Har du også en dårlig vane med at trøstespise? Se her, hvordan du kan komme vanen til livs.

Kost & motion

Sådan stopper du trøstespisningen

Du er ked af det, sur, træt eller bare irriteret over et eller andet. Så hvad gør du? Smutter en tur i slikskabet. Sådan reagerer rigtig mange, men selvom det kan lyde uskyldigt, er det en farlig spiral at komme ind i ...

En pose chips. En plade chokolade. Pinnocchiokugler, karamelstænger, vingummier… Hvad kaster du dig over, hvis du har haft en rigtig dårlig dag? Næsten halvdelen af os har det med at trøstespise, hvis vi er sure, stressede, trætte eller kede af det, og selvom det er en last, som kan lyde meget uskyldig, så er den langt fra ufarlig.

For problemet er jo, at dét at spise langt fra løser problemet, man står med. Til gengæld vil du højst sandsynligt ende op med dårlig samvittighed over, at du har trøstespist, hvilket gør dig endnu mere vred og ked af det, hvorefter du trøstespiser igen. Det er en spiral, som kan være rigtig svær at komme ud af; ikke mindst fordi, kroppen jo rent faktisk føler sig tilfredsstillet, når man kaster sig over slikskabet.

"Man ved godt, at det er forkert. Men fordi kroppen bliver tilfredsstillet, dulmer det følelserne i en kort periode, indtil vi så får dårlig samvittighed", siger Lisa Bolting, der er chefdiætist hos Slankedoktor.dk og fortsætter:
"Man skal sørge for at fylde maven godt op med proteiner og fibre. Og så skal man huske, at få så mange smagsvarianter som muligt repræsenteret i hvert måltid. F.eks. ved vi jo alle, hvor meget mere spændende en rugbrødsmad med leverpostej bliver, hvis man putter en rødbede eller en cornichon ovenpå."

Men det er ikke kun en ekstra rødbede på leverpostejen, der kan hjælpe dig af med den dårlige vane. Websitet Prevention.com har samlet disse 9 gode råd til, hvordan du får sat en stopper for trøstespisningen:


1. Husk at spise sundt og varieret i løbet af dagen

Hvis du har sultet dig selv hele dagen for at spare kalorier, vil du være langt mere forfalden til at trøstespise, når du kommer hjem.

2. Rejs dig op og gør noget
Sidder du i sofaen foran fjernsynet kan dét med at få noget (usundt) at spise nærmest blive en tvangstanke. Så du skal afbryde dine tanker. Distrahér dig selv ved at gå i gang med at lave et eller andet - gå en tur, løs en kryds og tværs, tag et bad, tal med din familie …

3. Vent 15 minutter
Hvis du føler trang til at trøstespise, så tving dig selv til at vente. Sæt et stopur til om 15 minutter og brug så de 15 minutter på at tænke over, hvorfor du har lyst til at spise lige nu og om der måske kunne være en anden ting, du kunne gøre i stedet.

4. Ring til en ven
Når man trøstespiser er man næsten altid alene. Så overvej at ringe til en ven eller veninde og del dine følelser med dem i stedet for at prøve at dulme dem med mad.

5. Tilgiv dig selv
Trøstespisning bliver ikke en vane fra den ene dag til den anden og på samme måde slipper du heller ikke af med vanen fra den ene dag til den anden. Så når/hvis du falder i, så tilgiv dig selv. Det er svært at bryde vaner. Men det skal nok lykkes.

6. Stop, mens du kan
Var du lige i supermarkedet og købe en kæmpe pose chips? Og er du allerede nu klar over, at det vil ende med, at du spiser den hele? Så smid den ud. Også hvis du allerede er gået i gang med den. Ud med den. Det er dig, der er i kontrol og ikke omvendt!

7. Spis noget stærkt krydret
Stærkt krydrede chips, nødder eller andet mad gør dig langt hurtigere mæt end mad, der bare "glider lige ned". Så hvis du endelig SKAL trøstespise, så prøv med noget ekstra krydret.

8. Skriv dagbog
Skriv ned, når du synder - eller når du er lige ved det. Måske danner der sig et mønster, så du nemmere kan spore, hvad det egentlig er, der får dig til at trøstespise. Med den viden er det langt nemmere at bryde vanen.

9. Søg hjælp, hvis du ikke kan stoppe
Trøstespisning kan udvikle sig til en decideret spiseforstyrrelse, så hvis maden begynder at fylde for meget i dit liv og du ikke kan lade være med at trøstespise, så tag en snak med din læge om, hvilke muligheder der er for at få professionel hjælp. Du kan også kontakte Landsforeningen mod spiseforstyrrelse og selvskade, der yder en omfattende rådgivning om spiseforstyrrelser. Find dem på lmsnyt.dk