sol
Makeup & hudpleje

Så lang tid kan du være i solen med solcreme på

Dagene er blevet længere og lysere, kroppens lagre af D-vitamin skal fyldes op, og med den helt rigtige viden om solcremer kan vi få det bedste ud af sommerens solstråler – uden at blive forbrændt!

Solstrålernes ABC – og D!
● Solens stråler er hovedkilden til D-vitamin, og da vores D-vitamin-lagre bliver tømt om vinteren, er det vigtigt for os at være udenfor om sommeren, hvor de fyldes igen. D-vitamin-mangel kan give symptomer som træthed, dårligt humør og mangel på energi. Men at kroppen behøver D-vitamin, betyder desværre ikke, at vi kan dyrke solen uhæmmet – vi behøver solcreme, tøj og skygge til at undgå solskoldning. Vi optager stadig rigeligt D-vitamin, selv om vi sidder i skyggen iført både tøj og solcreme.
● Uv-stråler er opdelt i uva-, uvb- og uvc-stråling, men vi kan nøjes med at koncentrere os om de to førstnævnte, da uvc-strålerne slet ikke kommer igennem atmosfæren. Det er vigtigt, vores solcremer indeholder filtre, der beskytter mod begge typer stråler. Uva-strålerne når hele vejen ned i vores underhud, mens uvb-strålerne ikke kommer længere end til overhuden. Husk, vi kan godt tåle disse stråler, bare ikke uden solcreme! Kig efter cremer, der beskytter mod både uva og uvb.
 
SE OGSÅ: Find den rette solcreme til din soltype
 
Solcreme
Når man hygger sig i sol og varme, kan man nemt komme til at glemme, at huden har brug for lidt beskyttelse mod solens skarpe stråler. Med den rigtige mængde solcreme i den rigtige faktor kan sol og sommer bare komme an.
De fleste har heldigvis lært at huske solcremen, så det næste, vi skal lære, er at bruge nok. Og det er netop vigtigt at bruge nok, fordi det faktisk er mængden, der afgør, om vi kan regne med solcremens faktor. Hvis du f.eks. smører dig ind i et tyndt lag med faktor 15, så kan du kun regne med en beskyttelse, der svarer til faktor 2. Derfor er en god huskeregel: Én krop = én håndfuld.
 
Hvor tit?
Som bekendt er det ikke nok at smøre sig ind i solcreme en gang om dagen ... men hvor ofte skal det egentlig gøres? Nivea har et supersmart råd til lige netop det, du skal bare regne lidt. Din hud kan nemlig godt beskytte sig selv i kort tid, mellem 5 og 30 minutter, afhængig af hvor sart din hud er, og derefter er det på med solcremen. Hvis du ganger hudens egen beskyttelsestid med den faktor, der er i din solcreme, får du et svar på, hvor længe du kan være i solen uden at blive forbrændt. F.eks. hvis din solcreme er faktor 30, så vil regnestykket lyde: 10 minutter x 30 = 300 minutter, eller 5 timers fuld beskyttelse. Tak, Nivea! Bare husk, at hvis du bader, skal du selvfølgelig starte forfra med at smøre solcreme på.
 
LÆS OGSÅ: 10 tips til selvbruner
 
De 4 solråd
Skygge  ●  Solhat  ●  Solcreme  ●  Sluk solariet
 
Kilde: Kræftens Bekæmpelse
 
Læs mere om:
sol