https://imgix.femina.dk/media/article/panthermedia_a16153867_5079x5079_2.jpg
Opskrift:

Hjemmelavet yoghurt

29. november 2014
Umahro Cadogan
Yoghurt, som den burde være. Den bliver helt fast og let grynet, ligesom ægte græsk yoghurt. Rør den eventuelt igennem for at gøre den mere homogen.

Mængde: 1 liter

Tilberedningstid: Mindst 12 timer

Holdbarhed: Op til 4 dage i køleskabet

Køkkengear in action: Har du en yoghurtmaskine? Den gør det meget nemmere at lave din egen yoghurt.

Det skal du bruge:

  • 1 liter økologisk mælk
  • 2-4 kapsler/1 tsk. mælkesyrebakterier, der indeholder Lactobacillus bulgaricus og/eller Streptococcus thermophilus (kan bl.a. købes i helsekostbutikker) eller 1 dl økologisk yoghurt naturel

Sådan gør du:

Varm mælken op til lige under kogepunktet i en gryde, og tag gryden af varmen. Lad mælken køle af, til den er fingervarm. Det vil sige, at du kan holde din finger i mælken i 10 sekunder uden at sige av ... eller have lyst til det. Pisk mælkesyrebakterierne eller yoghurt naturel ud i mælken.

Nu er hemmeligheden at holde mælken ved kropstemperatur (omkring 37° C) de næste 12-24 timer, mens mælkesyrebakterierne syrner den. Det kan du f.eks. gøre ved at stille gryden ind i ovnen ved allerlaveste varme, med ovndøren på klem natten over. Man kan også bruge en yoghurtmaskine.

Sundhedsfif:

Når yoghurten får lov at syrne i så lang tid, bliver den sprængfyldt med levedygtige mælkesyrebakterier og alle de næringsstoffer, de har lavet, såsom K-vitamin og B-vitaminer. Desuden er indholdet af mælkesukker mindsket, for det er blevet ”spist” af mælkesyrebakterierneog lavet om til mælkesyre i stedet. Du får altså ekstra næring og en fødevare, der er meget nemmere at fordøje.

Køkkentip:

En yoghurtmaskine kan købes på hjemmeproduktion.dk. Du kan selvfølgelig også lave yoghurten med sojamælk i stedet for komælk. Eller hvad med gedemælk? Gedemælk kan fås i supermarkederne fra tid til anden.

Psssst!

Nogle mennesker med mælkeoverfølsomhed eller intolerans kan godt klare mindre mængder af hjemmelavet yoghurt.

Læs også