Kost & motion

Feder light-sodavand?

Hvorvidt light-sodavand feder, er et af de to-tre spørgsmål, jeg får, hver gang jeg er ude at holde foredrag. Mange har også hørt, at kunstige sødemidler er helt vildt usundt. Men hvad fortæller forskningen?

Der er god dokumentation for, at man taber sig ved at skifte sukkerholdigt sodavand ud med light-sodavand. Hvis du har for vane at drikke for eksempel en almindelig Coca-Cola om dagen (en halv liter), og hvis du så erstatter den med en Coca-Cola Light eller Zero, så vil du - teoretisk set - tabe dig 7,7 kilo i løbet af et år!

Light-sodavand slanker ikke i sig selv, så du kan ikke tabe dig udelukkende ved at vælge light-sodavand. Light-sodavand slanker kun ved fraværet af det sukker, du ikke længere drikker. Det, der virker slankende, er selve ændringen fra sukkerholdig til sukkerfri sodavand. Det slanker kun i det omfang, at du ikke begynder at indtage mere sukker fra andre kilder. Så pas på, at du ikke begynder at tænke, at du kan tillade dig at spise mere slik eller kage, nu hvor du er gået over til light-sodavand.

Det er formentlig individuelt, hvorvidt light-sodavand er en fordel, ulempe eller ligegyldighed i forhold til vægten sammenlignet med vand. Nogle mennesker bliver mere sultne, andre mindre, når de har drukket en sodavand eller anden drik sødet med kunstige sødemidler. Atter andre mærker ingen forskel. Prøv dig frem, og mærk efter.

Der er ikke noget sundt ved kunstige sødemidler, men der er heller ikke noget specielt usundt. Alt bliver usundt, hvis man får for meget af det gennem lang tid. Men så længe du lader være med at overdrive, så er der ingen grund til at være bange for kunstige sødemidler i light-sodavand. Det betyder i praksis, at du skal lade være med at drikke mere end fire liter light-sodavand om dagen.
Nogle få mennesker er særligt følsomme over for det kunstige sødestof aspartam, der kan være i light-sodavand. De får hovedpine af det. Hvis du er en af dem, bør du selvfølgelig undgå aspartam. Langt de fleste får imidlertid ikke hovedpine af det.

Risikoen for syreskader på tænderne er én rigtig god grund til at gå helt over til vand. Du undgår huller i tænderne ved at skifte fra sukkerholdig til light sodavand, men du kan stadigvæk få syreskader, da light-sodavand også er en meget sur drik. Huller i tænderne kan repareres - det kan syreskader ikke.

Når jeg en sjælden gang imellem selv har lyst til en sød sodavand, så vælger jeg altid light-sodavand, da jeg synes, det er unaturligt og dumt at drikke sukker. Men det er bare min personlige mening. Du kan med lige så god ret vælge den sukkerholdige sodavand - så længe du ikke drikker for meget af den.

 

Per Brændgaard, 40 år, ernæringsekspert og sundhedshumanist, foredragsholder og konsulent. Læs mere på perbrændgaard.dk

Læs også: Slip af med dine elskovshåndtag>>

Læs også: Økologisk mad - er det sundt>>

Læs mere om: