Ekspert: Vores kostvaner giver os ondt i maven

Mere end 1 million danskere døjer hver uge med almindelige maveproblemer, og det kan ifølge en kostvejleder kobles til vores ændrede kostvaner

Mandag, 4. januar 2016 - 15:00 - af redaktionen, foto: Pantherstock

Hård mave, luft i maven og at være oppustet er nogle af de gener, som op mod 1.000.000 danskere ugentligt døjer med. Og det kan være ganske generende for hverdagen.

Undersøgelsen viser desuden, at langt flere kvinder (38 pct.) end mænd (23 pct.) døjer med generende maveproblemer som især luft i maven eller hård mave, viser en undersøgelse foretaget af Epinion for Lactocare.

Årsagen kan være alt fra for lidt motion til stress, men kosten er også en afgørende fakta, når det kommer til at vedligeholde mave-tarm-systemet.

Her er kosten, der sætter gang i maven

Danskerne bruger for få timer i køkkenet

Kostvejleder og sygeplejerske Anne-Marie Mortensen har i mange år fulgt udviklingen af både vores spisevaner, og måden vores mad bliver fremstillet på.

Vi bruger i dag færre timer på at stå i køkkenet og bearbejde råvarer, og madvarer med alverdens tilsætningsstoffer vinder mere og mere frem. Det kan have en indvirkning på, hvordan vores tarmsystem fungerer.

- I tidernes morgen benyttede vi i højere grad fermentering til at konservere alt fra mælkeprodukter, brød og især grøntsager. Metoden var ikke kun med til at gøre fødevarerne ekstra holdbare og mere smagsfulde – men fermenteringen danner også mælkesyrebakterier, som gavner fordøjelsen og øger optagelsen af vitaminer og mineraler fra kosten, fortæller Anne-Marie Mortensen.

Søvnekspert: Så mange timer skal du som minimum sove hver nat.

Maveproblemer har længe været et tabu

I dag finder vi bedst mælkesyrebakterier i hjemmelavet surkål, langtidssyrnet mælkeprodukter og langtidshævet brød, men som ordene antyder, kræver det lidt ekstra tid i køkkenet.

- Desværre er fermentering endnu ikke blevet en fast del af vores madkultur, men er dog på vej frem i visse kredse, og det er både nemt, billigt og sjovt at arbejde med. Generelle ændringer i vores madvaner samt motion og ro i hverdagen er altid en god start til en bedre fordøjelse. I den forbindelse er et dagligt supplement med mælkesyrebakterier enten i form af en lille portion hjemmelavet surkål eller tilskud af mælkesyrebakterier vigtig, siger Anne-Marie Mortensen.

Maveproblemer og toiletvaner har længe været et tabu, og noget vi ikke deler med andre. Men i kølvandet på adskillige bøger og et øget fokus i medierne er vi begyndt at bløde op for emnet. Det er således blevet accepterede sandheder, at vores mave selv kan tænke, og at 70 pct. af immunforsvaret sidder i vores tarmsystem som derfor kan være medårsag til en lang række generelle gener i vores maver.

Det har inspireret mange til at sætte sig ind i tarmsystemet og des kringelkroge, og det er måske endda medårsag til en ny tendens blandt danskerne.

Skal du på slankekur? På Femina.dk kan du finde den slankekur, der passer til dig.

Her får du otte gode råd til en mave i balance

Spis altid en fornuftig morgenmad. Om morgenen er det længe siden, at du har spist. Dit blodsukker er lavt, og du har brug for energi og at give maven noget at arbejde med.

Undgå sukker. Maven er ikke glad for alt for meget sukker. Sukker binder væske, og ufordøjet sukker kan få maven til at gære og gøre dig oppustet.

Spis groft og grønt. Prøv at få frugt og grønt ind i alle måltider. Fx salater og grøntsagsstave til frokost og dampede eller purerede grøntsager til aften.

Tyg maden godt. Giv dig tid til at nyde maden og tygge den godt.

Drik rigeligt med vand. Drik gerne 1 ½ liter om dagen. Stil en kande vand i køleskabet, og gør det ekstra indbydende ved at komme friske frugter, krydderurter eller citrusfrugter i vandet.

Gå på toilettet med det samme. Det er ikke godt for mavens balance at gå og holde sig.

Få motion ind i din hverdag. Det forbedrer din krops evne til at optage og udnytte næringsstoffer. Tag cyklen på arbejde, brug trappen, gå hen til dine kollegaer i stedet for at sende en mail m.m.

Planlæg din hverdag – og undgå stress. Planlægning giver ro i maven. Køb en kalender og vær åben for improvisationer. Proriter din søvn og vær realistisk med hensyn til hvor meget du kan nå.