Galleri: Pas på dig selv i solen

Makeup & hudpleje

Pas på dig selv i solen

Sol, sol, kom igen, solen er min bedste ven, lyder en folkekær sang, og med den rette omtanke og beskyttelse kan solen bestemt blive vores bedste ven og give os masser af herlige sommeroplevelser.

Vi er blevet bedre til det, det med at passe på solen. Fornuftig omtanke og gode solcremer gør, at vi i dag stadig kan få sol, varme og de livsvigtige D-vitaminer uden at gå for meget på kompromis med vores sundhed.
Ifølge Kræftens Bekæmpelse er det nok at bruge solfaktor 15 i Danmark, hvis du altså bruger nok. Selv om vi er blevet bedre til at bruge solbeskyttelse og også med høj faktor, så er vi knap så gode til at bruge nok. En god huskeregel er: 1 krop = 1 håndfuld solcreme, og det gerne hver 2.-3. time, hvis du opholder dig direkte i solen. En flaske solcreme er altså ikke nok til hele sommeren.
 
SOLSTRÅLER
Der bliver talt meget om både uva- og uvb-stråler. At vi skal være opmærksomme på, at vores solcremer beskytter imod begge former for solstråler. Heldigvis har EU gjort det lettere for os og indført krav om, at al solbeskyttelse i EU skal indeholde begge former for beskyttelse, også kaldet bredspektret solbeskyttelse. Bestemmelsen hedder 1/3, hvilket vil sige, at uva-beskyttelsen altid skal være minimum 1/3 af uvb-beskyttelsen, som er den, der står nævnt på flasken. Så når du for eksempel køber en SPF 15, er du dækket ind på uva med 5. På nogle solprodukter er uva nævnt med betegnelsen PA. Jo flere plusser, jo bedre uva-beskyttelse. Nyere undersøgelser viser, at uva-strålerne kan have skadelig effekt og forårsage celleforandringer i underhuden, og derfor vil du opleve, at flere af de nye solcremer i år, har en højere uva-beskyttelse end påkrævet.
 
SE OGSÅ: 6 tips til at bevare somemrkuløren
 
SOMMERGLØD
Men vi vil jo så gerne have lidt sommerfarve, som mange af os forbinder med noget sundt og smukt. Og det får vi også, det tager bare lidt længere tid. Hvis du ikke kan vente og gerne vil se hurtigere resultater, er en af de helt store tendenser i solcremerne i år både at beskytte og fremme sommergløden. Produkterne indeholder ingredienser, der fremskynder bruningsprocessen eller giver lidt farve med det samme, så du hurtigere føler dig sommerlækker.
 
ØKOLOGISK BESKYTTELSE
Den grønne, naturlige og økologiske bølge har også ramt vores solcremer, og udbuddet har ikke været større. Du skal dog være opmærksom på, at der endnu ikke findes solfiltre med høj faktor, der er 100 % økologiske. De solfiltre, der findes i naturen, indeholder max en solfaktor på 4-5, derfor indeholder alle solcremer i dag en form for kemi for at beskytte dig bedst muligt mod solens stråler. Mængden af kemi i de økologiske produkter er dog mindre end i andre solprodukter.
Med de rigtige forholdsregler kan solen sagtens blive din bedste ven. Sørg for at have de 4 solråd med i baghovedet: Søg skygge, brug tøj og hat som tildækning, brug den rette solbeskyttelse, og undgå solarie, så er du godt på vej til at gå en dejlig sommer i møde.
 
DE 4 SOLRÅD
1. Søg skygge midt på dagen.
2. Anvend tildækning med tøj og hat.
3. Brug solcreme med høj beskyttelsesfaktor og rette mængde.
4. Undgå solarium.
 
TO SLAGS SOLFILTRE
Der findes to forskellige slags solfiltre, og ofte indeholder solprodukterne begge filtre.
 
Fysiske solfiltre: De fysiske solfiltre er dem, du kan se. Det er dem, der lægger sig oven på huden og gør den hvid. Barrieren reflekterer solens stråler væk fra huden.
Kemiske solfiltre: De kemiske solfiltre absorberes i huden og er derfor usynlige for det blotte øje og fedter ikke. Når solens stråler rammer huden, omdannes de til varme og forsvinder.
 
 
HVAD BETYDER SOLSTRÅLERNE?
 
UVA: Uva-stråler bruner huden, men er også årsag til aldring af din hud. De når længere ned i huden end uvb og nedbryder kollagen og elastin, så strukturen ødelægges, og du hurtigere får rynker. De har også en skadelig påvirkning på celleforandringer. Uva går igennem skyer og vinduer.
 
UVB: Uvb-stråler indeholder den største energi og skaber forandringer i hudens øverste lag. Det er dem, der er ansvarlige for forbrændinger, som gør huden rød, men de spiller også en rolle i forbindelse med modermærke- og hudkræft.
 
VISHED OM MODERMÆRKEKRÆFT
Er du i tvivl om, hvordan du forebygger, eller hvad du skal holde øje med i forbindelse med mordermærke- og hudkræft, så har La Roche-Posay skabt en info-site: Laroche-posay.dk/skinchecker, hvor du kan finde yderligere information.
 

 

Læs mere om: