økologi, sukker, glutenfri
Kost & motion

6 myter om mad: Hvad er sundest?

Er økologi det sundeste valg, og skal man holde sig langt væk fra hvedemel? Få ekspertens svar på seks sundhedsmyter

Er sukker det rene gift? Og kan vi slet ikke tåle gluten? Holdningerne til sundhed er lige så forvirrende, som de er mange. Ernæringsekspert og forfatter til bogen ”Spis efter din kvindetype”, Marie Steenberger gør i denne uges FEMINA op med de store sundhedsmyter – for hvad er egentlig sundest?

Økologisk eller ikke-økologisk?

Du kan med god samvittighed smide en ekstra skilling efter den økologiske peberfrugt, når du spadserer gennem Nettos grøntafdeling. Undersøgelser viser nemlig, at øko-grøntsager indeholder langt flere vitaminer end ikke-øko. Så kan det godt være, det er lidt dyrere, men du får også mere næring for pengene.

Derudover slipper du for pesticidrester og sprøjtemidler. Selv om de konventionelle grøntsager bliver testet, og niveauerne ikke overstiger Fødevarestyrelsens grænseværdier, bidrager hver en rest nemlig til den såkaldte cocktaileffekt. Grænseværdierne er sat uden at tage højde for den massive mængde kemikalier, du derudover kommer i kontakt med i løbet af dagen. Vil du være på den sikre side, er det altså en god idé at vælge den økologiske vej.

Læs på femina.dk, hvorfor en blød mave kan være sundere end en flad

Glutenfrit eller ej?

Er gluten usundt? Som udgangspunkt er svaret nej. Gluten er et protein, som findes i korn, hvede, rug og byg, og langt de fleste af os kan sagtens tåle den omdiskuterede fætter – faktisk er kun 1 procent af os deciderede glutenallergikere. Alligevel mistænker vi hurtigt gluten, hvis vi oplever oppustet mave og ubehag, når vi for eksempel spiser hvidt brød. Meget peger dog på, at det i virkeligheden er kombinationen af krydderbollens ingredienser, der giver luft i maven, som for eksempel de øvrige hvedemelsmolekyler og gær. Hvis du får ondt i maven, hver gang du hapser en franskbrødsmad i kantinen, kan du selvfølgelig med fordel skære ned på det hvide brød og se, om det hjælper. Men det er ikke nødvendigvis kun gluten, der er sundhedssynderen. Der er altså ingen grund til at skynde sig ud og købe sig fattig i glutenfri pizzabunde!

Sukker eller light?

Der er forskel på, om vi taler sundt eller kaloriefattigt. Rent hvidt sukker indeholder tomme kalorier, altså ren energi uden næringsstoffer. Lightprodukter er omvendt kaloriefattige, men ikke nødvendigvis sundt. Når produkter er sukkerfrie, er de nemlig tit fyldt med kunstige sødestoffer. Men er kunstige sødestoffer så usundt? Igen er der forskel. Der findes sødestoffer, som er ren kemi, og sødestoffer, som er naturlige, men som indeholder kalorier. De kemiske er ikke gode. Selv om de mængder, du får i din Coca-Cola Zero, er meget mindre end de mængder, som undersøgelser viser er sundhedsskadelige, er stofferne ikke gode. Din krop ved simpelthen ikke, hvad den skal bruge dem til, så hver gang du hapser et kemisk sødet alternativ, belaster du dine afgiftningsorganer, som i forvejen er på hårdt arbejde.

Sundhed er også at droppe løbeturen og lave ingenting, siger en ekspert på femina.dk

Kødkost eller vegetarisk?

Skal vi se helt sort-hvidt på det, er den vegetariske kost sundest, fordi den ofte er stopfyldt med grøntsager,

som vi jo ved er gode for os, men som mange af os alligevel ikke får nok af. Det er flere gange set, at folk, som skifter til en vegetarisk kost, slipper overvægt, forstadier til livsstilssygdomme og får bugt med forhøjet blodtryk, samtidig med at symptomer fra autoimmune sygdomme som leddegigt, psoriasis og diabetes  forbedres. Selv om kød ikke er direkte usundt, kan særligt det røde og det bearbejdede kød i store mængder betyde øget risiko for blandt andet brystkræft. Hvis et varigt farvel til hakkebøffen alligevel virker som en for stor gulerod at sluge, kan du eventuelt nøjes med en kødfri dag eller to om ugen.

5 fødevarer du bør købe økologiske. Se dem på femina.dk

Stivelse eller ej?

Det sundeste er at spise varieret, og det betyder også, at du sagtens kan spise kartofler, ris og pasta. Kost, som indeholder stivelse, kan nemlig også indeholde masser af sunde næringsstoffer. Det vigtige er at finde en middelvej. For meget stivelse kan betyde, at det tager pladsen fra andre fødevarer som for eksempel grøntsager. Det er skidt, fordi grøntsager for det første indeholder masser af vitaminer og kostfibre, du har brug for, og stivelsesrige fødevarer for det andet indeholder langt flere kalorier pr. 100 gram. Derfor har du risiko for at blive overvægtig, hvis du erstatter blomkålen med pasta. Ingen stivelse kan på den anden side betyde, at du erstatter med for meget kød. Ud over den øgede kræftrisiko, risikerer du derfor at få for mange proteiner, hvilket er usundt for dine nyrer. Så svaret er: Holder du indtaget af de stivelsesfyldte fødevarer på et fornuftigt niveau, lever du sundt. Det er ikke usundt at spise kartofler!

Godt med fedt eller fedtfri?

Før i tiden var rådet klart: Mættet fedt skulle vi holde os fra, mens umættet og særligt flerumættet fedt var helt okay – faktisk ligefrem sundt. I dag er billedet blevet noget mere nuanceret. Det har nemlig vist sig, at der inden for de tre kategorier findes forskellige fedtsyrer, hvoraf nogle er sundere end andre. For eksempel stiger risikoen for hjerte-kar-sygdomme, hvis du får for mange flerumættede omega-6-fedtsyrer fra æg, solsikkefrø og sesamolie, mens den falder, hvis du spiser de også flerumættede fedtsyrer omega-3, som du for eksempel får fra fisk. I en anden gruppe har det mættede fedt fra ost vist sig at være sundere end fedtet fra rødt kød. Forvirrende? Ja. Men én ting er sikker: Du skal have fedt. Kroppen bruger fedt i mange vitale processer, hele cellevæggen består af fedt, og vi tørrer simpelthen ud indvendig, hvis ikke vi får fedt. Hold dig inden for de anbefalede 30 procent af den daglige kost og gerne det fra fede fisk og nødder.

Få ekspertens svar på femina.dk: Er juice sundt?