Oppustet mave er ubehageligt, og der kan ligge mange grunde bag.
Foto: Shutterstock
Kost & motion

Lider du af oppustet mave? Dette kan være de 5 grunde (der ikke har med din kost at gøre)

Oppustet mave er en af de hyppigste lidelser, men det bliver ikke mindre ubehageligt af den grund. Og faktisk behøver din udspilede mave ikke kun at handle om, hvad du spiser. Her er fem andre grunde, der kan være årsagen.

Maven er udspilet og øm, ligner en ballon og efterlader dig med følelsen af pinlighed og ubehag. Måske har du allerede prøvet alle de gode råd som at undgå bl.a. gluten, sukker og mælkeprodukter, men lige lidt hjælper det. For maven, herunder tarmene og fordøjelsen, er et yderst kompliceret system, skriver gastrologen Robynne Chatkan i sin bog The Bloat Cure. Og din oppustede ballonmave er mavetarm-kanalens måde at fortælle dig på, at den ikke har det helt godt. Hun nævner bl.a. disse fem grunde til, at du kan døje med udspilet og genert mave, hvis alt andet er afprøvet.

 

5 grunde til udspilet mave (som ikke har med din kost at gøre)

 

1. Dit måltid bliver forstyrret

Problemet: Tjekker du Instagram og alle nyhederne, mens du spiser aftensmad? Svarer du på arbejdsmails eller sender sms’er til dine venner ved frokosttid? Så er du blandt den voksende del af befolkningen, for hvem multitasking er en fast del af hverdagen. Vores liv bliver mere og mere travle, og vores opmærksomhed mindre, og vi behandler hvert øjeblik som en mulighed for at blive underholdt. Det at spise frokosten ved skrivebordet og fortsætte arbejdet er blevet standard, og familiemiddagen, hvor man taler sammen og slapper af over et måltid, er nærmest forsvundet. Dette tab af vigtige sociale ritualer har selvfølgelig indflydelse på psykologiske velbefindende, men i høj grad også for vores fordøjelse. Vi sluger simpelthen mere luft, når vi ikke er koncentreret om vores spisning, hvilket kan give den oppustede og sviende fornemmelse.

Løsning: Spis langsomt og bevidst. Læg mærke til smagen og teksturen i hver bid. Med andre ord – sørg for ’mindful’ spisning. Dette forhindrer både, at du indtager for meget luft, og desuden at du overspiser. Prøv også altid at sidde ned, når du spiser, og træk vejret dybt ind og flere gange i træk for at komme ind i en ”afslapnings- og fordøjelsestilstand”, inden du starter måltidet.   

Læs også: Forstoppelse - sådan kommer du af med hård mave

 

2. Dehydrering

Problemet: Det er meget forskelligt, hvor meget vand hver enkelt person skal drikke. Du ved sikkert, at koffein kan virke vanddrivende, men vidste du også, at hvis du ofte opholder dig i rum med aircondition eller tager anti-histaminer har det samme effekt? Hvad angår vores fordøjelse, bliver vores tarme mindre smidige, når vi ikke får væske nok, og dette kan bl.a. resultere i oppustethed.

Løsning: Den nemmeste og mest effektive måde at sikre, at dit væskeindtag er passende, er ikke kun at skænke det ene glas vand efter det andet, men at observere farven på din urin – den skal være svagt lysegul. Hav altid en flaske vand på dig, og sip lidt, også når du ikke føler dig decideret tørstig.

Læs også: Forstoppelse er ikke rart, men prøv dette 

 

3. Springe måltider over

Problem: Hvis du springer måltider over blot for at kaste en masse mad i dig, når du er ved at dø af sult, så vil du kort tid efter føle det som om, din mave er ved at eksplodere. Tarmene bliver nemlig en smule inaktive, hvis de ikke får mad i mange timer, ligesom du sikkert spiser ekstremt hurtigt og ikke tygger maden grundigt nok, når du er meget sulten.  

Løsning: Husk at spise gennem dagen, evt. små snacks. Og sørg altid for at tanke op, inden du bliver alt for sulten.

Læs også: Sådan undgår du oppustet mave

 

4. Skrivebordsarbejde

Problem: Er der mon ingen ende på alle de sygdomme, som skrivebordsarbejde kan frembringe, tænker du nok? Vi ved jo, at det stillesiddende arbejde kan give os nakke- og ryg-gener, mindske blodcirkulationen og endda fremskynde aldersprocessen, ligesom det at sidde stille også er blevet kædet sammen med bl.a. et højere blodtryk. Den formindskede blodcirkulation betyder også, at de biologiske processer bliver sænket, inklusiv fordøjelsen. Og når dette sker, kan du også blive oppustet. Vi er simpelthen skabt til at bevæge os, ikke til at sidde stille i mange timer dagligt. Og vi spiser ikke mindre, blot fordi vi sidder stille. Selvom vi sikkert bruger hjernen (hvilket også forbrænder kalorier), så er det stadig bevægelse, der forbrænder mest.

Løsning: Heldigvis er løsningen, at du tager flere pauser i løbet af din arbejdsdag. Du kan f.eks. lave en tommelfingerregel om at holde fem minutters pause, for hver time du sidder ved dit skrivebord. Brug f.eks. pausen til at strække ud, eller gå op og ned af en trappe eller bare rundt om dit skrivebord. Skal du tale med en kollega, så rejs dig og gå hen eller op/ned til vedkommende i stedet for altid bare at sende en mail. OG – husker du at følge rådet om at drikke mere vand, vil du automatisk skulle rejse dig for at gå på toilettet!

Læs også: Husk at holde en pause - det er sundt for dig!

 

5. Stress

Problem: Noget, der er værre for dit helbred og din mave end at sidde stille, er stress. For når du er stresset, er din krop i en ”kæmp eller flygt”-tilstand, som udløser kortisol, også kaldet stress-hormonet, der bl.a. er forbundet med øget mavefedt. Evolutionsmæssigt skal du forestille dig, at den enorme dinosaur T-Rex er efter dig, og alt blod løber fra din fordøjelseskanal til dine store muskler i benene og hjertet, så du kan løbe fra den. Nu om dage løber vi ikke fra de vilde dyr, men vores liv er så stressede, at kroppen ikke kan se forskel. Og det sløver altså vores fordøjelsessystem, influerer på pH-værdien i fordøjelseskanalen og på syreproduktionen, hvis vi lever i en konstant stress-tilstand.

Løsning: Ud over motion er meditation vejen frem. At meditere kan lindre meget, lige fra stress til angst, smerte og altså fordøjelsen. Du kan finde masser af guides til at komme i gang på både nettet og i bøger.    

Kilde: Collective Evolution

 

Læs mere om: