drikker vand
Træning og kost

Får du vand nok? Sådan undgår du dehydrering

20. juli 2021
af Jo Brand
Udgivet første gang 20 juli 2016. Foto: Unsplash
Vand er essentiel hvis du vil undgå dehydrering. Læs med her og få sundhedsekspert Sofia Sommers gode råd til, hvordan du går velhydreret gennem sommeren eller træningen.

Hvor meget vand skal man drikke for ikke at være velhydreret?

Hvad skal man gøre for ikke at blive dehydreret?

Nedenfor får du sundhedsekspert Sofia Sommers bud på, hvad du kan gøre for ikke at dehydrere, uanset om du træner, ligger i solen eller nogert helt tredje.

6 tips til at undgå dehydrering

Så meget skal du drikke for ikke at dehydrere

En tommelfingerregel lyder, at du skal drikke to liter væske om dagen, men om sommeren stiger behovet.

– Man siger, at dit væskebehov stiger med en liter på en sommerdag, hvor der er 25 graders varme. Du skal altså drikke omkring tre liter om dagen, fortæller Sofia Sommer, der er ernæringsøkonom og forfatter til bl.a. bogen ”Sunde vaner, smuk figur – 7 enkle trin til en krop, du elsker” , men understreger, at der ingen faste regler er for væskeindtag.

– Det kommer jo også an på, om du laver havearbejde i solen eller ligger og læser en bog i skyggen.

Men altså: Jo mere du laver, jo varmere det er, og jo mere du sveder, des mere væske har du brug for.

Derfor skal du drikke mere i varmen

Måske har du hørt efter i biologitimen, måske har du ikke. Hører du til blandt de sidste, forklarer Sofia Sommer her, hvorfor du skal drikke mere, når det bliver varmt udenfor.

– Kroppen har en temperatur på cirka 37 grader. Den temperatur vil den gerne forsøge at opretholde, da det er her, den fungerer optimalt. Når det så er varmt, sker der det, at kroppen bliver opvarmet, og for at slippe af med den varme bruger den væske til at producere sved. Når sveden fordamper, bliver huden nemlig afkølet.

Du er især i risikozonen for at dehydrere, hvis ...

Nej, det er jo ikke sådan, at vi har et stort problem med folk, der ligger og tørrer ind i liggestole på strandene, fordi de ikke får noget at drikke, men ifølge Sofia Sommer er der alligevel en del af os, der ikke får drukket nok. Særlig ældre og børn er i risikozonen for dehydrering, mens alle os, der befinder os aldersmæssigt derimellem, formentlig kun vil opleve det, når det er rigtig varmt herhjemme, eller når vi er ude at rejse.

– Det er især et problem, når vi er ude af vores vante miljø. Hvis vi f.eks. sidder på en altan i udlandet og drikker vin eller øl i varmen. Alkohol virker nemlig vanddrivende, så hvis vi glemmer at supplere med almindeligt vand, er der risiko for, at vi til sidst bliver dehydrerede, siger hun.

vand

Fik jeg nu drukket nok vand?

Vil du gerne være sikker på, at du husker at få drukket – og at du får drukket nok – kan du downloade appen Daily Water til din telefon. Den husker dig på, hvornår det er tid at drikke – og du indtaster selv, hvor meget du vil drikke, og hvornår du vil mindes om det.

– Du kan også sætte f.eks. fire-seks elastikker (afhængigt af dit væskebehov) om en halvliters drikkedunk hver morgen, og når du så har tømt dunken, fjerner du en elastik. På den måde holder du styr på, hvor meget væske du får drukket.

Kaffe eller ikke kaffe?

Nogle mener, at kaffe på grund af indholdet af koffein virker vanddrivende, og at du derfor bør begrænse indtaget i varmen. Men det er en myte – i hvert fald hvis du er vant til at drikke kaffe.

– Det har vist sig, at kaffe ikke virker vanddrivende, hvis du drikker det på daglig basis. Derfor kan kaffe og te godt indgå i væskeregnskabet, hvorimod det kan virke vanddrivende, hvis du ikke er vant til at drikke det, men i så fald vil du nok heller ikke drikke det i så store mængder, at det bliver et problem, siger Sofia Sommer.

Smag dit vand til

Kold cola, rosé og majdrik er skønne sommerdrikke, men det skal ikke være de ting, der dækker dit væskebehov, siger Sofia Sommer..

– Danskvand med citrussmag eller vand med citron eller andre smagsgivere, f.eks. agurkeskiver, hjælper, hvis dine smagsløg keder sig. Prøv evt. også et glas med halvt æblejuice og halvt danskvand, eller lav din egen sodavand med citroner, sukker og danskvand.

Overdriv ikke indtaget af vand

– På en almindelig dag, hvor du ikke er fysisk aktiv, eller hvor det ikke er specielt varmt, skal du ikke drikke mere en tre liter, for så risikerer du at skylle mineraler og salte ud af kroppen, siger Sofia Sommer.

Læs også