Det er også lige så fedende som for meget slik og sofa. Det sundeste for voksne er at sove mellem 7 og 8 timer hver nat

Søndag d. 14. august 2011 - af Per Brændgaard Mikkelsen








Du kan være usund, både hvis du sover for lidt, og hvis du sover for meget. Det viste en stor undersøgelse, der registrerede søvnvanerne hos over 1,3 mio. mennesker, som blev fulgt i op til 25 år. For kort søvnlængde øger risikoen for at dø med 12 %, mens for lang søvnlængde var forbundet med 30 % større risiko. Du sover for lidt, hvis du sædvanligvis sover mindre end 7 timer pr. nat og ofte mindre end 5 timer. Du har en for lang søvnlængde, hvis du sædvanligvis sover mere end 8 timer og ofte mere end 9 timer pr. nat.

Forskerne har nogle gode bud på, hvorfor søvnmangel er skadeligt. For lidt søvn skaber koks i appetithormonerne (især leptin og ghrelin), hvilket resulterer i overvægt, dårlig blodsukkerregulering og hjerte-kar-sygdom. Søvnmangel øger også stresshormonet kortisol, der øger risikoen for sygdom og kropsligt forfald. Søvnmangel fører også til kronisk inflammation i kroppen, der kan bringe hjerte-kar-sygdomme og andre kroniske sygdomme (inklusive kræft) med sig.

Forskerne er derimod mere i vildrede, når de skal forklare den øgede dødelighed hos mennesker, der sover for længe. Det er næppe skadeligt i sig selv at sove længe. Forklaringen på sammenhængen er, at dem, der sover længe, gør det, fordi de er deprimerede, er arbejdsløse, fysisk inaktive eller er trætte, fordi de har et dårligt helbred. Derfor skal du altså ikke umiddelbart være bange for at sove for længe, men du kan se det som et tegn på, at der måske er noget andet i vejen.

Jeg har selv tendens til at sove uroligt og vågne tidligt, hvis jeg ikke giver min søvn høj prioritet - især i perioder med stress. Jeg skaber gode vilkår for rolig nattesøvn ved at meditere og drikke afslappende urtete før sengetid, gå i seng og stå op på nogenlunde samme tidspunkt hver dag og have mørklægningsgardiner i soveværelset.
Hvis jeg om dagen kan mærke, at jeg har sovet for lidt om natten, så sørger jeg for at tage en lur eller en powernap i løbet af dagen. Gerne lige efter frokost. Det er dejligt at glide næsten direkte fra spisning til søvn. Det fungerer dog bedst de dage, hvor jeg arbejder hjemme ...



Per Brændgaard, 40 år, ernæringsekspert og sundhedshumanist, foredragsholder og konsulent. Læs mere på perbrændgaard.dk




Læs også: Vin går lige i brysterne>>

Test dig selv: Hvor god er din søvn>>