Selvskade og anoreksi: Da det var værst spiste Dina én gang om ugen - og skar så bagefter i sig selv.

Elsk din krop

Cutting og selvskade: Jeg følte mig så lettet, når jeg skar i mig selv!

- Jeg tog den varme plade ud af ovnen, stod og kiggede lidt på den, og så lagde jeg bare min hånd ned på den. Jeg følte slet ikke, at det gjorde ondt, men følte i stedet en enorm lettelse. Mød Dina, der led af både anoreksi og selvskade – og stadig kæmper mod det hver dag.

"Jeg kan huske så tydeligt, at jeg var ved at bage en kage til teatergruppen på seminariet. Jeg tog den varme plade ud af ovnen, stod og kiggede lidt på den, og så lagde jeg bare min hånd ned på den. Jeg følte slet ikke, at det gjorde ondt, men følte i stedet en enorm lettelse. Jeg fik ligesom lidt afløb for al den uro, jeg havde i kroppen, og alle de tanker, der hele tiden kørte rundt".

Da Dina placerede hånden på den glødende bageplade, følte hun egentlig ikke, at der for alvor var noget galt. Også selv om hun på det tidspunkt kun spiste en gang om ugen. Men set i bagklogskabens ulideligt klare lys, havde anoreksi og selvskade udviklet sig til et ekstremt niveau.

Ny rapport: Flere unge skader sig selv

En ny rapport om sårbarhed, selvskade, selvmordsforsøg og selvmord blandt unge, viser, at der er sket en stigning i antallet af selvmordsforsøg og personer, der skader sig selv, i Danmark.

Blandt de mulige årsager til unges tanker og handlinger i forbindelse med selvskade, selvmordsforsøg og selvmord fremhæves den høje danske skilsmisserate og den stigende rolle, de sociale medier spiller i de unges liv.

Hent eller læs hele rapporten her
 

 

Vold og skilsmisse i hjemmet

Set udefra voksede Dina op i den perfekte kernefamilie. Mor, far og tre børn. Hun gik i skole, lavede sin lektier, var en dygtig elev, og alt var helt normalt. Sådan virkede det i hvert fald. Bag facaden så det anderledes ud.

Faren slog ofte Dinas storesøster og lillebror - men aldrig Dina, der var god til at gøre, som han sagde og fornemme, hvilket humør han var i - og Dina følte et større og større ansvar for at gøre et eller andet. For at få kontrol.

I skolen gik det heller ikke godt. Efter 7. klasse var hendes klasse blevet slået sammen med en anden, og pludselig var lektielæsning langt fra populært. De andre piger festede igennem og snakkede om drenge, og Dina var som den gode elev totalt udenfor. Og for at det ikke skulle være nok: Da Dina og hendes søster var på en måneds ferie i Kina, ringede forældrene og fortalte, at de skulle skilles.

 

Indlagt med "tropesygdom"

"Det var i den periode, at det hele begyndte, selvom jeg slet ikke var opmærksom på det dengang. Jeg begyndte at drikke rigtig meget chokolademælk, og tit og ofte droppede jeg et måltid, og drak så f.eks. Nesquick i stedet. Det gjorde selvfølgelig, at jeg tabte mig rigtig meget, og da vi kom hjem fra Kina, blev jeg indlagt med det, som lægerne troede var en tropesygdom. Det var det jo ikke, men fordi de begyndte at tale om, at jeg måske skulle have sondemad, begyndte jeg at spise igen. Jeg blev jo vildt forskrækket over den udsigt", fortæller Dina, da Q møder hende i hendes lejlighed i Vordingborg.

Efter oplevelsen med den såkaldte tropesygdom begyndte det at gå bedre for Dina, og efter gymnasiet besluttede Dina og en veninde at tage et halvt år ud at rejse sammen.

"Jeg glædede mig vildt meget til den tur. Vi skulle arbejde på et børnehjem i Thailand, og så senere rejse videre til Australien og New Zealand. Men samtidig frygtede jeg det også. Jeg er virkelig ikke god til forandringer, og mit behov for kontrol begyndte at blusse op igen," husker Dina tilbage.

>> Læs mere om cutting og selvskade her
 

Fik et kick af ikke at spise

"Jeg arbejdede dengang hos en bager, og der begyndte at gå sport i at lade være med at spise alle de kager, jeg hele tiden var omgivet af. Det lyder jo helt åndssvagt, men det gav mig virkelig et kick at lade være med at spise, og det tog totalt overhånd. Jeg endte med at tabe mig vildt meget, inden vi tog af sted."

Rejsen gik som smurt, og Dina knyttede sig meget til børnene på det børnehjem, de arbejdede på. Men de skulle jo kun være der i to måneder. Derefter skulle de rejse videre uden at have noget fast og planlagt opholdssted, og det var hårdt. Igen kom følelserne frem igennem maden, selvom Dina denne gang reagerede helt modsat af, hvad hun havde gjort tidligere: Hun spiste og spiste. På et halvt år tog hun 25 kilo på.

 

Lagde hånden på bagepladen

Tilbage fra rejsen startede Dina på seminariet, som blev et fast holdepunkt - og Dina elskede det. Hun var med i alt på studiet. Teater, sport, udvalg… hvad som helst. Hun kastede sig ud i det hele og endte med at gå ned med stress.

Men det var der ingen, der opdagede.

Dina gik bare for sig selv og fik det mere og mere dårligt, og efterhånden kom hun tilbage i det gamle mønster med at droppe måltiderne til fordel for et glas chokolademælk. Og en dag stod hun med hånden på den brændende bageplade.

 

Spiste én gang om ugen - og skar sig selv som straf

Selvskade og anoreksi var nu rørt grundigt sammen for Dina, og hun spiste kun én gang om ugen. Om lørdagen. Når hun havde spist, brændte hun sig og skar i sig selv med et barberblad - som en slags straf for at have spist.

Flere venner havde på det tidspunkt skreget vagt i gevær, og nogle havde også taget hende med til den psykiatriske skadestue, men systemet var trægt med lange ventetider, og i bund og grund følte Dina ikke, at der for alvor var noget galt med hende.

"Jeg følte virkelig ikke, at det var rigtigt galt fat, men jeg havde jo nok alligevel en spirende fornemmelse af, at alt ikke var helt, som det skulle være", fortæller Dina. En dag faldt hun over en artikel om Mille Eigard Andersen, som selv var kommet ud af sin anoreksi og havde skrevet en dagbog over forløbet. Dina fik fat i bogen.

>> Anoreksi: Mobning og misundelse gav Anne anoreksi. Læs hendes historie her.
 

Mit første vendepunkt

"Det var en ren åbenbaring for mig, og det blev i høj grad mit første vendepunkt. Det kunne jo have været mig og mine tanker. Jeg fandt Mille på facebook og begyndte at skrive med hende. Hver dag skrev vi sammen, og det var hende, der fik mig til at kontakte LMS - Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade".
 


Arrene på Dinas arm står stadig
som et vidnesbyrd på, hvor
alvorlig en selvskade, hun var
ude i.

LMS blev en stor hjælp, og Dina begyndte at gå i et gruppeforløb, som de arrangerede. Hun blev mere og mere bevidst om, at hun rent faktisk havde et problem, for de andre pigers fortællinger var stort set identiske med hendes. Men hun spiste stadig ikke nok, og hun skadede fortsat sig selv, og den endelige, virkelige erkendelse - dèr, hvor alting blev drejet rundt - kom først, da hun blev indlagt. Hun havde længe været svimmel og dårlig, og blev i 2010 indlagt med massiv blodmangel.

Faktisk så massiv, at hun kunne have været død af det, hvis hun ikke var blevet indlagt. Og her kunne hun pludselig ikke skjule de mange brænde- og skæremærker. Mens hun fik pose efter pose med blod i drop, måtte hun samtidig udstille sine bare arme med alle sårene og arrene, og det fik hende til at sige stop. Én gang for alle.
 

Jeg skylder dem mit liv

Når man i da møder Dina, bliver man i godt humør. Hun er en skøn og smilende pige, og hun selv er ikke i tvivl om, hvorfor hun er kommet helskindet ud på den anden side. Kærlig og vedholdende støtte fra både lærere og flere af vennerne har betydet alt.

"Det har betydet utroligt meget, at de her forskellige mennesker har taget fat i mig og har hjulpet mig, som de har. Jeg skylder dem jo alt. Jeg skylder dem mit liv. Jeg tror, at det, som både de og LMS var så gode til, var at lytte til mig. Ingen tvang mig til at komme til en stor erkendelse, og ingen prøvede at presse en diagnose ned over mig. De mødte mig, som jeg var."
 

Jeg mente jo ikke, jeg havde et problem

"Da jeg kontaktede LMS mente jeg jo egentlig ikke, at jeg havde et problem, og hvis de havde krævet, at jeg havde erkendt det, ville jeg nok aldrig have kontaktet dem. Men det er så fedt, at man kan ringe til dem og sige, at man måske har på fornemmelsen, at man er på vej ud af et sidespor, og så kan man komme ind og få en snak med dem."

Dina har været så glad for LMS's hjælp, at hun nu selv er startet som foredragsholder for dem, hvor hun tager ud og fortæller om sin historie. Hun virker som om, at hun endelig er kommet helt ovenpå, men man skal ikke lade sig narre - hun kæmper stadig. Tanken om ikke at slå til og ønsket om at have kontrol er der stadigvæk.
 

Den syge stemme taler stadig

"Nu har jeg lige fået min egen lejlighed, og det går heldigvis rigtig godt, men jeg kæmper stadig med en massiv ensomhed. Og jeg kæmper med det, som vi kalder "den syge stemme". Den stemme, som bliver ved at køre i hovedet og sige, at jeg ikke er god nok, at jeg ikke kan finde ud af noget. At min familie ikke gider mig. Da jeg ikke spiste, var den stemme det eneste, jeg kunne høre. Spiser du et æble, er stemmen der med det samme: "Du kan jo ikke engang finde ud af ikke at spise - hvor er du slap og elendig!". Den kører i døgndrift, og man kan ikke sove for den eller tænke andre tanker for den. Den stemme kører også stadig hos mig - måske vil den altid være der, men jeg er blevet bedre til at håndtere."

 

Om LMS

Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade giver støtte og rådgivning både til mennesker, som kæmper med en spiseforstyrrelse eller med selvskade og til de pårørende. LMS kan kontaktes både via mail, telefon og ved personligt møde. Desuden arrangerer de foredrag og rådgivning om spiseforstyrrelser og selvskade. Se mere på www. lmsnyt.dk

Interviewet med Dina blev første gang trykt i Q i 2012. Artiklen indeholder affiliatelinks.