spjæt i søvne
Sundhed

Derfor spjætter du i søvne

12. januar 2023
af Christina Bølling & Margrethe Vadmand
Foto: Panthermedia
Kender du (også) det er med, at du er lige ved at falde i søvn og så vågner med et spjæt? Søvnforskere har undersøgt fænomenet og fundet svaret på, hvorfor man spjætter i søvne – få det lige her!

Du lægger hovedet tungt på puden og begynder hurtigt at døse hen. Men lige inden du for alvor falder i dyb søvn, ødelægges det af, at din krop pludselig spjætter i søvne, så du vågner. Og må starte forfra i søvnprocessen.

Lyder det bekendt? Det sker i hvert fald hyppigt for mange af os. Og endelig har søvnforskere undersøgt fænomenet– og givet det et navn: Hypnic jerk, som kan oversættes til ”søvnspjæt” eller ”søvnryk”.

Hvorfor spjætter kroppen, når man sover?

Det kan måske være irriterende, men de små spjæt i kroppen om natten er faktisk en del af kroppens overgang til søvn. Søvnspjættene, som også kaldes søvnryk, er en muskelaktivitet, der helt fysisk gør musklerne klar til at slappe af i søvnstadiet.

Når vi er vågne, er der nemlig en konstant muskelaktivering, der gør at vi kan sidde, gå og stå, men når vi sover skal nervesystemet skrue gevaldigt ned og lade kroppen slappe af.

Forskere mener, at der nogle gange opstår misforståelser i kropsfunktionerne, når musklerne overgår fra en aktiv til en passiv tilstand, og det fører til et spjæt i kroppen.

Spjæt er et naturligt instinkt

Blandt primater, som jo er nært slægtede med mennesker, ser man også spjæt i søvne. Her er det en livsnødvendig mekanisme, der tjekker om sovestillingen er sikker. Primaterne sover ofte i træerne, og her kan spjættet teste, om de ligger sikkert og ikke falder ned. Spjættet i søvne er også en kort aktivering af musklerne, der sikrer, at de kan nå at gribe fat, hvis nu de pludselig gled ned.

Man ser dog også de samme søvnspjæt hos dyr, der sover på jorden, så den første forklaring om musklernes overgang til søvnstadier er sandsynligvis en mere universel forklaring.

Hvornår spjætter man i søvne?

Du har måske oplevet at vågne med et spjæt, men faktisk sker søvnryk ofte flere gange om natten. Det er bare ikke altid, man vågner af dem.

Søvn består af to stadier, som man skifter mellem over natten, og det er især i disse skift mellem den lette og dybe søvn, man oplever søvnspjæt. Du kan derfor opleve at vågne med et spjæt både når du skal til at sove, og midt om natten. Det er dog oftest, når man er lige ved at falde i søvn, at man bemærker sit spjæt i søvne.

Du spjætter mere i søvne, hvis…

Det er helt naturligt at spjætte i søvne, men nogle oplever spjæt i kroppen om natten oftere end andre. Der er nemlig flere faktorer, der kan øge søvnspjæt.

Hvis du er stresset eller meget træt, kan kroppen og musklerne blive forvirret i overgangen til den dybe søvn, fordi musklerne ikke følger med, og det fører til spjæt i søvne.

Du spjætter derfor mere i søvne, hvis du er påvirket af stress, bliver ekstra udmattet eller på anden vis har fået et skævt søvnmønster. Større mængder af koffein inden sengetid kan også føre til flere spjæt i søvne.

Mit barn spjætter om natten

Du har måske bekymret eller undret dig over, hvorfor dit spædbarn spjætter ekstra meget Søvnryk er især udpræget hos spædbørn. Det er altså helt normalt og ufarligt, hvis du ser dit barn spjætte i søvne. Udover at det selvfølgelig kan vække den lille, er der intet at være urolig over, når du ser de naturlige søvnspjæt.

Kilde: Statens Naturhistoriske Museum og Videnskab.dk

Læs også