https://imgix.femina.dk/media/websites/femina-dot-dk/website/kvindeloeb/tips-og-udstyr/2013/03/1310-karen-10-kilometer-paa-10-uger/1310-loebetips-copy.jpg
Træning og kost

Karens 10 kilometer på 10 uger/uge 1

6. marts 2013
af Karen Pallisgaard
Foto: Sif Meincke
Nu er det tid til at varme på til FEMINA Kvindeløb 2013. Det gør vi de næste 10 uger, hvor du kan følge sundhedsredaktør Karen Pallisgaards vej mod målet om at kunne løbe 10 kilometer, når vi mødes derude i maj. Du får hver uge løbelektier af træningsekspert Anne Bech og masser af tips

Hvor langt skal du løbe i år?
Det er Sif, vores fotograf, der nysgerrigt spørger, da Anne Bech og jeg skal have taget billeder.
- Øhmm ... ti-i-iii ..?? 10 kilometer ..? Jeg kigger spørgende på Anne. Hendes blik efterlader ingen tvivl.
- 10 kilometer åbenbart, svarer jeg. Og nu siger jeg det også højt her: Jeg skal løbe 10 kilometer.

Det er aldrig i min verdenshistorie sket før. Jeg har løbet fem kilometer sammenhængende tre gange - til FEMINAs kvindeløb. That's it. Sagen er, at jeg ikke er løber. Ikke helt frivilligt i hvert fald. Jeg foretrækker til hver en tid yoga.

Lær at løbe 5 eller 10 km på 10 uger med FEMINAs løbeskole

Sagen er også, at jeg er mageligt anlagt - det må man godt være, når man er sundhedsredaktør - men som de fleste af os ved, så ved jeg også, at man får det SÅ rart af at løbe. Om Runner's High er en myte opfundet af løbe-mafien, har jeg stadig til gode at opdage. Men i år skal det være. Om ikke opleve Runner's High så vil jeg i hvert fald opnå at kunne løbe 10 kilometer, når vi ses rundtomkring til løbene i maj.

Jeg har teamet up med Anne Bech, fordi jeg har set hende i TV og hørt, at hun er sindssygt professionel, sød og skarp på slavepisker-måden. Og en sådan vil trives jeg godt med, når jeg har tendens til overhovedet ikke at piske mig selv.

Efter at have set min løbeteknik (anede ikke, at jeg decideret ejede en sådan) siger Anne, at jeg går ind i kategorien "lidt øvet" (stik mig en medalje!), så hun påbyder mig, at jeg denne her første uge skal:

Gå 5 minutter
Løbe 1 kilometer i godt tempo og holde pause i 1 minut. Og gentage i 4 kilometer.
Det skal jeg gøre 3 gange og så gå én lang tur.

I skrivende stund har jeg gennemført første tur. Næsten - fik lidt ondt i knæet til sidst, så jeg gik den sidste kilometer. Ugens opdagelser er:

Jeg skal ikke spise norsk slik ved navn Bamse Mums umiddelbart inden løbeturen.
Jeg kan mærke højre lunge helt op i højre skulder, når mit åndedræt ikke kan følge med.
En god løbe-bh er et must ...

Tilmeld dig til FEMINAs Kvindeløb 2013 her

Ugens tip fra Anne Bech

https://imgix.femina.dk/legacy/media/f6ab8b1e22db43efb763f928fb50502b.jpg

Anne Bech

- Det er meget vigtigt, du ikke sætter barren for højt! Du må gerne blive dejligt forpustet, men du skal ikke overanstrenge dig. Så er risikoen for skader for stor, og motivationen bliver for lille. Så succesoplevelser er vejen frem.
Læs mere på annebech.com


Ugens løbelektie fra Anne Bech

Til dig, der er nybegynder:
Du skal af sted og løbe 2 gange denne uge, og gå to lange ture. Start ud med overhovedet at komme af sted! Og få løbet dine første skridt. Det er det vigtigste. Det er ikke så vigtigt, hvor meget du løber ad gangen - bare dine knogler og led får lov at vænne sig langsomt til den nye belastning. Lav en rute på 3-4 km. Sørg for at have et ur med dig, så du kan se, at du starter med at gå 5 minutter, så skiftevis lunte 30 sekunder og gå 1 minut, indtil du er hjemme.

Til dig, der er øvet:
Så skal du starte med at lave din rute på 4 km. Få ruten ind under huden ved at løbe i raskt tempo, men læg pauser ind ved hver kilometer på 30 sekunder. Det kan være, det er længe siden, du har løbet ... Husk at strække ud OG varme op de første 5 minutter.

Læs også