Jim Lyngvild
Kendte fortæller

Jim Lyngvild: "Mest af alt føler jeg lettelse, da min far dør"

Hans far var alkoholiker, tidligere pornomodel og ville have at hans søn skulle være bokser. Men takket være et godt forhold til sin mor og en helt særlig pædagog på fritidshjemmet, fandt Jim Lyngvild sin egen vej.

Jim Lyngvild: Mest af alt føler jeg lettelse, da min far dør

 

Jeg bliver født den 27. december 1978.

Jeg er det eneste barn, min mor og far får sammen. De har mødt hinanden på en pub i Albertslund. Min mor har på det tidspunkt allerede fire børn: Min storesøster Dorthe på 12 år, som hun fik som 15-årig med sin ungdomskæreste. Min storesøster Trine på 10 år, som er resultatet af en voldtægt – min mor blev voldtaget af en søn til et vennepar til hendes forældre, og hun valgte at beholde barnet, for som hun sagde, kunne hun sagtens elske det alligevel. Derudover har hun min bror Sten på otte år og min søster Rikke på seks år.

 

 

Alle mændene i min fars familie er alkoholikere eller narkomaner og slår deres koner.

Det samme gælder min far – og han slår også mine søskende. Jeg ved, at når man far siger ”Nå, lille blomst …” til min mor, så betyder det, at hun og mine søskende skal have tæsk. Jeg står og græder og prøver at afværge, men det hjælper ikke. Jeg er alt for lille, og når han først tænder, kan han ikke slukke. Det stopper først, når han har afreageret.

 

LÆS OGSÅ: Tre hurtige til Jim Lyngvild og Camilla Kjems

 

Min far slår aldrig mig.

Han forguder mig, men kun i forhold til den opfattelse, han har af mig. Han vil have at jeg skal være bokser. Jeg ved godt selv, at jeg ikke bliver bokser, men tør ikke sige det til ham. Til fastelavn er jeg klædt ud som prinsesse. Bagefter lyver jeg for ham og siger, at jeg var klædt ud som supermand. Han vil låse mig fast i en rolle, og jeg hader det. Den følelse fortsætter ind i mit voksenliv: Jeg vil ikke låses fast i en rolle.

Jeg skifter skole ti gange.

Jeg passer aldrig ind. Jeg bliver mobbet, fordi jeg er så hidsig og provokerende. Børnene står i en ring omkring mig og kører på mig, som børn gør, og jeg ender med at kaste med borde og rulleskøjter. Da jeg bliver voksen, har jeg det stadigvæk sådan, at når jeg kommer ind på en folkeskole og ser gangene og skabene, hvor elevernes tøj hænger, så vender det sig i mig. Det er som en byld, der åbner sig.

Min mors moster Ellen er på besøg hos hjemme hos os.

Hun er en lille tyk dame, som jeg elsker. Den dag sker der et eller andet, hvor nogle får sagt, at der er noget galt med mig. Og så siger hun ”Det er ikke ham, der er noget galt med. De er dem, der er noget galt med”. Hun ser et lys i mig, og hendes tiltro til mig sætter sig dybt i mig. Det samme gør min mors. Hun beskytter altid min ret til at have min mening, og jeg har altid lov til at udtale mig.

Min far bliver kaldt Cowboy-Finn.

Han er altid klædt ud som cowboy, med cowboyhat, pistol i bæltet og sporer på cowboystøvlerne. Han går også under navnet Røde Tyr, fordi hans hår er rødt, og han har arbejdet som pornomodel i 70’erne. Han har også sukkersyge. En dag, hvor han er syg, skal jeg skal give ham insulin via kanylen. Jeg er seks år gammel, og det er rædselsfuldt. Lugten af insulin kan give mig kvalme mange år senere.

Mine forældre bliver skilt,

da jeg er omkring syv år. Vi bor i en etageejendom i Albertslund, og min far kører sin bil ind i gården. Vi fylder den med hans ting. Der kommer én forbi, som spørger: ”Hvad laver i?” og jeg svarer helt glad: ”Min far flytter”. Da jeg er ti år, dør han. Og mest af alt føler jeg lettelse. Jeg er ikke med til begravelsen, i stedet tager jeg på koloni. Det har jeg det godt med.

Senere i livet bliver jeg ved med at have det sådan, at hvis nogen byder mig noget, som er imod min moral, eller som jeg slet ikke kan være med til, kan jeg være hjerteløs og fuldstændig kold.

 

LÆS OGSÅ: Linda P: "Hos min far må jeg ryge smøger som 8-årig"

 

På fritidshjemmet kommer der en dag en ældre dame,

der skal lære os at male porcelæn, lave dukker, sy og den slags. Hun hedder Birte og stammer fra en velhavende familie og vil gerne være noget for nogle andre. Mange af drengene vil hellere stikke en loddekolbe i øjet end at sy en grydelap, men jeg synes Birte er en dronning. Hun har diamanter på alle sine fingre – også når hun laver ler. Vi hører sammen, Birte og jeg. Og når dagene er omme, er Birte og jeg slet ikke færdige med alt det, vi skal, så jeg tager med hende hjem og syr videre. Birte bliver min ven. Min mand, Morten, og jeg skal snart til hendes 85 års fødselsdag.

Ingen kan finde ud af, hvad der er galt med mig.

Da jeg er ti år, kommer jeg på den Børnepsykiatriske afdeling Nordvang i Glostrup, hvor der er en skole for børn med store problemer. Dér skal jeg gå. Hver morgen bliver jeg hentet i en taxa og kørt derhen. En dag er nogle af de andre børn vanvittige. De kaster rundt med møblerne og må fikseres. Jeg sidder og tænker: ”I er gale i låget”. Det går op for mig, at jeg ikke skal være dér. Jeg ved godt, at jeg er anderledes, men jeg er ikke gal. Heldigvis er der psykologer og lærere på skolen, der forstår mig. De sørger for, at jeg får testet min IQ, og den er høj, 152. Det får systemet til at indse, at jeg skal udfordres. Så jeg kommer på specialskole for børn, der mistrives, hvor jeg får nogle dygtige lærere.

Senere kommer jeg på efterskole. Den første uge bliver jeg mobbet. Jeg har fået en ny rød jakke, og drengene kaster blommer efter mig. Jeg sætter mig ud på et toilet og græder. Mens jeg sidder der, sker der noget. Jeg ved ikke, om det er en engel, der kommer, eller om jeg pludselig bliver voksen, men jeg beslutter mig for, at jeg ikke vil være et offer længere. Jeg vil bestemme. Og det har jeg gjort siden. På efterskolen springer jeg ud for fuld musik, får de flotte piger som venner, og dermed får jeg også en særstatus.

 

Sådan ser jeg  min barndom i dag:

Når folk hører om min barndom, spørger de mig: Var det ikke hårdt? Men det var det ikke. Det var, sådan det var Og det var en kæmpe gave. Min barndom har givet mig styrke til at overvinde det umulige. Den har gjort mig ukuelig og betydet, at jeg aldrig bøjer nakken. Jeg er en korkprop, der altid flyder ovenpå.

 

Jim Lyngvild

38 år. Er uddannet designer og fotograf. Har arbejdet bl.a. som stylist og modekommentator. Står i dag bag bl.a. skønhedsserien Raunsborg og bryggeriet Frejdahl. Han har skrevet en række bøger, senest selvbiografien ”Møgunge” i samarbejde med journalisten Karen Seneca. Han bor sammen med sin mand, Morten, i en ”vikingeborg” på Fyn.