Emilie Brandt
Kendte fortæller

Emilie Brandts far er alkoholiker: ”Jeg vil altid tilgive ham”

Sidste år valgte Emilie Brandt at lægge et opslag ud på sin offentlige Facebook-profil, hvor hun fortalte, at hendes far, modeskaberen Erik Brandt, er alkoholiker og har været det de sidste 15 år. Ikke for at anklage ham – men for at gøre et sidste forsøg på at få den far, hun elsker så højt, tilbage. Det fik hun.

Enilie Brandts far er alkoholiker

Hun havde egentlig skrevet opslaget halvandet år tidligere, og truet sin far med at lægge det ud på Facebook, hvis han faldt i igen. Dengang lykkedes det ham at blive ædru efter et tilbagefald, så opslag­et blev arkiveret, men da filmproducer Emilie Brandt i november sidste år vågnede op til nyheden om den tidligere Farum-borgmester Peter Brixtoftes død, tog hun beslutningen.

– Da jeg så på alle forsiderne, at Brixtofte var død, tænkte jeg: "Det er lige dér, min far er. Der går ikke lang tid, før jeg kan læse om hans død på alle forsiderne." På det tidspunkt var han fald­et i igen, og jeg havde ikke set ham i et halvt år, så jeg havde ikke noget at miste. Jeg havde prøvet at skrive til ham, at nu måtte han altså stoppe, men han svarede bare, at han gjorde lige, hvad der passede ham. Sådan er det jo, når man er i gang med at destruere sig selv – så kører man ud af et spor.

– Men jeg havde ikke flere kræfter tilbage. Det er virkelig hårdt at samle nogen op på den måde, og det er altid mig, der er den fysisk praktiske, når det sker. Jeg kunne bare ikke én gang til, så jeg valgte at lægge opslaget ud på Facebook og håbede på, at det ville gøre en forskel, fortæller Emilie Brandt.

 

Læs chefredaktørens leder om bl.a. Emilie Brandt: "Jeg føler mig mindre alene, når andre tør tage bladet fra munden"

Bagdøren

Efter opslaget på Facebook blev Emilie Brandt kimet ned af velmenende venner og bekendte, der ville trøste og opmuntre, men hun orkede ikke at tale med nogen og havde faktisk frabedt sig det i sit opslag. Der var også en masse mennesker, der ringede til hendes far, som fortalte sin version af historien: at han var blevet fejlmedicineret under nogle lungebetændelser og derfor var blevet så syg.

– Men det hang jo sammen, det hele. Hans krop var helt smadret, og han var fejlernæret, fordi han ikke havde spist ordentligt gennem længere tid. Han ringede selvfølgelig til mig og spurgte, hvad det nu var for noget, efter mit opslag – han havde ikke nået bunden endnu og mente ikke selv, at han drak for meget. Men så fik han det rigtigt skidt, og hans daværende kæreste ringede og sagde, at nu kunne hun ikke mere! fortæller Emilie Brandt, som faktisk blev glad for det opkald.

– Jeg gik hele tiden og ventede på, hvornår det skete, for jeg kunne ikke hjælpe, så længe hun fungerede som en bagdør, der hentede vin og tørrede op efter ham. Det er en bremse i den mekanisme, der skal til, for man skal helt ned. Man skal helt derud, hvor der ikke er nogen anden vej end at få hjælp. Det var han kommet, så jeg hentede ham og kørte ham på hospitalet.

 

Giv et gaveabonnement i julegave! Vælg imellem 17 forskellige blade - f.eks. PSYKOLOGI. Klik her for at læse mere

Den alvorlige tur

På hospitalet gik der flere uger, hvor de ikke vidste, hvilken vej det ville gå – så syg var Erik Brandt. Og nok har Emilie taget turen med sin far før, men ikke så alvorlig en tur som den seneste.

– Vi har haft nogle ture, for min far har drukket på en ødelæggende måde i 15 år, men denne her var helt forfærdelig. Han har tidligere fået hjælp til afrusning og haft længere forløb, hvor han har været ædru. Da min mor døde for seks år siden, havde han det virkelig ikke godt, så var der nogle år, hvor han klarede den nogenlunde, men røg i indimellem, og for fire år siden var han i et afvænningsforløb i Sverige og kom hjem og var med i "Vild med dans" og havde det rigtigt godt i et par år. Men forrige sommer fik han så et tilbagefald, hvor jeg flyttede ind hos ham og fik ham på banen igen – så længe det varede, fortæller Emilie Brandt.

– Det er dødsvært, at en mand, der har så stor en viljestyrke, lige pludselig skal bestemmes over. Han vil jo selv bestemme, om han kan tage et glas hvidvin, men det kan han altså ikke. Det er sådan med den sygdom, at når der er gået nogle år, så tænker folk: "Arh, selvfølgelig kan jeg tage et glas. Det går jo fint nu, jeg kan sagtens styre det!" Og så går det måske godt i en måned eller to, og så går det ikke godt længere.

 

LÆS OGSÅ: Sebastian Klein: "Jeg sagde til min kone, at hun skulle finde en ny mand"

Alkoholisme er en sygdom

Erik Brandt klarede den heldigvis.

– Det har været et forfærdeligt forløb, og min far har været virkelig, virkelig syg, men nu er han ædru, og vi snakker sammen hver dag igen, hvilket jeg altid har gjort med min far. Vi plejer at ringe sammen flere gange om dagen … det har jeg savnet. Jeg kunne godt skrive "godt nytår, jeg elsker dig og savner dig og håber, du har det godt" til ham, men hvis han ringede og spurgte til os, sagde jeg til ham, at "den del af vores liv har du ikke adgang til, far. Ikke så længe du drikker."

– Han prøvede at bagatellisere det og sige, at så meget drak han heller ikke, men for os er det alt eller intet. Enten går du i behandling, og så er vi der, eller også drikker du videre, og så er vi der ikke. Det går ikke at springe alle de der mellemled over, så min søster og jeg sagde helt fra over for ham, når han drak.  

Emilie lægger generelt ikke fingre imellem, når hun fortæller om sin fars sygdom. I hendes univers er en spade en spade, og alkoholisme er en sygdom, man ikke selv kan gøre for. Så der er ingen bebrejdelser i luften, ingen skyld og skam og forkrøblede følelser, der ikke kan finde ud.

– Jeg har valgt at tale åbent om det, og jeg tror, det er derfor, jeg har det godt med mig selv og ikke går og gemmer på alt muligt. For man kan ikke tage ansvar for andres handlinger, folk må selv stå inde for det, de gør. Jeg gider ikke at bruge tid på fnidder-fnadder, jeg går lige til benet og tager tingene, når de er der. Og så slipper jeg dem.

– Og så er jeg så heldig at være født med et lyst sind. Jeg er en kæmpe korkprop, og jeg er god til at tilgive mig selv. Jeg er hundrede procent med på, at jeg ikke er fejlfri – der er masser af ting, jeg kan gøre bedre. Men jeg står ved den, jeg er, inklusive fejl og mangler, for det er også det, der skaber folk. Og sådan har jeg det også med min far: Det er ikke det fald, man laver, det er måden, man rejser sig på. Det er jo dét, man elsker hos folk: Når de kan indrømme deres svagheder. For dem har vi sgu alle sammen.

Tror du, at han kan falde i igen?

– Ved du hvad? Jeg siger aldrig aldrig. Der kan gå to, fire, ti år – det kan være, at han aldrig gør det, men jeg vil altid være skeptisk. Den historie har jeg med mig, og det har jeg ret til, for jeg har eddermame været meget igennem. Men jeg vil også altid tilgive ham, og jeg vil altid være der for ham, hvis han vil have hjælp.

Læs mere om: