Kvinde i rød kjole
Stil

Den ultimative styling-guide til din figur

28. marts 2018
af Marie Carsten Pedersen (redigeret til web af Lindi Winkel)
Hvad klæder min figur, hvad skal jeg gå efter som basiskøb, og hvad skal jeg holde mig langt væk fra, når jeg shopper og klæder mig på? Her er alle de råd, du har brug for, for at kunne sammensætte og style den perfekte garderobe til netop din kvindekrop.

Der er de bukser, du aldrig får på. Den kjole, du bare aldrig rigtig har fået til at fungere for dig. Og den tunika, der gjorde, at du fik et chok, da du tilfældigvis så dit spejlbillede i en butiksrude den anden dag. For det var jo meningen, at den skulle se sådan casual-lækker ud – så hvorfor lignede du så et perlebroderet telt på to ben?

Den slags irriterende indslag i garderoben har de fleste af os, og sikkert også flere end vi synes om: Fejlkøbene og de stykker tøj, som intet godt gør for dig, men som du ender med at tage på, fordi du ikke ved, hvad pokker du ellers skulle gøre. Men du kan faktisk godt undgå dem. Hvis du får styr på, hvad der klæder din kropsfacon, og samtidig holder igen med at kritisere dig selv og i stedet fokuserer på dine fordele, så bliver både shoppingturen og din daglige påklædningsrutine en ven i stedet for en fjende.

Læs også: 19 elegante kjoler: Find din favorit

Dit tøj gør en forskel for din selvtillid

Det er det, Laura Terkildsen hver dag hjælper kvinder med. Hun er uddannet designer, hun er ekspert og selverklæret nørd inden for alt, hvad der handler om tøj, design og snit. Og så er hun ansat som personal shopper i Magasins Personlig Shopper-service, hvor hun og hendes kollegaer assisterer klienter med at plukke de helt rigtige ting til deres garderobe.

Og det ’rigtige’ handler ikke om, at man skal leve op til et bestemt ideal eller modens luner. Det drejer sig om, at det tøj, vi alligevel alle sammen skal have på hver dag, lige så godt kan være noget, der giver dig et løft til selvtilliden.

Kend de rigtige tips og tricks

Selv siger Laura Terkildsen, at hun ”skaber velvære gennem beklædning”.

- Jeg kigger allerførst på kropsfaconen. Selvfølgelig betyder stil og trends noget, men hvis ens tøj ikke sidder godt, har man det derefter, forklarer hun. Laura Terkildsen kan sagtens forstå, at kvinder synes, at det er svært at købe rigtigt ind og vide, hvad der klæder dem, når det meste tøjshopping foregår en fortravlet lørdag formiddag mellem hundredvis af andre mennesker.

Det er derfor, man skal kende til de tricks, tips og hemmeligheder, som den personlige shopper har i værktøjskassen. For så er man godt på vej til selv at kunne shoppe og style sig til sin perfekte garderobe uden at spilde tid på tvivl og fejlkøb.

Læs også: Kurvede kvinder vil også have lækkert tøj

Kvinder vil have former

Men hvornår er ens outfit perfekt? Det er det først og fremmest, når tøjet har et snit, der passer til din krop, og som fremhæver de dele af din figur, du er mest glad for, siger Laura Terkildsen.

- Man fokuserer på det, man hader. Men alle andre ser på dig som helhed. Og det er sådan, man skal prøve at tænke, når man sætter sit tøj sammen. Brug kræfterne på at fremhæve dine gode sider i stedet for at gøre alt for at skjule det, du ikke er glad for.

- Generelt går kvinder i for stort tøj, siger Laura Terkildsen. I stedet skal man gå efter tøj, der både er komfortabelt, fordi det er velsiddende, og samtidig giver form til kroppen, siger Laura Terkildsen.

- Den facon, de fleste almindelige kvinder gerne vil have, at deres tøj understreger, er den typiske kvindelige figur med en smal talje, lidt barm og lidt rumpe. Det er ikke den ultratynde modelkrop, men timeglasformen, de ønsker sig. Og den forsvinder, hvis man kun går i løst tøj.

Læs med, når Laura Terkildsen giver sine allerbedste råd fra sig, og husk dem til næste gang, du står foran spejlet, enten i prøverummet eller derhjemme.

Prøv: Få Q's nyhedsbrev med månedens bedste artikler i din mailboks

De bedste råd - uanset din kropsform!

Det skal du gøre

Blusen ind i bukserne!

- Det er det første, jeg siger til mine klienter, siger Laura Terkildsen. Og nej, det får dig ikke til at ligne en snøret pølse, hvis du sætter det rigtigt. Tværtimod slanker det, da det markerer området, hvor dine hofter smaller ind op imod din talje.

- Hemmeligheden er, at du ikke bare skal proppe blusen ned og så lade den sidde. Du skal trække den lidt op igen, så stoffet poser ud over bukselinningen. Du kan også nøjes med at lade den forreste del af blusen være nede i buksen, mens den bagerste hænger udenfor. Det giver dig trygheden i, at du er dækket bagtil, men stadig får du mere form, end hvis det hele bare hænger nedad i lange linjer, siger Laura Terkildsen.

Hvis du vil have blusen ud over bukserne, så find en blusemodel, der er rundet af forneden med en lille ’slids’ i siden. Så mister du ikke din kropsform i det. Der er mange fine skjorter at få i dette snit lige nu.

Et par gode bukser er udgangspunktet for alt

Det er det første, du skal købe. De skal sidde godt, ikke være for lavtaljede og have den rigtige længde, dvs. så de hviler på oversiden af foden, men ikke så lange, at du træder i dem med hælen. Skinny jeans er ikke kun for skinny kvinder. Hvis størrelsen passer dig, er de smalle ben med masser af stretch i ofte meget flatterende og giver dine ben form og længde.

Skab kontraster

Skab kontraster i længder og former. Brug f.eks. en lang cardigan over en kort nederdel og en bluse, der er sat ind i linningen. Det vil få din krop til at virke mere velproportioneret.

Brede skafter

Ankelstøvler med brede skafter er ofte mere flatterende og hverdagsegnede end pumps eller snørestøvler. Hvis der er lidt luft rundt om benet, der hvor det stikker ned i støvlen, ser benet smallere ud, end hvis skaftet slutter tæt.

Op på hæl

Brug sko med lidt hæl, også til hverdag. Det behøver ikke at være de tårnhøje stiletter, men en behagelig højde på bare fire-fem centimeter giver dig lige lidt ekstra til holdningen og højden.

Brug print

Print er flot og et fint kompromis, hvis ikke du er til masser af farve. Der findes mange flotte prints lige nu, som giver liv til tøjet uden at overtage udtrykket fuldkommen.

Læs også: Frem med kurverne: Kom med ind i Camilla Mommes klædeskab

Det skal du holde dig fra

T-shirt over bagdelen

- Lad være med at trække t-shirten stramt ned over bagdelen, siger Laura Terkildsen.

- Mange kvinder gør det for at skjule lår og numse, men faktisk fremhæver det bare det område, da det skærer kroppen på det sted, hvor den er bredest. Dine ben bliver også kortere af det. Det er et klart no-no.

Midt på læggen

Hold dig fra bukser, der slutter midt på læggen, såsom de halvlange brede militærbukser. Benene bliver tykkere og kortere at se på. Bukser, der slutter, der hvor anklen smaller ind, er derimod flatterende, især hvis de kombineres med en åben sko som en pump eller ballerina. Det giver længde til benet og er meget feminint.

Pas på lagene

Drop lag på lag i store mængder, medmindre du er helt slank og høj. Din krop forsvinder i det, især hvis det hele er lange længder.

Strømpebukserne

Lad være med at bruge hudfarvede strømpebukser. Nogensinde. De gør ikke noget godt for dine ben.

Shapewear?

Shapewear kan være rigtig godt, især under selskabskjoler i meget lette stoffer. Men prøv at se, om ikke det er nok at finde tøj, der sidder, som det skal. Måske behøver du slet ikke det stramme shapewear alligevel.

Elsker du din tunika?

Tunikaen er elsket af mange, men den gør ikke ret meget for kroppens form andet end at skjule. Det er fint til dage, hvor du har brug for tryghed, men ellers prøv at sætte et bælte i livet og lade stoffet pose lidt udover. Så får du mere form.

Slidte jeans

Forslidte jeans skal du passe på med. Det maskinlavede slid sidder på steder, hvor jeansene ikke ville blive slidt naturligt, f.eks. på overlårene og bag på låret, og du skal være opmærksom på, at den lyse farve gør dig bredere at se på. De slidte ’striber’, der sidder som en slags knurhår henover hoftedelen af bukserne, gør dig også bredere.

De sværeste snit

Trapezformede Twiggy-kjoler og empire-snit er meget svære at bruge. Det samme er stramme højhalsede trøjer.

- Nogen kan selvfølgelig godt se flotte ud i det, men det er virkelig de færreste, siger Laura Therkildsen.

Pas på blazeren

En blazer er fantastisk. Men undgå at bruge den som del af et sæt med almindelige bukser, medmindre du går efter ’business’-looket. Brug i stedet jeans til blazeren, det er en nyklassiker, der altid virker.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/curvy_kandi_cta2_0.png

Læs også