Kost & motion

Mindful kamp mod kiloene

Jo mere mindful du er, jo mere taber du dig. Så spis med mindfulness og bliv mæt med mindre mad – læs her hvordan

To nye undersøgelser om mindfulness (opmærksomt nærvær) blev fremlagt på den store europæiske kongres om overvægtsforskning i Lyon i Frankrig for nylig (19th European Congress on Obesity). Den ene undersøgelse viste, at et mindfulness-baseret livsstilsprogram giver et vægttab, der er 1,5-4 gange større end et tilsvarende program uden mindfulness. I undersøgelsen skulle 128 overvægtige mennesker gennemgå et 40-ugers program med enten livsstilsændring på sædvanlig vis eller mindfulness-baseret livsstilsændring. Vægttabene blev vurderet efter seks måneders opfølgning efter de indledende 40 uger.

I den anden undersøgelse målte man graden af mindfulness hos 40 personer før et vægttabsprogram. Undersøgelsen viste, at jo mere mindful man var som udgangspunkt, des større vægttab opnåede man. Det peger på, at en forøgelse af mindfulness er vejen til et stort og varigt vægttab.

Mindfulness er evnen til at fokusere sin opmærksomhed på en ikke-dømmende måde og acceptere sine oplevelser i det nuværende øjeblik. Mindfulness trænes ved en kombination af grundtræning (f.eks. åndedrætsmeditation) og specifik træning i forhold til det område, som mindfulness skal anvendes på (f.eks. mindful spisning).

Mindful spisning er spisning med opmærksomt nærvær. Du retter hele din opmærksomhed på sanseindtrykkene ved spisningen af maden fra mundfuld til mundfuld. Du spiser hver mundfuld mad, som om den er helt ny. Man kan - lidt for sjov og lidt for alvor - også kalde mindful spisning for "mundfulds-spisning".

Mindfulness gør det muligt at slå autopiloten fra, så man kan foretage sundere livsstilsvalg generelt og hele vejen rundt. Mindfulness og meditation sænker stressniveauet, så trangen til at stress-spise bliver mindre. Mindful spisning gør det muligt at blive mæt med mindre mad. Mindful spisning gør det også muligt at spise for at stresse ned på en mere hensigtsmæssig måde.

Realiteten er nok den, at de fleste af os stress-spiser, og at vi vil blive ved med det - simpelt hen fordi livet er stressende, og fordi lækker mad er så lettilgængeligt, og fordi det virker så dejligt afslappende at spise, når man er stresset. Når du stress-spiser chokolade med mindfulness, så bliver du afstresset med en mindre mængde chokolade, end når du stress-spiser på autopilot. Det er godt for både din vægt og dit stress-niveau.

 

Per Brændgaard er ernæringsekspert og sundhedshumanist, foredragsholder og konsulent