Sara Geurts
Skønhed

Se de smukke billeder: Denne model nedbryder tabuer med sin sjældne hudsygdom

2. november 2017
af Charlotte Kobberøe Fink
Foto: All Over Press
Stram og spændstig hud har været en fast del af de gængse skønhedsidealer, men denne dejlige model har hele sit liv levet med en hudsygdom, som gør alt hendes hud på kroppen slap. Alligevel nægter hun at gemme sin krop væk.

Sara Geurts lider af Ehlers-Danlos syndrom

Serum, cremer, anti age-produkter, skønhedsbehandlinger – listen er lang, når det kommer til, hvad kvinder er villige til at gøre for at holde deres hud stram og ungdommelig. Men denne smukke model beviser, at skønhed ikke har noget at gøre med din hud.

Modellen hedder Sara Geurts og er 26 år, og så lider hun af den sjældne hudsygdom Ehlers-Danlos syndrom, som blandt andet kan komme til udtryk ved hyperelaticitet i huden og en nedsat collagen-produktion, som gør, at huden bliver skrøbelig, rynket og slap i en meget tidlig alder. Kun hos 12 mennesker på verdensplan kommer sygdommen til udtryk på præcis samme måde som hos Sara.

Netop fordi, at sygdommen er så sjælden, var den en stor udfordring for den halvt amerikanske, halvt koreanske model, da hun gik i high school.

- Jeg prøvede at dække mig til. Jeg ville ikke have, at nogle stillede spørgsmål om det. Jeg ville slet ikke tale om det, fortæller Geurts til den britiske avis The Sun.

- Som teenager var min største usikkerhed min hud. Sygdommen blev tydeligere og tydeligere jo ældre, jeg blev. Heldigvis blev jeg ikke mobbet, og både min familie og mine venner var meget støttende, men jeg hadede min hud. Jeg var heldig, at jeg ikke oplevede at få lede kommentarer på grund af det, men mens mine venner gik udfordrende klædt, gemte jeg mig væk i stort og løst tøj.

LÆS OGSÅ: Der er SÅ mange slags skønhed!

Som kunst

Men i dag ville Sara Geurts ønske, at hun aldrig havde skammet sig. Tingene begyndte at forandre sig, da hun som 22-årig gik igennem et svært brud. Det fik hende til at indse, at hun var nødt til at ændre på den måde, hun så sig selv på.

I 2015 fortalte Geurts derfor sin historie i en kampagne på det sociale medie Tumblr, og i den forbindelse modtog hun massevis af positiv respons. Og dét blev startskuddet til hendes modelkarriere.

- Det har været en svær rejse. Men med den fantastiske støtte, jeg fik, begyndte jeg at se på mig selv og min krop på en helt anden måde.

- Jeg gik fra hele tiden at skulle skjule min hud til i dag at føle, at den er det smukkeste nogensinde. Den er så unik og sjælden, måden linjerne former sig på, og den kunst, der udspringer fra de mønstre - det er fantastisk.

Ved at stå frem håber Geurts, at hun kan være med til at sætte fokus på sygdommen – og at udbrede normen for, hvad der er smukt.

Kilder: the sun.com, glamour.com

Se de smukke billeder her:

https://imgix.femina.dk/call_to_action/curvy_kandi_cta2.png

Læs også