Karen-Marie Lillelund
Kendte

Karen-Marie Lillelund: ”Nu handler det om at være sund - ikke om vægt”

Karen-Marie Lillelund levede engang af Nupo-pulver og drømte om at være lille og stille. I dag har hun sluttet fred med sig selv, skruet op for larmen og er en af landets mest populære foredragsholdere.

Karen-Marie Lillelund sluttede fred med sin krop

For nogle år siden var Karen-Marie Lillelund bange for, at hun havde mistet sin humoristiske sans. Og for Karen-Marie var det en regulær katastrofe. Evnen til at være sjov var nemlig er en livsnødvendighed, når indtægtskilden de sidste mange år har været foredrag af den slags, der skarpt dissekerer vores adfærd på jobbet, helst under latterbrøl fra publikum.

Men Karen-Marie var slidt. Hendes ”funny-bone”, som hun selv kalder det, der trofast havde produceret morsomheder og rap-i-replikken-attitude i årevis, var skrumpet.

- Jeg tog orlov et halvt år for at give mig selv en genstart, fortæller hun. De næste seks måneder tilbragte hun i New York. Her hyrede hun en coach, der gav hende besked på at bevæge sig så langt væk fra komfortzonen som overhovedet muligt.

Og pludselig befandt Karen-Marie, der er opvokset i et pænt forstadskvarter i Aalborg, sig i en ramponeret bygning i et af New Yorks mest rå og etniske kvarterer – svingende med sine fyldige hofter til afrikansk stammedans.

- Det var så langt ude i Harlem, at der ikke var et hvidt menneske i kilometers omkreds. Jeg stod i mit pæne træningstøj, og alle de andre var afrikanere og klædt i de vildeste farver og outfits. Men de var SÅ søde og ekstremt imødekommende. Og så dansede vi ellers. Der var ingen spejle, så jeg spejlede mig i de andres smilende ansigter, og jeg tænkte: ”Gud, hvor ser jeg bare godt ud!” Når jeg er til dans i Danmark, er der altid spejle overalt, og det er en helt anden fornemmelse. Så står jeg jo og bedømmer mig selv og tænker ”Jaja, så er det heller ikke bedre”. Men når jeg ser ind i ansigterne på en flok glade afrikanske damer, så tror jeg på alt dét, de udstråler. Den oplevelse løftede mig, som jeg sjældent er blevet løftet!”

 

LÆS OGSÅ: Her rejser Karen-Marie Lillelund hen

Danmarks bedste foredragsholder

Karen-Marie genfandt heldigvis den humoristiske inspiration, hun søgte efter i danselokalet. Og dén oplevelse gjorde ikke Karen-Marie Lillelunds kærlighed til The Big Apple mindre. Hun forelskede sig allerede i byen tilbage i 2006, og siden dengang har hun delt halvdelen af sin tid mellem New York og Danmark, hvor hun lever af at være selvstændig entertainer. Faktisk er hun flere gange blevet kåret som Danmarks bedste foredragsholder – efter hun i begyndelsen af 30’erne kvittede sit konsulentjob og i stedet begyndte at holde foredrag om vores kommunikation på jobbet – tilsat et solidt skud nordjysk humor.

Det lå ellers ikke ligefrem i kortene, at Karen-Marie skulle ende over there og leve af sin humoristiske sans.

Hendes liv begyndte nemlig ualmindeligt almindeligt i aalborgforstaden Gug, hvor hun voksede op med en far, der var præst og en mor, der var skolelærer.

- Min barndom var et glansbillede. Men jeg husker også en evig søgen. Jeg vidste aldrig rigtig, hvad jeg skulle og hvad jeg egentlig havde lyst til. Jeg kunne godt lide at spille musicals i skolen, men jeg fik ikke de gode roller, fordi jeg fysisk var så stor – og min personlighed egnede sig ikke rigtig til at stå i anden række. Derfor begyndte jeg ret tidligt at forholde mig til min krop.

 

Giv et gaveabonnement i julegave! Vælg imellem 17 forskellige blade - f.eks. "Q - Kvinder med kurver". Klik her for at læse mere

Lille bemærkning, stor betydning

Da hun var teenager, blev en enkelt fejlplaceret bemærkning et af de pust i tilværelsen, der voksede til en indre stormvind og blæste rundt i hendes tanker i årevis. Hun var 14 år, da hun var til årlig rutinekontrol hos den mandlige skolelæge og skulle vejes. Da hun steg op på vægten, kiggede lægen på tallene, derefter på Karen-Marie og sagde: ”Du skal passe på, at du ikke bliver for tyk!”    

- I dag kan jeg se, at der ikke var spor i vejen med min krop dengang. Jeg var ikke engang buttet! Jeg var høj – jeg er 180 centimeter – og dengang vejede jeg 69 kilo, havde lange ben og en stor barm, der voksede frem fra den ene dag til den anden – bare sådan: Bum! Når jeg ser billeder fra dengang, tænker jeg ”Hold kæft, mand – jeg så godt ud!” Men den kommentar hos skolelægen satte noget negativt igang.

Bemærkningen blev begyndelsen på en konstant stræben efter den ideelle krop.

- Jeg gik på en evig slankekur. Du kan ikke forestille dig, hvor mange kure, jeg har været på. Jeg skulle være tynd for hver en pris, og i perioder spiste jeg kun Nupo-pulver og ikke andet. Det er ikke nogen fest, skal jeg hilse og sige! Mit forhold til mad blev ødelagt. Jeg sultede mig, og når jeg ikke var på pulverkure, blev mad noget, jeg bare skulle have. Jeg holdt ikke ligefrem ædeorgier, men jeg spiste, hvad jeg havde lyst til – jeg lod, som om jeg ikke kunne tage på, men det kunne jeg altså godt. Jeg vil ikke kalde det en decideret spiseforstyrrelse – sådan en har jeg faktisk aldrig haft – men det tog mig mange år at få et naturligt forhold til mad. Min vægt gik i årevis op og ned som en yoyo, og mit stofskifte har formentlig taget skade i de år.

Hvordan kunne en enkelt episode sætte alt det igang?

- Det ramte min teenagesjæl hårdt. Jeg var i forvejen højere end de andre, og jeg havde barm og former. Mit største ønske var at være mindre på alle måder. Jeg ville gerne være 160 centimeter høj og lyshåret. Lillebitte og stille! Som det tydeligt fremgår, er det aldrig rigtig lykkedes – især ikke det med at være stille! Mine forældre opfordrede mig også til at passe på, hvad jeg spiste, og det fortrød min mor senere i livet. De forstod først senere, at der var en disharmoni mellem min voksne krop og mit barnlige sind. Min pubertet, som egentlig bare var en naturlig overgang fra pige til kvinde, blev behandlet som et overvægtsproblem og ikke som det, den var, nemlig en overgang.

 

LÆS OGSÅ: Fordi man er kurvet, betyder det ikke, at man ikke træner, eller at man ikke elsker sig selv

Det handler om at være sund

I dag har Karen-Marie Lillelund heldigvis sluttet mere fred med sig selv.

- Jeg har det godt med mig selv, men jeg har det ikke nødvendigvis fantastisk med min krop. De senere år har jeg valgt en ny tilgang, som har været god for mig. Nu handler det om at være sund og ikke om vægt. Jeg vil gerne have en krop, der kan holde langt ind i alderdommen. Jeg vil undgå sukkersyge, dårlige knæ og dårlig livskvalitet. Det er det, jeg arbejder henimod – ikke et bestemt antal kilo.

Hvad gør du for at holde dig sund?  

- Først og fremmest træner jeg. Ikke fordi jeg er på kur, men fordi jeg gerne vil være stærk. Jeg havde en kæmpe modstand mod træning, men en god veninde fik mig i gang, og vi styrketræner sammen, når jeg er i Danmark. Her i New York har jeg en personlig, meget effektiv, træner, der holder snor i mig. Når jeg træner med min veninde, skal der jo lige snakkes lidt om tingene, så der går vi knapt så meget til den … Jeg spiser også fornuftigt. Jeg drikker ikke halvanden liter cola om dagen eller sidder og guffer Snickers-barer, når jeg kører på landevejen på vej ud til foredrag. Den slags findes ikke i min kost – desværre, havde jeg nær sagt, for det vidner om, at det er svært for mig at tabe mig.

Men én ting er lidt ekstra sul på kroppen, noget andet er usund levevis. Den skelnen er vigtig, understreger hun.

- Jeg møder mange danskere, der er i dårlig form, som ryger og ikke får nok frisk luft. Men den form for usund livsførelse vil jeg nødig være repræsentant for. Ingen skal kunne spejle sig i mig og sige: ”Karen-Marie træner heller ikke, hun er tyk og glad.” Jeg vil hellere være hende, der siger: ”Ja, jeg er tyk, men det betyder ikke, at jeg ikke træner, går lange ture og spiser ordentligt.” Derfor lægger jeg også billeder fra min træning op på Instagram. Jeg piner ikke mig selv med kure, men jeg vil stadig gerne være i god form.

Når hun i dag har kylet slankekurene langt væk og i stedet fokuserer på en velfungerende krop, skyldes det blandt andet dansen med de afrikanske kvinder dengang i Harlem.

- Jeg vågnede! Jeg fik brudt rutinen og fik ændret fokus fra tynd til sund. I den periode prøvede jeg en masse nye ting. Jeg lærte også at meditere, gik til mærkelige kulturelle ting og alt muligt andet, der gjorde mig glad og inspireret. Noget af det, vi mister, når vi kører i rutinen, er nysgerrigheden, og den er ekstremt vigtig for mit velbefindende. Nysgerrighed og taknemmelighed følges ad.

Om Karen-Marie Lilleund

  • Født i 1968 og vokset op i Gug ved Aalborg
  • Uddannet i dramaturgi og musik ved Aarhus Universitet
  • Tidligere konsulent og underviser i kommunikation
  • Var i 13 år bakkesangerinde på Dyrehavsbakken 
  • Er i dag en af landets mest efterspurgte foredragsholdere, typisk med humor på arbejdspladsen som omdrejningspunkt
  • Forfatter til bøgerne ”Håndbog til et lattermildt liv”, ”Humor på arbejde” og ”Humor i ledelse”
  • Deler sin tid mellem sine boliger i København, Gilleleje og New York
  • Kæreste med Gerry, som oprindeligt er fra Haiti og bor i New York