vand
Krop & velvære

5 nemme opskrifter, der får dig til at drikke mere vand

28. marts 2016
af Christina Bølling og Jo Brand
foto: James Bates
Smag dit vand til, så er det lettere at drikke nok. Sundhedsværkstedets Camilla Grønnegaard Christoffersen giver her 5 nemme opskrifter på vand, der ikke alene er godt for din væskebalance, men som også er fulde af smag, vitaminer og mineraler og pænt at se på.

Væske skal der til! Og vil du gerne drikke mere, kan du med fordel gøre det mere attraktivt for dig selv at række ud efter den sunde af slagsen.

– Ved at drikke juice eller peppe dit vand op med grøntsager, frugter og krydderurter får du stimuleret dine sanser, og du får dermed også lyst til at drikke – og til at drikke mere. Derudover indeholder frugt og grønt også vitaminer og mineraler, så dit vand ikke alene kommer til at smage godt og se smukt ud, det bliver også sundere, siger ernæringsvejleder og indehaver af Sundhedsværkstedet Camilla Grønnegaard Christoffersen. Her kommer hun med opskrifter, der giver dig lyst til at vande dig selv morgen, middag og aften – og til at finde isterningebakkerne frem.

Læs, hvor meget vand du skal drikke om dagen

5 opskrifter med vand, du skal prøve:

1. Vand med mynte, lime og appelsin

Sådan gør du: Skær lime og appelsin i tynde skiver, og put skiverne i en flaske sammen med en stængel mynte, og hæld vand over.

2. Vand med rød grapefrugt og lime

Sådan gør du: Skær en smule lime og cirka en kvart grape i skiver, og kom det i en flaske, og hæld vand over.

3. Vand med jordbær, appelsin, mynte og lime

Sådan gør du: Rens og snit jordbær, snit appelsin og lime i tynde skiver, og put i flasken sammen med en stængel mynte og vand.

4. Agurkevand

Sådan gør du: Tag en tredjedel af en agurk, og skær den i strimler på et juliennejern (har du ikke sådan et, kan du bruge en kartoffelskræller), og kom strimlerne i flasken sammen med noget vand.

5. Citrongræsvand

Sådan gør du: Skær citrongræsset til, og lav et snit i det på langs, og kvas snittet mod et spækbræt, så næringsstofferne kommer ud. Kom citrongræsset i flasken, og hæld vand over.

Sådan slipper du af med vand i kroppen

3 tip til dit vand:

Brug gerne økologiske ingredienser, især hvis du bruger frugter, hvor du tager skrællen med, da det er her, størstedelen af sprøjtemidlerne vil sidde.

Kom ikke for mange ingredienser i dine flasker. Lidt, men godt, som man siger! For det første ser det smukkere ud, og for det andet gør det det også nemmere, når du skal hælde vandet ud.

Når du har tilberedt dit vand, så stil flasken i køleskabet, og lad det gerne stå lidt. Det kan holde sig et par dage. Tænk dog over, hvilke ingredienser der er i. Jordbær bliver for eksempel hurtigt lidt mosede at se på, så har du kommet jordbær i, kan du med fordel drikke dit vand lidt hurtigere.

Det skal du vide om vand:

De fleste mennesker har brug for cirka 2,5 liter væske hver dag. Omkring halvdelen får vi gennem maden – resten skal vi have tilført som væske, og her er vand at foretrække frem for cola og kaffe!

Når du drikker det vand, du har brug for, fungerer din krop bedre. Du har mere overskud, din hud bliver pænere, ligesom din tarmflora og din fordøjelse også påvirkes i positiv retning. Får du derimod ikke drukket nok, kan det føre til blandt andet hovedpine, træthed og koncentrationsbesvær.

En god væskebalance spiller også en rolle for din vægt. Mange har mistet deres fornemmelse for tørst. Det betyder, at de føler sult, når de egentlig burde drikke, hvilket kan føre til overvægt. Så næste gang du er sulten, kan du prøve at drikke et glas vand i stedet for og se, om det egentlig var det, du havde brug for.

Kilde: Camilla Grønnegaard Christoffersen, Sundhedsvaerkstedet.com

Læs også