Plus size eller ikke plus size?
Foto: Kamilla Bryndum
Curvy Kandi

Plus size eller ikke plus size? Det er spørgsmålet

Curvy Kandi funderer over det med størrelser, normaler og plus size.

For nylig så jeg filmen ’Trainwreck’ med Amy Schumer – den amerikanske komiker og skuespiller, som du måske har hørt om, og hvis ikke så tjek hende lige ud. Hun er sjov. Rigtig sjov.

For længe siden læste jeg, at hun i blev nævnt som en af flere inspirerende kvinder i en særudgave af det amerikanske magasin Glamour, der havde et tillæg med kurvede kvinder. Magasinet skrev ikke direkte, at Amy Schumer var plus size, men hun var i selskab med Melissa McCarthy, skuespiller, blandt andet kendt fra Gilmore Girls og den nyeste Ghostbuster-film, model Ashley Graham og den fantastiske sanger Adele.

Se videoen: Plus size kvinder efterligner topmodellerne

Det provokerede Amy Schumer, fordi hun mente, at hvis hun blev set som plus size, så har unge piger og vi andre et problem. Hun bruger str. 6-8, hvilket svarer til 34-36 og flertallet af kvinder i USA er str. 44 eller mere.

Amy Schumer - er hun virkelig plus size?

Amy har en pointe, men det vildeste er jo nok, at selvom Glamour ihærdigt pointerede, at de ikke kaldte Amy Schumer for plus size, så var hun jo i en kontekst, hvor netop det var fællesnævneren for de kvinder, magasinet hyldede. Og som Amy understregede flere gange, så synes hun ikke, der er noget i vejen med smukke og dejlige kvinder i str. 44 eller mere. Men hun undrede sig over sammenhængen, som jo unægtelig kan tyde på, at kvinder, der ikke passer i size 0 går direkte til plus size – i hvert fald i Hollywood og omegn!

Men hele historien, som kan findes i utallige udgaver på nettet, fik mig til at tænke over, hvor optagede vi er af størrelser. I næsten alle de artikler jeg læste om det, var det grundigt nævnt hvilken størrelse Amy er, og hvilken størrelse Ashley Graham, Melissa McCarthy og Adele er. Nogle havde endda stillet det op i et skema, så vi kunne sammenligne deres størrelser, og andre havde suppleret med fotos af Amy i bikini…

Amy og andre taler for, at vi slet ikke skal have kategorier som plus size – det generere egentlig ikke mig, som selv er en størrelse 44/46, det virkelige problem er jo ikke, hvad vi kalder det ene eller det andet, problemet er vel, at man tænker, at en størrelse 34-36 er sådan lidt over normalen, når sandheden er, at det er under normale.

Se videoen: Kropsidealer igennem 3.000 år

For nylig hørte jeg at 51 procent af den danske befolkning er ’normalvægtige’ det betyder altså, at knap halvdelen af os er ’unormalvægtige’. Så måske har Amy og andre ret, måske skal vi bare droppe begreber som plus size, normalvægtig og så videre og i stedet glæde os over, de forskellige størrelser, former og vægtklasser, vi mennesker kommer i.