Bliv klogere på gluten og symptomerne på glutenallergi

Glutenintolerance og glutenallergi kan give symptomer som f.eks. mavesmerter og luft i maven.

Kost & motion

Glutenallergi: Sådan ved du, om du ikke kan tåle gluten

Har du mistanke om, at du ikke kan tåle gluten, så læs med her. Her kan du nemlig både læse om symptomer, de fire forskellige former for glutenallergi, og om hvad du bør gøre, hvis du har mistanke om glutenintolerance eller glutenallergi.

Flere og flere bliver i disse år opmærksomme på, at de enten er allergiske eller intolerante overfor gluten. I Danmark lider omkring 5000 danskere i skrivende stund af glutenallergi eller -intolerance (cøliaki).

Har du også på fornemmelsen, at du har et problem med gluten, så læs med her, hvor vi giver dig en oversigt over alt dét, du skal vide om glutenintolerance og glutenallergi.

Hvad er glutenallergi og -intolerance?

Glutenallergi og glutenintolerance bliver under en samlet betegnelse kaldt for Cøliaki. Men faktisk dækker Cøliaki over fire forskellige former for allergi.

Det fortæller Norsk Cøliakiforening til det norske website KK.no. De deler cøliaki op i disse fire typer:

Cøliaki: En sygdom i tyndtarmen, der betyder, at hvis du ikke skærer gluten ud af din kost, så vil tarmens evne til at optage næringsstoffer blive mindsket.

Dermatitis herpetiformis: En meget sjælden sygdom, hvor du får hududslæt og væskeblærer. Diagnosen stilles ved en hudbiopsi.

Ikke-cøliakisk glutenintolerance: I modsætning til cøliaki, som er en autoimmun sygdom, så er det andre dele af immunforsvaret, som reagerer ved ikke-cøliakisk glutenintolerance.

Hvedeallergi: Madallergi eller kontaktallergi, der betyder, at du reagerer på proteinerne i hvede. Det kan også medføre en krydsreaktion med græspollen, og symptomerne er opkast, diarré, koliksmerter, udslæt eller åndedrætsbesvær.

Er glutenintolerance og glutenallergi noget nyt?

Nej, glutenallergi og -intolerance er ikke noget, som vi moderne mennesker har fundet på. Ifølge Netpatient.dk blev tilstanden første gang beskrevet i 1888 af den engelske læge Samuel Gee, men det var først omkring 70 år senere, i 1950'erne, at en gruppe hollandske læger fandt ud af, at en diæt uden de fire almindelige kornsorter medførte, at symptomerne på glutenallergi forsvandt.

Den første danske læge, der beskæftigede sig med glutenallergi (i 1932) hed TEH Thaysen. Af samme årsag blev glutenallergi i mange år kaldet Gee-Thaysens sygdom.

Læs også: Hvad er sundest: Gluten eller glutenfri?

Hvad gør glutenallergi ved kroppen?

Dét, som der sker, når man har glutenintolerance eller glutenallergi er, at kroppen ikke kan tåle kornproteinet Gliadin, som findes i store mængder i gluten fra hvedemel, men også i havre, rug og byg. Når en person, med glutenintolerance eller glutenallergi indtager proteinet, reagerer immunforsvaret i tyndtarmens slimhinder. Reaktionen gør, at overfladearealet i tarmen trækkes sammen, hvilket nedsætter kroppens evne til at optage næringsstoffer.

Læs også: 6 symptomer og deres naturlige løsning

Hvad er symptomerne på glutenintolerance og glutenallergi?

Symptomerne skyldes den nedsatte optagelse af næring og kommer ikke fra dag til dag, men over en længere periode. Derfor kan de også tit være svære at bemærke. Men de typiske tegn på at du har glutenintolerance eller glutenallergi er diarré, vægttab, luft i mave, oppustethed, mavesmerter, træthed, blodmangel og knoglesmerter.

Læs også: Hvad er sundest: Økologisk eller ikke-økologisk?

Hvordan behandler man glutenintolerance og glutenallergi?

Behandlingen af glutenallergi er simpel, men omfattende. Man skal undgå at indtage gluten, og det kan være lidt af en udfordring, da gluten findes i rigtig mange madvarer. Ofte ledsages glutenintolerance og glutenallergi af en laktoseintolerance, hvilket betyder, at det er store fødevaregrupper, du helt må gå udenom.

Heldigvis er der begyndt at dukke flere og flere varer op i butikkerne, som er mærket "glutenfri", og det gør det hele noget nemmere at håndtere en glutenallergi. Mange laver også ganske fint og ubesværet med en glutenfri diæt. Du kan se mere om, hvordan du kan leve et godt liv uden gluten hos Dansk Cøliaki Forening.

Læs også: Forstoppet? Læs hvordan du kommer hård afføring til livs

Hvad gør jeg, hvis jeg har mistanke om, at jeg har glutenallergi?

Har du mistanke om, at du lider af glutenintolerance eller glutenallergi, skal du gå til lægen. Ved hjælp af en kikkertundersøgelse, hvor der tages en vævsprøve af slimhinden i tarmen, kan han/hun stille en diagnose.

I nogle tilfælde støttes undersøgelsen af blodprøver.