mascara
Makeup & hudpleje

femina tester mascara

Mange af os bruger mascara hver dag, men uha hvor kan det være en stor udfordring, at finde lige netop den, der opfylder alle vores behov. Redaktionen har testet 8 forskellige af slagsen og fundet vores favorit

femina tester mascara - se resultatet herunder

 
Hvad: Benefit Roller Lash ­Mascara, 195 kr. sephora.com
Fordele: Mine øjenlåg er tilbøjelige til at fedte, så det kræver normalt en solid øjenprimer at holde mascara-afsmitningen væk. MEN – det har, ama’r-halshug, ikke været nødvendigt med den her vandfaste, som klart er en af de mest holdbare, jeg har prøvet! Nem at fordele, giver en pæn længde, og så bliver den, hvor du har lagt den. Ikke engang min pude fik fornøjelsen, da jeg (hovsa) glemte at tage den af inden sengetid.
Ulemper: Du skal ikke tage denne her, hvis du leder efter fjerspredte, brede vipper. Gummibørsten fordeler dem pænt, men samler dem også en smule i buketter.
Bonus: Hvis du godt kan lide en kraftig effekt, ser det stadig ret naturligt ud, når du lægger andet og tredje lag.
Thea Møller Ronex, journalist
 
Hvad: Lash Sculpting Fibre Mascara fra Gosh, 149 kr. matas.dk
Fordele: Mascaraen har en skøn minimalistisk børste, der gør den nem at påføre, uden at det klatter og klumper. Resultatet efter 1-2 påføringer (jeg giver altid mine vipper to lag mascara) er de smukkeste lange, fyldige vipper. Jeg er virkelig imponeret.
Ulemper: Sidst på dagen har den en tendens til at drysse lidt, hvis man kommer til at klø sig lidt i øjet.
Bonus: Den ligger i den billige ende af spektret. Og er produceret i Danmark!
Camilla Kjems, chefredaktør
 
Hvad: Marc Jacobs Beauty Velvet Noir Mascara, 250 kr. sephora.com
Fordele: Giver øjeblikkelig volumen og fylde til dine vipper. Den bygger hurtigt vipperne op og efterlader dem fløjlsbløde og effektfulde.
Ulemper: Har du korte, kraftige vipper, vil den måske være for voldsom til dig, da volumen er i højsædet!
Bonus: Smuk emballage, der pryder enhver håndtaske eller makeuppung – og så er den drøj i brug!
Majbritt Olsen, modestylist
 
Hvad: Helena Rubinstein Lash Queen Mascara Wonder Blacks, 275 kr. helenarubinstein.com
Fordele: Den er meget let at påføre, og vipperne bliver hurtigt lange og fyldige.
Ulemper: Den er lidt (for) våd (måske fordi den er helt ny), så man skal være lidt forsigtig, især på de nederste vipper, ellers kan der hurtigt komme for meget på.
Bonus: Skal du give den lidt ekstra gas, er den helt perfekt. Du får med et par enkelte strøg ”fyldt op”, så du får forførende lange vipper (ligesom i reklamerne).
Helle Rosenkrantz, digitalassistent
 
 
Hvad: Dimensions de Chanel Mascara, 260 kr. chanel.com
Fordele: Super fin børste, som er nem at bruge (klassiske form) og giver meget fine, naturlige vipper. Kan slet ikke klumpe.
Ulemper: Til en tur i byen skal der flere lag på, hvis man vil have et mere dramatisk look.
Bonus: Nem at påføre, perfekt til hverdag, sidder pænt ved første lag.
Christine Sonne-Schmidt, modestylist
 
Hvad: Lancôme Grandiôse ­Extrême Mascara, 255 kr. nicehair.dk
Fordel: Giver kraftige, lange vipper, drysser ikke og holder hele dagen.
Ulempe: Har tendens til at klistre vipperne sammen i grupper. Børstestangen har en sjov S-form, som gør det bøvlet at få børsten ud af beholderen. Formen betyder også, at hvis man er højrehåndet, er det nemt nok at lægge mascara på højre øje, men svært på venstre øje – og omvendt, hvis man er venstrehåndet.
Bonus: Mine kolleger sagde: ”Sikke en pæn makeup du har på i dag”, og det eneste, der var anderledes end min normale makeup, var test-mascaraen. Godt tegn, ikke?
Tine Bendixen, journalist
 
Hvad: False Lashes Extreme Black fra MAC, 195 kr. maccosmetics.dk
Fordele: Efter mange måneders brug af vippe-extensions har jeg ikke de længste og fyldigste vipper lige nu. Så jeg blev positivt overrasket over, hvor god denne mascara egentlig er til både at give mig den ønskede fylde og længde tilbage. God størrelse børste, der fordeler mascaraen fint og giver vipperne et let look.
Ulemper: Intet negativt om selve mascaraen, men jeg er ikke så vild med selve ”håndtaget”, man holder på, når man skal påføre mascaraen.
Bonus: Jeg er en, der græder, når jeg griner, og selv efter en ordentlig grine-tur sad mascaraen stadig, hvor den skulle. Skønt.
Mie Gravesen, redaktions­koordinator
 
Hvad: YSL Mascara Volume Effet Faux Cils i farven Noir Radical, 255 kr. magasin.dk
Fordele: Meget blød konsistens, som glider nemt på vipperne og dækker flot ved en påførsel. Den bygger nemt vipperne op med både længde og fylde. God til mig, som ikke har så lange og fyldige vipper fra naturens hånd. Vipperne føles bløde, selv med mascara. Intet drys. Nem at rense af.
Ulemper: Ingen.
Bonus: Meget smuk beholder. Farven er sort med nærmest skinnende blank effekt – rigtig flot!
Vibeke Nielsen, skønhedsredaktør

LÆS OGSÅ: Se makeupbommerten der går dig 5 år ældre

Læs mere om: