https://imgix.femina.dk/media/article/1502_bitz_nydelse_0.jpg
Træning og kost

Christian Bitz: Nydelsen er vigtig!

8. januar 2015
af redaktionen
foto:
Er du træt af idealer om den perfekte figur – når du nu i virkeligheden har lyst til både chokolade, rødvin og ost? Christian Bitz vil afskaffe perfektionsræset, som han selv er godt træt af

Det har i mange år handlet om den perfekte krop, den korrekte kostsammensætning, klidkiks, proteintilskud og sundhedsreligioner. Og nej, det er ikke nu, vi afslører, om du bare skal dykke dybt ned i Nutellaglasset og glemme alt, hvad du ved om sundhed. Men der er en ny bølge på vej – og den handler om at være uperfekt. Det fortæller sundhedsekspert Christian Bitz.

- Vi er alle sammen forskellige, og helt grundlæggende er det naivt at tro, at vi skal være lige sunde – og være sunde på samme måde. I stedet for at vi tilpasser vores hverdag efter særlige retningslinjer, skulle vi måske vende det hele på hovedet og tilpasse vores sundhed, så den passer ind i vores hverdag. Vi skal mærke efter, hvad der passer til det liv, vi hver især ønsker at leve. Det er ret simpelt sådan set, siger han.

LÆS OGSÅ: Mit eget liv er heller ikke perfekt, siger Christian Bitz

Vær realistisk

Det kan være fristende at kaste sig ud i en af de mange kure, der lover dig kæmpe vægttab og stramme balder på blot fire uger. Her er et regelsæt, du skal følge for at nå målet – så nemt er det. Skulle man tro. Men vi ved jo også godt, at mange af os falder i eller ikke har energien og overskuddet til at gennemføre sådan en kur. Og hvad så?

- Vi er nødt til at være lidt mere realistiske. Hvor meget tid har du? Hvilke råvarer finder du i dit køleskab? Hvad synes du smager godt? Hvornår har du mest energi? Osv. De ekstreme diæter eller retningslinjer er ikke den eneste udvej. Små justeringer har også ret, og det er altid bedre at gøre et eller andet, frem for slet ikke at gøre noget. Vær realistisk omkring, hvor sund du i virkeligheden har lyst til at være, råder Christian Bitz.

Sundhed er også kvalitetstid

Med det uperfekte liv bliver der også plads til andre ting, som vi oftest ikke sætter i relation til sundhed. Nydelse er også en vigtig del af den helhedsorienterede sundhed, som Christian Bitz er fortaler for.

- Vi skal også huske at have det godt, og glæde i hverdagen er et overset parameter i forhold til vores sundhed. Det handler ikke om, at vi så skal fylde os med vin og chokolade. Men det er vigtigt, at vi kan tage et glas vin eller dele en plade chokolade for selskabets og nydelsens skyld, uden at vi skal have dårlig samvittighed. Den kvalitetstid, du får, når du drikker en kop latte på en café med din veninde, er måske mere værd for dig end den løbetur, du ellers ville have taget. Det er vigtigt, vi tænker ud over mad og motion, når vi tænker sundhed, siger Christian Bitz.

LÆS OGSÅ: Den perfekte kvinde er en der tør være sig selv

Galleri: Christian Bitz

Læs også