Kost & motion

Gå dig i form på 15 minutter

Du gør det hver eneste dag uden overhovedet at tænke over det – men hvis du gør dig bare lidt umage, kan de daglige gåture nemt forvandles til glimrende workout på linje med aerobic eller løb

Undersøgelser viser, at hyppige gåture ikke bare kan få taljemålet til at skrumpe, men også sænke blodtrykket, beskytte mod hjerte-kar-sygdom og mindske risikoen for diabetes. Endelig giver gåture også humøret og energiniveauet et løft. Det er bare med at sætte den ene fod foran den anden og komme i gang. Hvis du vil have det maksimale ud af gåturen, skal du sørge for at have en rank holdning. Det får dig til at gå hurtigere, brænde flere kalorier, og samtidig formindsker du risikoen for skader.

LÆS OGSÅ: Træk vejret rigtigt - så fjerner du stress og angst fra kroppen

Du kan eventuelt begynde med at bruge et kvarter af frokostpausen på en rask gåtur og stress-buster. Brug de 15 minutter sådan her:

1 minut:
Stå med hænderne på hoften, og tag 12 dybe indåndinger - ind gennem munden og ud gennem næsen.

1 minut:
Stræk armene ud foran dig, og lad håndfladerne røre ved hinanden. Træk vejret ind, og lad armene bevæge sig ud til siden. Luk armene sammen igen, når du puster ud.

3 minutter:
Begynd at gå langsomt. Træk luft ind, mens du går to skridt, og pust ud på de to næste skridt. Sving armene fra side til side. Efter et minut går du fire skridt, hver gang du inhalerer, og efter endnu et minut sætter du det op til seks.

1 minut:
Hold tempoet - men i stedet for at svinge med armene, åbner og lukker du dem. Træk vejret ind på seks skridt, og pust ud på de næste seks.

5 minutter:
Bøj armene i en 90-graders vinkel, og sæt farten op, til du bliver let forpustet.

3 minutter:
Sæt farten ned igen, og åbn og luk armene som før.

1 minut:
Stå stille, og tag 12 dybe indåndinger, som da du gik i gang.

LÆS OGSÅ: Få ideer til mere varieret og skånsom løbetræning - læs med her