https://imgix.femina.dk/media/article/1526-sund-sommer.png
Træning og kost

9 nydelsesfulde tips til en sund sommer

30. juni 2015
af Gitte Holm ·
Foto: Panthermedia
Denne sommer skal være sund – og fuld af nydelse! Den gode nyhed er, at det er meget nemmere at holde sundheden oppe hen over ferien, end vi regnede med. Der er nemlig masser af skjult motion og god mindfulness at hente i den danske sommer. Også med et glas sangria i hånden.
1. Gå udenfor Det er i sommerperioden, du skal hamstre D-vitamin, som blandt andet stabiliserer immunforsvaret og beskytter mod en række alvorlige sygdomme, herunder kræft, sclerose, sukkersyge og leddegigt. Vær så meget udendørs, som du overhovedet har mulighed for, og brug sommeraftenerne på lange gåture i stedet for fjernsynskiggeri. 2. Lav havearbejde Havearbejde er motion og giver et flot resultat. Haven kommer til at stråle, og det hårde fysiske arbejde styrker muskler og led i din krop. Det gode ved havearbejdet er, at du næppe kaster dig ud i det for motionens skyld, og det betyder også, at du ikke tænker på det som en sur træningspligt. Til gengæld forbrænder du både kalorier og styrker musklerne, når du svinger spaden eller klipper hæk. 3. Hop i vandet Tag til stranden og bad i havet, eller hop i poolen på feriehotellet. Kan du lide at svømme, er det selvfølgelig en oplagt mulighed for at få lidt sol og motion på samme tid, men er du ikke til svømning, er der alligevel god grund til at hoppe i vandet. Når du bevæger dig i vandet, styrker du hele kroppen uden at belaste dine led, samtidig med at du er vægtløs. Derfor er bevægelse eller træning i vand særdeles velegnet til overvægtige eller folk med skader. 4. Tag på stranden ... og gå en tur på bare fødder i sandet. Når du går i sand, styrker du både muskler og led i fødder, lægge og ankler, ligesom balancen udfordres. Mange mennesker oplever ovenikøbet, at de føler sig mere jordnære og afslappede, når fødderne får lov at synke ned i sandet. Kombinér gåturen med en afslappende strandtur, så du får ro i sindet og mærker dig selv (og dine fødder!). LÆS OGSÅ: 5 sommerkaloriebomber du skal undgå 5. Spis dig hydreret I sommervarmen har du et større behov for vand end normalt, fordi du sveder mere. Dog er det ikke alle, der synes, det er lige sjovt at hælde store mængder vand ned hver dag, men det er der heldigvis råd for. Mange slags frugt og grønt indeholder nemlig en masse vand, som kan hjælpe til at rette op på væskebalancen, og da Sommerdanmark både byder på salat, tomat og agurk samt bær i alle afskygninger, skulle der være rig mulighed for at klare en del af væskeindtaget med lækre, lokale madvarer. Men husk alligevel at drikke vand til. 6. Leg med børnene Det er nu, du har tid til at være sammen med dine børn. Så få det bedste ud af sommeren og de ekstra lyse timer, I har fået foræret. Om I spiller rundbold, stangtennis eller fodbold, eller om I graver i sand, gynger eller klatrer i træer, er ikke så afgørende. Pointen er, at I får en masse tid sammen, og at I alle sammen får rørt jer. Foruden den fysiske aktivitet kan leg og samvær med børnene hjælpe på humøret og give dig en mulighed for at koble helt fra. Det er heldigvis svært at tænke på vagtplaner, møder og ventende arbejdsopgaver, når man er opslugt af leg med ungerne. 7. Nyd din is Is hører med til sommeren. Sådan er det bare! Hvis du føler dig skyldig og sluger isen med dårlig samvittighed, er det på tide at tænke i nye baner, for du kommer ingen vegne med skyld og skam. Nyder du i stedet din is, kommer der derimod point ind på sundhedskontoen. Virkelig at kunne nyde – uanset om det drejer sig om is, vin eller sex – kan være med til at mindske dit stress-niveau, men helt banalt giver det dig også bare mere livsglæde. Og det er en sundhedsfaktor, vi ikke har tænkt os at overse. 8. Gå i marken Der er intet så lækkert som friskplukkede bær, ærter og andet godt, men hvorfor nøjes med jordbær, der blev plukket i går, når du kan gå direkte til ”kilden” og udvælge de bedste, solmodne bær? At gå i marken er både nydelsesfuldt og udfordrende. Ganske vist kan det være hårdt og krævende at sidde på hug i de 20 minutter, det tager at fylde spanden, men det gør dig blot fortjent til at spise lidt ekstra jordbær, når arbejdet er gjort. En ekstra bonus er selvfølgelig de mange antioxidanter, der følger med sommerens bær. 9. Drik sangria Mens for meget alkohol både kan give hovedpine og påvirke helbredet i negativ retning, kan alkohol i moderate mængder faktisk være med til at mindske risikoen for hjerte-kar-sygdomme. Og det er her, sangriaen kommer ind i billedet. For vil du have et sundt alkoholindtag, bør du ikke drikke for meget, og netop derfor kan det være en fordel at blande vinen op med frugt, danskvand og isterninger, så alkoholprocenten mindskes, og din drink holder længere. Hertil skal nævnes, at sangria og andre puncher virker ganske forfriskende i sommervarmen. LÆS OGSÅ: Lav selv en super sund jordbærlimonade

Læs også