Kasper Holten
Selvudvikling

Kasper Holten: ”Jeg ved ikke, hvorfor usikkerheden er så stor”

8. oktober 2017
af Susse Wassmann, redigeret til web af Charlotte Kobberøe Fink
Foto: Claus Boesen
Selv efter 14 år i terapi og 17 år som succesfuld operachef kæmper Kasper Holten stadig med følelsen af, at han ikke er en rigtig kunstner.

Som blot 26-årig blev Kasper Holten operachef for Det Kongelige Teater. Efter 11 år rykkede han i 2011 til London for at være chef for en af verdens største kulturinstitutioner, Royal Opera House. Men på trods af sin succes, tvivler han indimellem stadig på sine evner.

‒ Jeg troede selv, at når jeg havde gjort det her nok gange, når jeg havde været i det et vist antal år, så kunne jeg sætte flueben og sige: Nej, det er ikke bluf. Den er god nok. Jeg kan det her. Jeg er kunstner. Men sådan er det ikke. Når der er sådan et sort hul indeni mig, så lukker det sig ikke af, at jeg har arbejdet med Placido Domingo (en af verdens mest kendte operasangere, red.). Så tænker jeg bare: Nå, den gik. Puha!

‒ Men man kan jo sige, at det hele er bluf. Det, vi alle sammen laver, er bluf. For der er ikke nogen objektive kriterier for sådan nogle fag som vores (kreative fag, red.). Instruktør, skuespiller, journalist – der er ikke nogen facitliste, man kan tjekke på og sige: ”Det, jeg lige lavede, var godt.” Ja, for nogle, men der er jo altid nogle, der ikke kan lide det, man laver. Var det så godt?

Det er stadig noget, som Kasper Holten reflekterer over, hver gang han laver noget.

‒ for den største personlige udfordring for mig har helt klart været at turde stole på, at jeg er kunstner. Jeg kommer jo fra en baggrund, hvor det at være chef ikke er helt fremmed, men tanken om at udtrykke sig kunstnerisk og være god til det… Det har altid været mit blødende sår. Men også min motor. Angsten fungerer helt klart som en motor for mig. Det er derfor, jeg som en terrier bider mig fast og hele tiden bliver ved. Med at søge og tænke og reflektere og gå i terapi og … det gør mig ærgerrig. Og stædig.

LÆS OGSÅ: Michael Falch: Vi er alle dybt urolige og skide bange

At tro på sig selv

Kasper Holten er for få måneder siden flyttet tilbage til København sin kæreste, Signe Fabricius, og deres to døtre for at blive freelancer. Kasper er også vokset op i København som barn af nationalbankdirektør Bodil Nyboe Andersen og cand.polit. og administrerende direktør Henning Holten. Hjemmet var nøgternt, rationelt og trygt uden de store følelser, og Kasper var et lidt gammelklogt barn, som havde det bedst i de voksnes selskab.

Men en aften, da Kasper var ni år, tager hans far ham i operaen for at se ”Carmen ”. Lille Kaspers verden eksploderer og bliver aldrig den samme igen.

‒ Operaen lukkede en verden op for mig, som var fremmed og eksotisk, og i mange år var den fremmed og eksotisk, fordi jeg kun kunne betragte den udefra. Tanken om, at jeg skulle kunne høre til i den verden, var angstprovokerende. Og er det stadig.

Derfor var det også teatervejen, Kasper valgte, da han som 18-årig var færdig med gymnasiet. Selvom han kom ud med et gennemsnit på 11,6, og det nemmeste i verden ville have været at gå i sine forældre fodspor og få foden under eget direktørbord.

Men Kasper satte ned og skrev rundt til teatrene og spurgte, om han måtte være med på sidelinjen – ganske gratis.

‒ Min mor og far har altid været meget optagede af, ikke om jeg blev en succes, men om jeg lavede noget, der gjorde mig glad. Så på den måde har jeg haft opbakning til hvad jeg end, fandt på, og det er ikke der, min usikkerhed stammer fra. Jeg tror, det har noget at gøre med min barndom og mine teenageår, hvor forskellen på Dygtige Kasper og Mennesket Kasper var meget mere udtalt, end den er nu. Dygtige Kasper kan sagtens leve op til en hel masse, men det dér med at turde være sig selv og stole på, at nogen skulle ville mig, det har været sværere. Jeg véd, at jeg er intelligent og har styr på tingene, og har derfor kunnet overbevise folk om, at jeg var god til det, jeg lavede. Men kunstner … nej.

Hvorfor? Du har sat over 70 operaer op i hele verden og bliver kaldt operaens vidunderbarn – hjælper det ikke?

‒ Ikke rigtigt. Og det hænger nok blandt andet sammen med de kunstner-myter, vi har om, at man skal være meget speciel og sansende og forvirret og kreativ – dér har jeg følt mig for normal. For velorganiseret. Nu har jeg gået i terapi i 14 år, og det er stadig noget, vi taler om. Jeg ved ikke, hvorfor den usikkerhed er så stor. Hvis jeg kunne tage en pille, der gjorde mig til verdens bedste chef, eller en, der gjorde mig til en stor kunstner, var det klart den sidste, jeg ville vælge.

LÆS OGSÅ: Emilie Brandts far er alkoholiker: "Jeg vil altid tilgive ham"

Alle burde gå i terapi

Kasper erkender, er der ”nok ligger et mærkeligt snobberi” for ham i forhold til kunsten.

- Selv om man kan argumentere for, at det at være chef er lige så imponerende, og lige så svært. Det er det bare ikke inde i mit hoved.

Har I fundet ud af noget så – din terapeut og dig?

- Ikke en egentlig grund. Og jeg er heller ikke sikker på, at det kan forklares. Da jeg startede i terapi, spurgte jeg min terapeut: ”Hvad så hvis du kurerer mig – så er der jo ikke noget at fortælle historier ud fra?”, Hvortil han svarede: ”Det er der ikke nogen risiko for!”, fortæller Kasper Holten med et grin.

‒ Det er jo ikke et spørgsmål om at blive kureret, det er et spørgsmål om at arbejde med sig selv og finde ud af, hvem man er. Både de vaner, man er glad for, og de mønstre, man er træt af. Folk har det meget med at spørge: ”Går du i terapi? Er der da noget galt?”, Hvor jeg plejer at sige, at jeg har fået mest ud af terapi i de perioder, hvor jeg har haft det godt. For det er dér, jeg rigtigt kan udvikle mig, rigtigt tage hul på tingene og lære noget om mig selv.

‒ For mig handler terapi ikke kun om at arbejde med nogle problemer eller ting, man føler sig syg over. Jeg går også i terapi, fordi jeg er nysgerrig på, hvordan sjælen fungerer – det er jo enormt interessant at komme dybere ned i. Ikke at forstå, for det kommer man nok aldrig til. Stod det til mig, skulle man give alle mennesker ti sessioner terapi, så tror jeg, at samfundet ville udvikle sig på en bedre måde. Ud fra en samfundsøkonomisk betragtning ville man få bedre fungerende og gladere mennesker, som dermed også kunne yde mere.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370_4.png

Læs også