Forbudte følelser
Mental sundhed

3 ærlige kvinder: Her er vores forbudte følelser

Tre kvinder fortæller ærligt om de forbudte følelser, de har, men som ikke altid er acceptable at tale højt om.

3 kvinder fortæller om deres forbudte følelser

 

Ann-Sofie: ”Det sociale dræner mig for energi”

Varme kinder, fysisk træthed og trang til at få det snærende tøj af. Sådan får 27-årige Ann-Sofie Nyberg det, når hun har været ude blandt andre mennesker og været på.  Den unge guldsmedelærling er introvert, og det får hende til at føle sig forkert.

Hvad handler dine forbudte følelser om?

– Jeg bliver udkørt af at være på socialt. Det dræner mig. Uanset om det er en middag hos min familie eller til stor fødselsdag. Det sker bare efter længere eller kortere tid. Og det er ikke rigtigt legitimt at sige som voksen, at man har brug for en pause fra fødselsdagen og for at gå en tur. Den del er blevet nemmere, efter vi har fået børn – så forstår alle, at jeg ikke kan mingle lige så meget, og at min datter trænger til en lur.

Hvad har følelserne rod i?

– Jeg ved, der bliver set skævt til at have det med det sociale, som jeg har det. For folk siger det til mig. Når det bliver kommenteret, føler jeg, at det er for dårligt af mig, at jeg ikke har lyst til de her ting. At jeg ikke synes, det er vidunderligt at få ubudne gæster eller gå ud flere dage i træk.

Hvordan får du det?

– Jeg føler mig fysisk klemt, får hovedpine og lyst til at få mit tøj af. Jeg bliver virkelig træt, og jeg kan også blive ret irritabel. Jeg føler, at andre synes, jeg skal tage mig sammen. Men det kan man ikke bare. Jeg har prøvet. I lang tid kørte jeg derudad med 300 kilometer i timen med flere jobs og mange sociale aktiviteter. Jeg gav aldrig mig selv ro til at trække mig tilbage og mærke efter. Og det blev jeg rigtig syg af. Jeg blev regulært stresset, og det viste sig fysisk med udslæt, betændelse i kroppen igen og igen, jeg var på penicillin hver måned og sov nærmest ikke til sidst. En dag sagde min læge, at jeg var i gang med at brænde mit lys i begge ender. Jeg var kun 20 år. Det var et wakeupcall. Men det er en balance – man skal acceptere, at man er introvert, men det er også vigtigt at skubbe til sig selv og komme afsted og deltage.

Hvem føles det forbudt overfor?

– De fleste. Folk kan finde på at sige, at det er underligt, at vi bedre kan lide en god middag hjemme og spille kalaha hele aftenen end at gå ud og spise og få drinks for eksempel. Det synes jeg ikke. Men jeg kan godt se, at det stikker ud at være introvert i forhold til mange af de egenskaber, vi hylder som samfund. Vi skal helst hele tiden være ude og på. Aldrig bare være hjemme og slappe af. Og hvis vi skal, skal der dæleme tages billeder, så alle kan se det. Af hvor mange gæster vi har, hvor mange perfekte retter vi serverer, hvor knivskarpt alt står, og hvor søde vores børn ser ud imens. Der er ikke plads til bare at være uden at være på. Det er i hvert fald ikke særlig hipt.

 

LÆS OGSÅ: Stå ved dine forbudte følelser – og få det bedre

Anne: ”Jeg vil altid være hende med det døde barn”

Kogebogsforfatter Anne Larsen, 63, mistede for 27 år siden sin syv måneder gamle datter. For Anne er sorgen stadig fuldstændig lige så stor som den decembermorgen, hvor hun mærkede sjælen forlade den lille, livløse krop. Men omverdenen er ikke altid enig i, at sorgen stadig er en legitim følgesvend.

Hvad handler dine forbudte følelser om?

– For 27 år siden fik jeg tvillingepiger. Fine, yndige og meget, meget søde. Da pigerne var fire måneder gamle, opdagede lægerne, at den ene – Emilie – havde en sjælden kromosomfejl. ”Cri du chat”. Det var et kæmpe chok. Dengang var beskeden, at de fleste, der fødes med fejlen, bliver 18-20 år gamle. Det blev hun bare ikke. Den 18. december 1990 klokken 7.20 om morgenen døde hun pludselig. Hun havde fået en lillebitte forkølelse aftenen forinden, og det viste sig, at hendes hjerte var svagt og ikke kunne klare pulsstigningen, der fulgte med den lette feber. Jeg havde aldrig forestillet mig, at det skulle slutte på det tidspunkt. Alt ændrede sig den dag.

Hvad har følelserne rod i?

– I starten var det i orden at være ked af det. Men efter et par år var det, som om fristen for sorgen udløb for nogle mennesker. For eksempel min gamle, søde mor, der så gerne ville fjerne smerten for mig. Hun sagde: ”Åh, jeg ville sådan ønske, at Anne ville glemme det”. Men sorgen over at miste et barn går aldrig væk. Den er måske endda blevet tydeligere for mig. Det er en kombination af, at jeg er blevet mere grådlabil med alderen, og det faktum, at der ikke er noget, der er så konstant i mit liv som sorgen over Emilies død. Den er nøjagtig lige så dugfrisk i dag som dengang. Jeg sidder ikke og savler i min sorg, men jeg er blevet klogere på den og bedre til at nyde den. Sorgen gør ondt, men den kan også være smuk. Og dét er et tabu at sige. For alle dem, der synes, man burde glemme det, kan ikke forstå, at man gerne vil den og synes, den er smuk. Men det er den for mig. Det er jo minderne med hende. Syv måneder – prøv lige at tælle, hvor mange minutter og sekunder det er. Jeg kan huske hver eneste fure i hendes lille krop. Dufte hende. Huske fornemmelsen af hendes hoved i min hånd. Jeg kan genkalde ALT. Fra jeg mistede hende, til den dag jeg dør, vil jeg altid være hende med det døde barn. Det er bare mig. Og jeg er glad for, at jeg stadig giver mig selv ret til at være Emilies mor.

Hvordan får du det?

− Nogle dage er jeg mere tyndhudet end andre, og så bliver jeg bevæget. Jeg italesætter ikke, når folk reagerer negativt eller virker, som om de synes, jeg efterhånden burde være ovre det. Den må de æde − jeg har det trods alt værre end dem. Ligesom jeg forbeholder mig taleretten, forbeholder jeg mig også tavshedsretten. Jeg skal ikke til at undskylde, at jeg bliver ked af det. Eller trøste dem, fordi det er svært at være vidne til.

 

Giv et gaveabonnement i julegave! Vælg imellem 17 forskellige blade - f.eks. PSYKOLOGI. Klik her for at læse mere

Line: ”Jeg er bange for at miste tid med mine børn til deres far”

Uproblematisk. Sådan ser det ud på overfladen. Kulturhuschef Line Hillerup, 41, har været skilt i otte år og delt sine to ældste børn på 17 og 18 år syv dage hos hver part. Og det er gået fint. Alle er kommet godt videre. Samarbejdet fungerer. Børnene trives. Derfor føles det især forbudt, at hun inderst inde er angst for at blive fravalgt af børnene til fordel for deres far.

Hvad handler dine forbudte følelser om?

– Det handler fremtidsscenarier omkring at dele mine børn. De forbudte følelser er den knude i maven, jeg oplever, når jeg tænker på, om de hellere vil være hos deres far end hos mig. Den konkurrerende følelse, jeg får, når jeg vil have, vi er den fedeste familie. Man skal jo ikke konkurrere på det plan. Alligevel kan jeg blive helt ked af det, når jeg tænker på, hvem der får lov til at passe fremtidige børnebørn. Hvem ringer vores børn til, når det brænder på? Jeg vil så gerne, at det er mig. Samtidig ønsker jeg også, de skal have et stærkt forhold til deres far. Det drejer sig ikke om at dele børnene som sådan. Det er jeg vant til. Selvfølgelig er der vildt tomt, når de ikke er her, og vi savner dem. Men de følelser er en fuldstændig naturlig del af at have delebørn. Den grimme følelse er mere en følelse af ikke at slå til.

Hvad har følelserne rod i?

– Når man bliver skilt, siger alle: ”Nu handler det om børnene”, og den indsats er man enige om. De her følelser handler bare om mig. Hvis børnene synes, det er federe at bo hos deres far gennem gymnasietiden, fordi han bor tættere på skolen, skal de da have lov. Men det gør ondt på mig at tænke på. Det ville gøre mig ked af det. Det er det, der er allermest forbudt. Det handler ikke om mine børns ve og vel. Jeg mister dem ikke af det. Men jeg ville synes, jeg mistede meget! Det handler heller ikke om min eksmand. Han er et fornuftigt, sødt menneske. Det handler om mit selvværd omkring at være delemor resten af livet. Det føles egoistisk og mindreværdsagtigt at sige højt.

Hvordan får du det?

– Jeg føler mig mega sårbar, får ondt i maven og bliver ked af det. Og får utrolig meget lyst til at høre fra dem. Lige så snart de er her, konstaterer jeg, at alt er, som det plejer, og vores familie er intakt. Så falder jeg til ro igen. Det er helt klart den værste følelse ved at være fraskilt – sårbarheden over ikke at være den eneste base for sine børn. Jeg er bange for at miste tid med dem. Til deres far. Det lyder helt bimmelim! Jeg tror, at hvis jeg mister tid med dem, fordi de er ude i verden og realisere sig selv, vil jeg synes, det er fedt for dem. Jeg ville da være ked af, hvis de bosatte sig i Australien, men der opstår ikke den samme dybe tristhed i mig ved tanken, som når jeg forestiller mig, at de vælger deres far frem for mig. Det er komplet irrationelt.

Hvem føles det forbudt overfor?

– Det er generelt udadtil. Det føles dumt og lidt sølle at sidde og tænke: ”Hvad nu hvis…”. I bund og grund er det bare gået op for mig, hvad det betyder at dele mine børn. Det er også mine børnebørn, jeg skal dele, og ikke bare med svigerforældrene. Det forsætter hele livet igennem. Det fatter jeg først nu. Der vil blive fravalg af mig, og den tanke gør ondt.

 

Læs mere om: