jussi adler-olsen
Kendte fortæller

Jussi Adler-Olsen: ”Jeg ved, at folk synes, jeg er arrogant, og det er jeg ked af”

Jussi Adler-Olsen ved godt, hvad folk siger, når de bagtaler ham. Men han bagtaler aldrig selv andre. Her svarer bestsellerforfatteren på fem personlige spørgsmål.

1. Hvad ville folk sige, hvis de skulle bagtale dig?
– Det gør de jo. De kan jeg jo se på medier som Facebook. Det er noget med, at jeg ikke har fortjent den succes, jeg har. At jeg ikke er god nok til det. Det kommer også fra mine kolleger. Og det bliver jeg faktisk ked af, og jeg tænker, at de ikke ved, hvor svært det er, det jeg gør. 
 
- Jeg ved også, at folk synes, jeg er arrogant, og det er jeg også ked af, for det er jeg ikke – jeg er ret ydmyg. Men det er nok fordi, at når jeg er i fjernsynet, er jeg lidt frisk og lægger fødderne op på bordet i Go’ Morgen Danmark og den slags. På den måde virker jeg måske selvglad, men det er jeg ikke.
 
 
- Jeg bagtaler aldrig selv. Jo, Anders Fogh. Men ham sviner jeg til, så det er noget andet. Jeg fik en lektie, da jeg engang arbejdede som filmoperatør, hvor jeg virkelig gjorde mig umage og var øm over mit arbejde, men lavede en fejl én gang, hvor jeg glemte at sætte en linse ned foran fremviseren. Senere en dag, hvor jeg kom ind i operatørrummet med en lærling, og der var meget rod, sagde jeg om operatøren, der havde været der sidst: ”Han er en dårlig operatør” Og så sagde lærlingen: ”Det siger de også om dig.” Jeg vidste jo godt hvorfor, men det at få den i sylten … det lærte mig noget. Man skal ikke bagtale, for man kender ikke historien bag, man ved ikke, hvor meget det sårer, og man ved ikke, om det, man siger, er rigtigt.
 
- Min familie ville heller ikke bagtale mig. De ved, at jeg er der for dem, ligesom de er der for mig.
 
2. Hvis du ikke var forfatter, hvad ville du så gerne være?
– Jeg ville gerne være rockstjerne. Det at have kontakt med sit publikum, mens du ryster, rører og gør dem glade, ville jeg gerne prøve. Men det er også et hårdt miljø, der er ikke mange rockstjerner på min alder, som jeg gerne ville være.
 
3. Hvornår har du sidst grædt?
– Det gør jeg næsten hver dag. Min søn elsker at se film med mig. Han er mere hardcore end mig, og når han ved, at en lille hund bliver kørt over i en film, kigger han over på mig for at se, hvornår jeg begynder at græde, for det gør jeg. Tårerne får også altid fuldt blus, når jeg ser ”Sporløs”. 
 
- Jeg holder det ikke inde, når jeg bliver rørt og ser menneskers godhed. Hvis man holder det inde, opstår der en barriere mellem ens bevidsthed og ens empati, og empatien skal have fuldt blæs. Sorgen er også en kraft, der ikke skal lukkes ude, hvis du gør det, bliver du ensom. 
 
LÆS OGSÅ: Sebastian Klein: Jeg sagde til min kone, at hun skulle finde en ny mand
 
4. Hvad er det bedste råd, du har fået?
– Det var, da min far sagde: ”Forfølg dine talener, og sørg for at du er lykkelig i dem.” Han sagde det, da jeg var dumpet i 2. G. Jeg havde brugt hele året på at spille guitar, men var alligevel overbevist om, at jeg ville bestå, fordi jeg var så kvik, men det gjorde jeg altså ikke, og jeg var meget skamfuld. Men da jeg fortalte det til min far, grinede han bare og gav mig et råd, jeg har fulgt siden, og så sagde han: ”Jeg er den i Danmark med flest eksamener, og jeg er også den, der er dumpet flest gange. Jeg håber, du har haft det sjovt. Du har så mange talenter, og jeg ser dem alle. Du skal ikke bekymre dig.”
 
5. Hvordan har du det med, at du skal dø?
– Det er ærgerligt. Jeg ærgrer mig over, at jeg tænker langsommere, at mine organer rører på sig, at sandsynligheden, for at jeg får en voldsom sygdom, stiger. Om 14 år er jeg 80, og det er jo noget af en alder, og jeg er ærgerlig over, at det skulle ske så hurtigt. Da min søn Kes var tre år, sagde min ene søster, at jeg skulle huske at holde øje med ham, for snart ville den tid være slut, og så ville han være stor. Og hun havde ret. Det sluttede. På samme måde skal man også huske at holde øje med sit eget liv, for pludselig er det slut.
 
- Jeg er ikke bange for døden, men jeg er bange for smerten og den langsommelige, udtærende sygdom. Og jeg forstår godt dem, der taler for aktiv dødshjælp. Jeg synes, det er fair. Jeg vil gerne være gammel, men jeg vil være gammel og frisk.
 
Læs resten af Jussi Adler-Olsens svar i Psykologi nr. 08, der er på gaden indtil 22. januar 2017.