Anna Neye
Kendte

Skuespiller Anna Neye: "Man skulle da ikke rende rundt og kalde mig for neger!"

Anna Neye er halvt sort og halvt hvid. Som barn pegede de andre børn fingre ad hende og forstod ikke, hvorfor hun ikke ville kaldes for ”neger”. Her fortæller hun om, hvordan det var at vokse op med en anden hudfarve.

Anna Neye fortæller om at vokse op som farvet i et hvidt land

Skuespiller, filminstruktør og forfatter Anne Neye, som du nok kender fra satireprogrammet Normalerweize, har på egen krop og psyke oplevet, at der ER forskel på at være hvid og brun. Også selvom man er vokset op i Danmark med en dansk mor, danske værdier og dansk kulturarv.

Man må ikke sige neger

Da Annas mor mødte en ung nigeriansk mand et sted i København i 1960’erne, var sorte mennesker et så sjældent syn, at folk kunne finde på at vende sig om på gaden. Flødeboller hed stadig negerboller, og bøger og sange smed gladeligt om sig med ordet ’neger’ - men ingen undrede sig over dét.

I 1969 blev Anna født, men efter et par år forsvandt hendes far ud af billedet, og hun flyttede med sin mor til Hørsholm. Og her var hun ikke særlig gammel, før hun fandt ud af, at hudfarve var et issue.

– Min mor var meget politisk. Min far havde sagt til hende, at det der n-ord kunne hun godt glemme alt om, så hun blev RASENDE, når man sagde det. Jeg var fem-seks år, da det gik op for mig, at der var ”noget” med mig. Der var for første gang nogen, der havde kaldt mig for neger, og jeg spurgte min mor, hvad det var. Og jeg kunne bare SE på hende, hvad det gjorde i hendes krop: ”Nu starter det!” Jeg tror, det var ret chokerende og rigtig svært for min mor, at min hudfarve pludselig blev en ting. Og hun gik fuldstændig i kampmode. Hun STREGEDE n-ordet ud i alle bøger. Og jeg var sådan: Du kan jo ikke strege det ud i hele verden, det er et ord, der eksisterer.

Hvorfor må man ikke sige neger?

– For det første synes jeg, man skal spørge. Der kan jo være dem, der siger: Det har jeg sgu ikke noget imod. Så er det cool nok. For mig er ordet bare enormt negativt ladet, fordi det har en direkte linje tilbage til kolonitiden.

LÆS OGSÅ: Pilou Asbæk: Jeg er blevet kaldt de værste ting

Negative stereotyper

Annas mor opdragede hende til at være det danske svar på Nelson Mandela. Hun skulle kæmpe imod. Så Anna HAR prøvet at stå som 8-årig foran hele 2. klasse og orienteringslæreren med og forsøgt at forklare, hvorfor hun ikke kunne lide, at de sagde ”neger”. Og har følt, at hun talte til en dør.

– Reaktionen var: ”Hvorfor må jeg ikke sige det, jeg mener jo ikke noget med det, jeg siger neger, ikke NEGER, og jeg har ikke engang sagt nigger, må jeg så heller ikke sige negerbolle?” ”Nej!” Og så var det synd for den hvide… Det gør jo noget med mennesker på sigt, når man bliver mødt med negative stereotyper og ikke bliver set som et menneske. Man måtte også godt pege i supermarkedet, når jeg stod lige ved siden af og havde et navn.  

Du blev peget på?

– Ja, helt vildt meget. Min fornemmelse i barndommen var, at jeg gik rundt som en slags udstilling. Jeg oplevede det som en kronisk menneskeudstilling.

Og når det ikke hjalp at kæmpe med ord, måtte Anna ty til andre midler.

–Jeg bankede folk. For jeg gad da ikke blive mobbet. Man skulle da ikke rende rundt og kalde mig for neger! Men når jeg sagde, at jeg ikke ville have det, så blev de bare ved, og så kom jeg op og slås med folk, hvilket jeg er ret glad for i dag. Der var andre af mine brune venner, der ikke har gjort det, og det har været hårdere på en anden måde.

LÆS OGSÅ: Sanne forlod mand og tre børn: Jeg var så skideforelsket, jeg ikke kunne andet

Den hvide mands guide

I dag kæmper Anna stadig. Men på en anden måde end tidligere. Hun er lige nu aktuel med bogen ”Emma Gad For hvide”, som er en guidebog til, hvordan vi omgås i en multikulturel verden. Den sætter fokus på, hvad danskhed egentlig er – og at dansk historie ikke kun er hvid historie, men også trækker tråde til slavehandel og Dansk Vestindien. Hovedbudskabet er, at vi alle har ret til at høre til.

– Jeg er nødt til at finde mig selv i historien, for så kan jeg insistere på, at så hører jeg til. Jeg hører ikke til i Afrika, jeg kan ikke tage en fremmed kultur, det her er jo min kultur, men som brun. Jeg mener, at jeg gør dig og alle mulige andre en tjeneste ved at insistere på det her – for jeres egen skyld. For det kommer ikke til at fortsætte som nu. Vi kan ikke bygge mure omkring os og lukke verden ude. Vi må bruge hinanden til at hele hinanden.

 

Om Anna Neye:

- Skuespiller, manuskriptforfatter, filminstruktør og nu også forfatter til ”Emma Gad for hvide”.

- Fraskilt mor til to drenge på 8 og 11 år. 

 

Læs mere om: