Kost & motion

Sådan undgår du influenza

Det er højsæson for influenza og dryppende næser. I langt de fleste tilfælde går det over af sig selv. Men derfor kan man jo godt forsøge at holde sygdommen på afstand. Få tips og gode råd til hvordan du klarer dig igennem efteråret og vinteren, uden at blive smittet.

Hvorfor er det lige, vinter er højsæson for influenza? Det spørgsmål har undret menneskeheden, siden den første hulemand krøb hostende og nysende sammen under sit bjørneskind.
Svaret er - ifølge den nyeste forskning - at virus har det bedst om vinteren.
Når temperaturen er lav og luften tør, trives virus og har let ved at sprede sig.
Vil man gøre det svært for sygdomsvirusset, skal man derfor sørge for, at rumtemperaturen ikke kommer under 20 grader, og at luftfugtigheden er mindst 50 procent.

Læs også: 5 tips mod forkølelse

Gode råd - sådan kan du undgå (at) smitte
Det er umuligt helt at undgå smitte, medmindre man kan mure sig inde hjemme bag låste døre og undgå enhver direkte eller indirekte kontakt med andre mennesker.
De fleste vil nok foretrække en gang snue eller influenza en gang imellem. Men man kan begrænse risikoen.
Der er mange gode råd - og de fleste har noget at gøre med håndhygiejne.

? Et gennemsnitligt kontorskrivebord har flere bakterier og virus - inklusive forkølelses- og
influenzavirus - pr. kvadratcentimeter end et gennemsnitligt toiletsæde. Det er amerikanske forskere faktisk kommet frem til. Det samme gælder pc'ens tastatur, telefoner, dørhåndtag osv. For ikke at tale om håndtaget på indkøbsvognen. Og rengøringen tager sig garanteret ikke af det.
Så vask hænder ofte i influenzasæsonen.

? Undgå den værste trængsel i myldretidstog og -busser.

? Dæk næsen, når du nyser. De bittesmå dråber, der kommer ud, ryger af sted med over 150 kilometer i timen. De kan sagtens lande en meter eller længere væk. Og de vil blive indåndet af alle i nærheden, som med garanti også bliver forkølede. Så kan de lære det.

? Hold hænderne fra gelændere på trapper og rulletrapper. Københavns Metro benyttes af over 100.000 rejsende hver dag. Hver af dem har to hænder. Det giver 200.000 smittekilder. Forresten: Selv om 95 procent påstår, at de vasker hænder efter toiletbesøg, er det faktisk kun 60 procent, der gør det - bvadr.

? En elevator er et lille, indelukket rum, hvor vi kan komme rigtig tæt på hinanden. Der er også knapper, som mange fingre trykker på. Så tag hellere trappen, når forkølelsessæsonen er over os. Det er også god motion.

Læs også: Får du D-vitamin nok?

? Det er høfligt at give hånd. Men det er også en effektiv smittevej. Når man nyser, holder man sig for næse og mund. Derefter glemmer man sandsynligvis at vaske hænder. Den næste, som er så uheldig at få dit høflige håndtryk, har pæne chancer for at arve din forkølelse.

? Hvor lækkert er kontorkruset egentlig? Efter at det er blevet skyllet og tørret af med et viskestykke, som bruges af samtlige dine nysende og hostende kolleger? Eller måske har de ligefrem lånt det? Hold dit krus for dig selv, eller skyl det i vand fra den helt varme hane.

? Hvis man er i nærheden af smittede, er det bedst at lade være med at gnide sig i øjnene eller pille i næsen - medmindre man gerne selv vil smittes.

Vaccination
Det er aldrig lykkedes at udvikle nogen effektiv vaccine mod forkølelse, fordi forkølelsen kan skyldes så mange forskellige virusstammer. Heller ikke store C-vitamindoser hjælper nævneværdigt, hverken som forebyggelse eller behandling. Derimod kan man hos sin læge blive vaccineret mod influenza, og det er ifølge Sundhedsstyrelsen værd at overveje, hvis man f.eks. er gravid, lider af kronisk lunge- eller hjerte-kar-sygdomme eller type 2-diabetes, eller hvis man er over 65 år. I nogle tilfælde bør man også få børn over seks måneder vaccineret, hvis lægen skønner, at de er i risikozonen for, at en influenza kan få et alvorligt forløb. En influenzavaccination holder i én sæson og beskytter mindst to tredjedele af de vaccinerede mod at blive smittet.

Læs også: Hvilke sygdomsråd er sande og hvilke er myter? Få svaret her


Vidste du at.....

  • Voksne er i gennemsnit forkølede to-tre gange årligt, mens børn kan have op til seks-otte forkølelser afhængigt af, hvordan de passes.
  • Virus spredes især hurtigt i vuggestuer, hvor helt op til 77 procent af børnene kan blive smittet af den samme virus. Vuggestuebørn er syge tre gange oftere end børn, der passes hjemme.
  • En gennemsnitsforkølelse medfører nedsat aktivitet i godt tre dage, og sygefravær 1,3 dage om året.
  • Forkølelse og influenza kan ikke behandles med penicillin eller andre antibiotika, selv om mange går rundt og tror det. Forkølelse og influenza skyldes virus, og antibiotika virker kun ved bakterieinfektioner.