hårfjerning
Krop & velvære

Din guide til hårfjerning

Hvordan kommer du af med uønsket hårvækst? Femina guider dig til de forskellige metoder til hårfjerning - og ser på fordele og ulemper.

Træt af stikkende stubbe på benene, vildtvoksende hår i bikinilinjen og buskede bryn? Så er du ikke den eneste. Heldigvis er der flere måder at skille sig af med de uønskede hår på. Men kender du alle mulighederne, og hvad er egentlig den bedste løsning for dig? Femina guider dig, så du kan træffe det rigtige valg.
 

Hårfjerning med barbering

De fleste har nok stiftet bekendtskab med den gode gamle kending, skraberen. Den er fast inventar på de fleste badeværelser og fungerer for mange kvinder som den letteste og hurtigste måde at fjerne hår på. Mange oplever, at de får tykkere og mørkere hår efter en barbering. Det er dog en myte. Grunden til den stikkende fornemmelse skyldes, at hår er tyndest i spidsen og tykkest ved roden. Hårene føles derfor tykkere, fordi man skærer håret over på midten, når man barberer sig.
 
Fordele
Denne form for hårfjerning er hurtig og smertefri. Det er let, og kræver ikke de store forberedelser. Du kan gøre det selv hjemme på badeværelset, og huden føles dejlig blød og glat lige efter. Samtidig er det den billigste løsning.
 
Ulemper
Hårene kommer hurtigt igen og kan føles hårde og stikkende. Der er en risiko for irritation, indgroede hår og røde knopper – specielt i bikinilinjen, og hvis det går lidt for stærkt, kan du ende med at skære dig på bladet. Derfor er det vigtigt, at du husker at bruge en barberskum, som fugter huden og mindsker irritation. 
 
 

Voks

Ved denne metode smører man varm voks på det område, man skal have vokset, lægger en strip henover og rykker til – modsat groretningen. Når man vokser, bliver hårene rykket op ved roden, hvilket betyder, at denne form for hårfjerning også er meget smertefuld. Voksningen kan både gøres hjemme hos dig selv, eller du kan vælge at blive vokset på en professionel på en klinik. 
 
Fordele
Eftersom hårene fjernes ved roden, går der længere tid, før hårene vokser ud end ved for eksempel barbering. Når de så begynder at dukke op igen, er de bløde og fine, og der kan gå helt op til 6 uger, før du behøver at tænke på hårfjerning igen. Det er en effektiv metode, hvor du kan tage store områder på en gang. Hvis du vokser regelmæssigt, kommer der med tiden færre og tyndere hår. Voks kan bruges over hele kroppen og i ansigtet og er en hurtig vej til hårfjerning.
 
Ulemper
Det er meget smertefuldt. Som i meget. Hvis du vælger at blive vokset på en klinik, kan det samtidig godt løbe op i mange penge, da det skal holdes ved lige cirka hver 4. uge. Desuden skal hårene være cirka en halv centimeter, for at voksen kan få ordentligt fat. Du skal altså lade dem gro ud og leve med lidt hår på benene i en periode, før du igen kan blive hårfri.
 
LÆS OGSÅ: Hårfjerning: Sådan slipper du af med uønskede hår
 

Sugaring

Sugaring fungerer i bund og grund på samme måde som voksbehandling. Forskellen ligger i, at du bruger en varm sukkermasse i stedet for voks, og at hårene rives ud med groretningen i stedet for mod. Det gør, at denne metode gør mindre ondt end almindelig voks. Modsat voks får sukkermassen heller ikke fat i det øverste hudlag, men hiver kun fat i hårene. 
 
Fordele
Fordi hårene bliver revet ud i groretningen, undgår du at knække dem. Derudover kan du bruge sugaring med det samme, hårene begynder vokse ud, så du ikke behøver at gå rundt med halvlange hår på benene. Hvis du er frisk på det, kan du endda prøve at lave din egen sukkermasse.
 
Du kan se her, hvordan du selv kan lave sukkermassen

 
Ulemper
Det er som oftest lidt dyrere at få en sugaring end en almindelig voksning på en klinik, og det er ikke alle steder, der udbyder den type behandling. 
 

Laser

Hårfjerning med laser og IPL (intensivt pulserende lys) er en mulighed for dig, der gerne vil af med den uønskede hårvækst for altid. Laserbehandlingen virker ved, at varmen fra lysstrålen går ind og ødelægger hårsækkene, der derfor holder op med at producere hår. Du kan få foretaget denne behandling på forskellige klinikker, men det er dyrt. 
 
Fordele
Du får permanent hårfjerning, så du ikke skal hive skraberen frem i tide og utide. Det er skånsomt for huden, og du kan få laser alle steder på kroppen.
 
Ulemper
Behandlingen virker ikke på lyse, røde eller grå hår. Man kan opleve, at huden bliver rød og øm umiddelbart efter en behandling. Det går dog over efter nogle timer. Det er desuden nødvendigt med flere behandlinger for et godt resultat, hvilket også gør det til en dyr løsning.
 

Epilator

En epilator er en maskine, som river hårene ud ved roden. På den måde fungerer den efter de samme principper som voksning og sugaring, men med en epilator er det nemt at gøre det selv. 
 
Fordele
Du kan gøre det hjemme i stuen, lige når det passer dig. Hårene er længe om at vokse ud igen, og med tiden kommer der også færre hår. Når først du har investeret i en epilator, behøver du ikke andet for at gå i gang. 
 
Ulemper
Det er meget smertefuldt i starten, men de fleste er enige om, at det trods alt bliver mere tåleligt med tiden. Nogle oplever, at hårene knækker i stedet for at blive hevet ud, og derfor kan man ende med at skulle køre over de samme steder flere gange for at opnå et godt resultat.
 
LÆS OGSÅ: Intimbarbering: Sådan gør du det mest nænsomt
 

Hårfjerningscreme

Hårfjerningscreme er, som ordet antyder, en creme, der fjerner hårene. Du smører cremen på de steder, du gerne vil være hårfri, venter og gnubber hårene af. Cremen virker ved at nedbryde proteinerne i håret, så de bliver opløst. Derefter kan du så let som ingenting gnubbe hårene af.
 
Fordele
Det er nemt, og du undgår følelsen af stubbe på benene, når hårene begynder at vokse frem igen. Det holder længere end en barbering, er forholdsvist billigt og kræver ingen forberedelse. 
 
Ulemper
Det er kemi, og det kan resultere i irritation og udslæt for nogle. Husk derfor at teste, om du kan tåle det, før du smører hele kroppen ind i produktet. Der kan være en lidt heftig lugt ved cremerne, men de fleste producenter er efterhånden blevet gode til at skjule den skrappe lugt med parfume.
 

Threading

Threading bruges hovedsageligt til fjernelse af ansigtshår – især øjenbrynene og uønskede hår på overlæben og hagen. Behandlingen foregår ved, at man ruller en snor hen over hårene, som rives ud ved hårsækken. 
 
Fordele
Man kan threade selv ved meget kort hår. Det betyder, at man ikke skal gå og vente længe på, at ens bryn kan blive tæmmet. Metoden er også meget skånsom, hvilket gør den perfekt til følsom og irritabel hud.
 
Ulemper
Threading er endnu ikke anvendt til hår på kroppen, og en enkelt behandling af bryn på en klinik kan hurtigt løbe op i flere hundrede kroner.
 

Blegning

Den sidste metode er egentlig ikke en metode til hårfjerning, men blegning kan hjælpe med at skjule ellers mørke hår. Det kan for eksempel være mørke hår på overlæben eller andre mindre områder. Det virker ganske simpelt ved at smøre creme på det område, du gerne vil have bleget, vente cirka 15 minutter, og voila, så er de mørke hår blevet lyse og mindre tydelige. 
 
Fordele
Det er nemt, hurtigt og smertefrit. Cremer til blegning kan købes flere steder og til en overkommelig pris. 
 
Ulemper
Du kan risikere irritation af huden, og det anbefales derfor ikke at bruge det regelmæssigt, da det kan skade huden. Det fjerner som sagt ikke hårene, men kan fungere som et alternativ til hårfjerning.