Svend Brinkmann
Selvudvikling

Svend Brinkmann: ”Jeg er rædselsslagen for døden”

12. april 2019
Udgivet første gang d. 13. februar 2017 af Margrethe Vadmand
Foto: Cathrine Ertmann
Psykologiprofessor Svend Brinkmann tænker på døden hver dag. Og selv om han bange for den, så forsvinder angsten alligevel i små glimt - formentlig når han erkender, at han ikke er så vigtig i det store billede.

Svend Brinkmann, professor på Det Humanistiske Fakultet på Aalborg Universitet

Hvad er livets udfordring?

– Biologisk betragtet er livet vel en form for udskudt forrådnelse, hvor vi kortvarigt manifesterer os i en tilværelse. De fleste af os vil gerne have styr på alting, men det er en udfordring at erkende, at det i realiteten kun er ganske lidt, vi kan kontrollere. Når vi er små, er vi i andre menneskers vold, og det gælder også, når vi bliver syge og gamle. Det er vanskeligt at se dette i øjnene, men jeg tror, det er nødvendigt – ikke mindst fordi det kan skabe solidaritet med de andre – i virkeligheden alle andre mennesker – der er i samme båd. Vi er alle udsatte og ofte hjælpeløse. Et samfund er, med sociologen Peter Bergers ord, en gruppe mennesker, der står sammen over for dødens realitet.

Hvordan har du det med, at du skal dø?

– Det er en skrækkelig og angstvækkende kendsgerning. Men en kendsgerning, jeg tænker på hver eneste dag. Angsten for døden er en dyb menneskelig følelse, som er vanskelig at håndtere, men det er samtidig en følelse, som kan skabe taknemmelighed og livsglæde her og nu. Det er svært at forestille sig, at værdier som mod, selvopofrelse, loyalitet, pligtfølelse osv. skulle være mulige, hvis ikke vi vidste, at vi skal dø. Døden er på den måde betingelsen for, at der kan være en mellemmenneskelig etik. Hvis vi var udødelige væsener, kunne der aldrig være noget på spil i vores tilværelse, og derfor ville der ikke være behov for nogen etik. Jeg er rædselsslagen for døden det meste af tiden, men i små glimt forsvinder angsten. Jeg kan huske engang, jeg sejlede ud til nogle klipper på en middelhavsø. Da jeg så de gamle klipper, der har eksisteret i millioner af år, forsvandt dødsangsten pludselig. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg tror, det hænger sammen med en erkendelse af, at så vigtig er jeg jo heller ikke i det store billede. Der er givetvis mange problemer med janteloven, men over for døden er den terapeutisk: Jeg skal ikke tro, at jeg er noget.

Hvad er meningen med livet?

– Det har jeg skrevet en hel bog (”Ståsteder”) om, så det vil jeg gerne give et bud på! Jeg tror ikke, man kan sige, at meningen er at gøre det ene eller andet helt specifikt. Men jeg tror, man kan sige, at mening er knyttet til de aktiviteter og fænomener, som har værdi i sig selv. Det findes der både filosofiske og videnskabelige argumenter for. Det er de fænomener, jeg kalder ståsteder. Altså når vi er optaget af en ting, en sag eller en person for dens egen skyld, og ikke for at opnå noget andet, så opleves det ofte som meningsfyldt. Derfor bliver mening også et etisk anliggende: at leve på en måde, hvor man passer på det, man har ansvar for. Mening handler om at være noget for nogen. Det betyder også, at mening er noget mere alment, end mange tror. Det er udbredt at sige, at enhver definerer sin egen mening i tilværelsen. Det er jeg fuldkommen uenig i. Selvfølgelig er der mange meningsfulde veje gennem livet, men til et meningsfuldt liv hører uundgåeligt forpligtende relationer og fællesskaber. Det meningsfulde liv er ikke bare det sjove liv med masser af gode oplevelser, men også det liv, hvor man forsøger at leve op til de etiske forpligtelser, vi har som mennesker. Her fejler vi selvfølgelig hele tiden, og derfor hører kærlighed og tilgivelse også med til at skabe et meningsfuldt liv. Desværre har vi mistet sansen for, at noget kan have iboende værdi, og det betyder, at vi ofte har svært ved at se og anerkende meningen, når den er der. Alt for meget er blevet et middel til et mål uden for sig selv, hvilket er en proces, jeg kalder instrumentalisering. Den må vi overvinde for at kunne forholde os ordentligt til meningen med livet, hvilket i sig selv er dybt meningsfuldt.

Svend Brinkmann, født 1975, uddannet cand. psych., professor på Det Humanistiske Fakultet på Aalborg Universitet og forfatter til flere bøger, bl.a. bestselleren "Stå fast" om den udviklingstrang, han mener, gør os blinde for de væsentlige ting i livet.

Dette interview blev første gang bragt 13. februar 2017.

Læs også