Blog: Valgmuligheder skaber kun mere tvivl!

Job i Doha, Qatar eller Lombok, Indonesien? Tage til Indien eller søge om permanent opholdstilladelse i Australien? Og hvad med Danmark? Og var der ikke noget med, at jeg havde en drøm om Sydamerika også?

Faktum er, jeg har brug for et job! Det siger hovedet i hvert fald - og bundlinjen på bankkontoen. Men omvendt er det ikke så skidt, at jeg ikke kan opholde mig en måned i Indien, inden det hele strammer til.

Jeg har brug for noget intellektuel stimuli igen. Jeg har udelukkende rejst og undervist i yoga de sidste 2 år. Lige med undtagelse af i alt 3 måneders yoga instruktør-uddannelse. Set ud fra et ayurvedisk synspunkt er jeg en kropstype, der har brug for bevægelse på alle planer - ellers går jeg i stå. Og ud fra det perspektiv passer Qatar bedst.

Hvor skal pengene komme fra?

Jeg elsker Indonesien, og jeg bliver som regel "fanget", og ender med at opholde mig her længere end planlagt, når jeg først er her. På den måde er Lombok en god løsning - men jobbet er kun 2½ time 6 dage om ugen, og næppe den store stimulus.

Australien... jeg var vild med Sydney, og kan, med min professionelle baggrund, ansøge direkte om permanent opholdstilladelse, hvilket ville give mig en mulighed for, at finde et arbejde OG opholde mig et sted jeg holder af. Ansøgningsprocessen er dog ikke ukompliceret, og vil højst sandsynligt kræve, at jeg skal runde Danmark for at finde gamle ansættelseskontrakter, lønsedler og eksamensbeviser. 3 måneders behandlingstid og 4000 australske dollars senere, ville jeg forhåbentlig være godkendt. Men hvor skal de penge lige komme fra?

Grebet af ubeslutsomhed

Disse er luksus problemer - jeg ved det. Ikke desto mindre bliver jeg grebet af en ubeslutsomhed, hver gang jeg bliver stillet overfor for mange valgmuligheder. Og det er et tydeligt tegn på, at jeg ikke får mediteret nok. Jeg søger svar udefra. Jeg prøver at tage en logisk tilgang til det. Jeg tænker det ihjel. Og ender med, at være endnu mere forvirret end jeg nogensinde var til at begynde med. Jeg er ikke i mig selv, og kan derfor ikke mærke, hvad der er rigtigt for mig.

Og smid så en omgang menstruel-hormonel-hjerne oveni, og så er det helt skidt. De damer... jeg er lige rundet 34. Jeg har ikke været udpræget pre-menstruel nogensinde - andet end chokolade-cravings og eventuelle smerter i underlivet. Men pludselig har jeg opdaget begrebet menstruel. Jeg skal ALDRIG tage beslutninger i denne tilstand. Min hjerne er jo ikke normal fungerende, jeg sovser rundt bare jeg skal tage stilling til, hvordan jeg har det. Jøsses!

Det her med at søge svarene udefra, bliver bare aldrig rigtig godt. I sidste ende er der kun en, der har svaret, og det er en selv. Kun du ved, hvad der er bedst for dig. Det ved jeg. Det har jeg skrevet flere gange i disse klummer... Men hvorfor er det så freaking svært at tage stilling? Fordi disse valg, jeg står overfor ikke kan rationaliseres. Fordi jeg er nødt til at mærke efter, hvad der er rigtigst for mig.

Løsningen ligger i mine handlinger

Måden at finde klarhed på, kan være forskellig. Nogle skal blot løbe en tur. Andre skal være alene. Skrive, tale, lytte. Men når vi har en kontakt til os selv, og kan mærke os selv, tror jeg på, at beslutninger, der er taget med den rene mavefornemmelse, er de bedste for os. De kommer fra et sted, hvor rationalitet, logik og fornuft ikke når til sokkeholderne. Og du ved det! Du ved det lige præcist, når den beslutning er taget, og den er rigtig. Det lander godt i dig, det føles godt, du bliver glad, måske kilder det i maven - du ved, det er det rigtige at gøre. Den eneste tvivl der kan opstå, er den i hovedet. Men hver en celle i din krop ved, din beslutning er rigtig.

Hvad der virker for mig er - sikkert som amen i kirken - yoga. Hvis jeg ikke opretholder min daglige praksis, forsvinder kontakten til mig selv, og jeg bliver ude af stand til at tage beslutninger. Alt bliver gjort til en mental proces, jeg venter på et tegn, en mavefornemmelse, et godt råd, bliver frustreret over manglen på klarhed.

Så hvor efterlader det mig...? Det efterlader mig lige præcis der, hvor jeg godt ved, hvad jeg skal. Jeg ved endnu ikke, hvad min beslutning er, men jeg har allerede en rigtig god fornemmelse, efter at have skrevet denne klumme. Og det vibrerer inden i. Jeg smiler. Så mon ikke jeg er på rette spor? Med lidt hjælp fra en genetableret morgenpraksis, er jeg sikker på at have klarhed inden for meget overskuelig fremtid.