Klummeskribent Ditte Vallø
Selvudvikling

Ditte Vallø: "Dette er et frirum for kurvede kvinder"

24. november 2017
af Ditte Vallø
foto: Nellie Møberg
Og at sige noget pænt om kurvede kvinder, er ikke at sige noget dårligt om slanke kvinder!

Jeg har intet imod slanke kvinder, faktisk har jeg flere slanke veninder, jeg har endda engang haft en tynd ekskæreste! Men det ændrer ikke på, at denne klumme er skrevet til kurvede kvinder ud fra de forståelser, livet som kurvet har givet mig. Det at være tyk giver nogle oplevelser og tankemønstre, som udefrakommende ikke kan sætte sig ind i. Og der er forskel på at have lidt muffintop – og så på at have en krop, der definerer dit værd som menneske og stigmatiserer dig i samfundet.

LÆS OGSÅ: I kærlighed og ærlighed: Et portræt af den nøgne kvindekrop

Et frirum for kurvede kvinder

Dette er et frirum for kurvede kvinder, hvor vi kan tale frit om det at være kurvede. Både det positive og det negative. Slanke kvinder har andre modeblade, så lad os nu bare have lidt for os selv. Selvfølgelig skal vi tale pænt og respektfuldt om hinanden og ikke sigte mod, at nogle bliver kede af det. Men helt ærligt, så må det snart være nok med alt den politiske korrekthed. Jeg skal vende hver en sætning i hovedet for at tjekke, at ingen kan misforstå min mening eller føle sig støt. Og selv om man skriver til mange i en klumme, så kan jeg altså ikke tage forbehold for alles følelser og meninger.

Lasagne og thaimad

Jeg ser en tendens til, at siger jeg noget godt om A, så må det jo betyde, at jeg ikke kan lide B. Siger jeg noget godt om kurvede kvinder, er det næsten det samme som at sige det modsatte om slanke kvinder. At sige, at en kurvet kvinde har feminine former, er ikke det samme som at sige, at slanke kvinder ikke er kvinder. Jeg synes, kvinder i alle størrelser er smukke!
Det er lidt som at sige, at ens livret er lasagne, og så bliver man spurgt, hvorfor man hader salat. At jeg godt kan lide lasagne, udelukker ikke, at jeg også godt kan lide salat, sushi eller thaimad – det betyder bare, at jeg personligt godt kan lide lasagne. Jeg ved ikke hvorfor, og det er ikke ud fra et had til fransk mad, jeg kan bare godt lide smagen af lasagne. Derfor behøver jeg ikke undskylde over for alle andre retter eller hævde, at jeg skam også elsker lever og koriander, for det gør jeg ikke! Men du må spise alt det lever og koriander, du har lyst til! Og koriander og lever bliver ikke mindre lækkert for dem, der kan lide det, bare fordi jeg ikke kan. LÆS OGSÅ: Ditte Vallø: 10 fordele ved at være tyk

Vi er mennesker – ikke robotter

Nogle gange har vi holdninger, der ikke er politisk korrekte, fordi vi er mennesker og ikke robotter. Jeg må også godt skrive mine holdninger, selv om du føler dig støt, der er nemlig ytringfrihed, og jeg har lov til at bekrive mit personlige syn på sagen, men det betyder ikke, at jeg har ret. Eller at der ikke er andre måder at se tingene på. Men jeg har lov til at beskrive, hvordan jeg ser tingene, uden at skulle tage hensyn til din side af sagen. Jeg skal ikke stå til regnskab for, hvordan du opfatter mine klummer, kun for, med hvilken hensigt de var skrevet. Så hvis du har misforstået en klumme, betyder det ikke, at den er skrevet i ond mening, men bare ud fra en anderledes tankegang eller til et andet publikum. Bare fordi du har en internetadgang, så betyder det heller ikke, at alt der skrives på nettet, er rettet mod dig. Og hvis vi ikke kan dele vores oprigtige meninger, bliver al debat vattet og uden substans. Disclaimer Ingen slanke kvinder, kurvede kvinder, indignerede læserbrevsskrivere eller internet-trolls led nogen form for overlast i tilblivelsen af denne klumme. Der gives kun udtryk for skribentens egne holdninger og ikke en generel holdning fra magasinets side. Skribenten lavede selvfølgelig sjov, da hun skrev, hun ikke kunne lide lever. Lever er meget næringsrigt og en yndet spise i flere kulturer. Bortset fra foie gras (heller ingen gæs kom til skade i processen), vi tager stærk afstand fra tvangsfodring, og der er i denne forbindelse naturligvis tale om en grøntsagslasagne, nej, undskyld, en bønne-”lasagne” – helt uden pasta, der jo bør undgås for sit indhold af dødshvede. Bønnerne er økologisk dyrket uden brug af pesticider og høstet på mest nænsomme vis samt efterlever samtlige af EU’s bestemmelser for bælgfrugter. Ditte Vallø er 37 år, gift og mor til tre. Hun er coach og social media manager. Derudover er hun prisvindende modeblogger for kvinder med kurver på bloggen Marilyns Closet, foredragsholder og stylist. Følg hende på marilynscloset.dk
https://imgix.femina.dk/call_to_action/curvy_kandi_cta2.png

Læs også